Ugens trendsætter, Cecilie Bahnsen (35), er uddannet fra Danmarks Designskole og Royal College i London. I dag bor og arbejder hun i alt ubemærkethed på Østerbro, mens hele verdens smukkeste kvinder fra Helena Christensen til Ariana Grande står i kø for at hoppe i hendes feminine kjoler og udleve den indre prinsessedrøm på gadeplan. Selv er hun en kreativ kontrolfreak, der hellere vil læse Jane Eyre end at holde øje med sin egen succes på Instagram.
Hvordan opstod din kærlighed til håndværk og skrædderkunst?
»Det var min mormor, der lærte mig at strikke og brodere, og så har jeg brugt det at tegne kjoler på samme måde, som andre praktiserer yoga. Det er her, jeg slapper af. I 2007 kom jeg i praktik hos John Galliano. Det var, lige efter at jeg havde fået min bachelorgrad, og det bekræftede mig bare i, at alt, hvad der er håndlavet, får en særlig magi. Han var så optaget af, at det hele blev lavet i hånden, og man måtte helst ikke røre en computer. I atelieret var der en befriende kontrast til den danske pænhed. Her var der ingen less is more-æstetik. Alt var bare more is more! Hvis en kreation havde flæser, skulle den da også overdrysses med glimmer. Vi blev hele tiden ansporet til at tage vores ideer og køre dem ud på det maksimale overdrev. Her handlede det aldrig om at skrælle ind til kernen – vi skulle bare fylde på.«