Cecilie giver et halvt gys

»Cecilie« er et godt og stemningsfuldt forsøg på en dansk gyser, der dog mister pusten i sidste halvdel.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

At lave en god gyser eller psykologisk thriller er ikke så nemt, og herhjemme vrimler det ikke ligefrem med vellykkede eksempler. Det skyldes dels, at genren i sig selv består af en række filmsproglige konventioner, som kan være svære at sætte sig ud over og gøre til sine egne, og som vi - et moderne filmpublikum - kender til hudløshed. Og dels, at det kræver både opfindsomhed og overbevisning at finde på en historie, der lægger nogenlunde plausibel grund til uhyggen, og inden for filmens rammer forklarer den. Når det gælder det seneste danske forøg, »Cecilie«, lykkes det kun halvt.

Som hovedperson møder vi skolelæreren Cecilie (Sonja Richter) med det skrøbelige sind. Hun har været syg, bliver der antydet, og har ikke arbejdet i to år. Men nu er hun og kæresten flyttet i nyt hus og klar til at starte på en frisk. Snart hører hun dog mærkelige lyde og får mareridtssyner både i sovende og vågen tilstand: Den samme scene om en voldtægtsscene og mord ude i en skov om og om igen. Er det fremtiden eller fortiden, der spøger?

Kæresten, som spilles af Claus Riis Østergaard (han spillede også hovedrollen som Allan i »Nordkraft«), tror, det hele foregår oppe i Cecilies hoved og får hende indlagt. Men her er hun så heldig at møde psykiateren Per Hartman (Anders W. Berthelsen), der på grund af en række sammenfald med en virkelig voldtægt for mange år siden, får færten af noget overnaturligt.

At røbe mere vil være synd for plottet, men det er omtrent her filmen knækker. Efter at være begyndt rigtig godt, hvor der er overensstemmelse mellem hoved­personens indre tilstand og filmens billedside, der er holdt i grå og blå nuancer, mister den sit suspense-greb i forklarings- og opklaringsfasen. Den kunst kan lade sig gøre, det er slutscenerne i »Silence of the Lambs«, hvor Jodie Fosters figur kommer alene ind i morderens hus, et af de fremmeligste eksempler på- men det sker desværre sjældent.

Det er ellers kompetente kræfter, der står bag »Cecilie«. Hans Fabian Wullenweber, der lavede den meget roste børneactionfilm, »Klatretøsen« har instrueret, og som manuskriptforfattere står Rasmus Heisterberg og Nikolaj Arcel, der brillerede først med »Kongekabale« og senest med fantasy-filmen »De fortabte sjæles ø«. De får god hjælp af Sonja Richter, der kan det der med at være skrøbelig og stærk påén gang, men det er alt sammen desværre ikke nok til, at »Cecilie« løfter sig over den gennemsnitlige gyser, der måske nok giver et par kulde­gysende forskrækkelser, men ellers fortaber sig i mørket.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse