Catherine Deneuve: »I virkeligheden var jeg meget i tvivl om, hvorvidt jeg ville være skuespiller«

Den franske musical »Pigen med paraplyerne« bliver nu til et dansk teaterstykke. Vi ser tilbage på den charmerende klassiker med hjælp fra blandt andre ikonet, skuespillerinden Catherine Deneuve, der brød igennem lydmuren, da filmen vandt Den Gyldne Palme i Cannes, og som stadig i dag som 70-årig er fransk film største kvindelige stjerne.

Jacques Demy instruerer en ung Catherine Deneuve i »Pigen med paraplyerne«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Catherine Deneuve er en modig skuespillerinde. Hun nærmer sig film nummer 120 gennem seks årtier, arbejder sammen med både garvede instruktører og debutanter, og hvis hun opdager et spændende nyt navn, tøver hun ikke med at skrive et brev til vedkommende.

Det gjorde Deneuve blandt andet til Lars von Trier, efter at hun havde set hans film »Breaking the Waves« (1996). Og resultatet: den danske instruktør tog hende med i sin moderne musical »Dancer in the Dark« (2000), hvor Trier var inspireret af gamle franske musicals som for eksempel Jacques Demys »Pigen med paraplyerne« (1964), hvor Deneuve spillede hovedrollen.

»Jeg talte ikke direkte om den gamle film med Lars, men selv om hans film er noget ganske andet end Jacques Demy, har indtrykket af filmen alligevel talt med i det samlede billede hos Trier. Alle med interesse i musicalfilm har set Jacques Demy,« siger Catherine Deneuve.

Vi fanger hende over telefonen i Paris for netop at tale om »Pigen med paraplyerne«, der nu bliver til et teaterstykke på Betty Nansen. Her spiller Birgitte Hjort Sørensen den rolle som pigen Geneviève, som Deneuve uddødeliggjorde for 50 år siden i filmen, hvor alle replikker synges.

Geneviève sælger paraplyer i den lille franske kystby Cherbourg. Hun forelsker sig i mekanikeren Guy (Nino Castelnuovo), som kort tid efter indkaldes til militæret og er tvunget til at tilbringe to år i Algeriet, De skriver til hinanden længe, men kærligheden holder ikke. Geneviève bliver gift med en anden mand, og selv om der i filmen ifølge romantikerne er lagt op til, at de måske alligevel kan få hinanden, så sker det ikke.

Michel Legrand står bag musikken, mens skuespillerne bevæger sig graciøst rundt i kulisserne efter Demys stramme plan, og filmen har beholdt sin fascinationskraft gennem årene. I det oprindelige manuskript havde Michel Legrand og Demy planlagt, at publikum skulle græde tre steder, og det gør man også. Mindst. Melodramaet rører én, når Catherine Deneuves Geneviève småløber hen ad togperronen og synger: »Jeg elsker dig, jeg elsker dig«, og senere når de to elskende ikke får hinanden.

Catherine Deneuve ser normalt ikke sine gamle film, for det har hun ikke tid til. Undtagelsen er »Pigen med paraplyerne«:

»Da jeg så den nyeste restaurerede kopi sidste år, må jeg sige, at jeg blev positivt overrasket. Filmen virker stadig frisk og noget mere tidløs end andre af mine film. Det er en film, som jeg husker meget stærkt i forhold til, hvor gammel den er. Når »Pigen med paraplyerne« er tættere på mig end så mange andre film, handler det også om møderne under indspilningerne. Og selvfølgelig især med Jacques Demy, der blev vigtig for mig,« siger Catherine Deneuve.

Faktisk var Deneuves deltagelse i »Pigen med paraplyerne« lige ved at glippe, da hun som kun 19-årig lige før de planlagte indspilninger blev gravid med filminstruktøren Roger Vadim. Så selv om hun spiller en uskyldig ung kvinde, havde hun altså lige født drengen Christian før indspilningerne, der måtte rykkes et halvt år. Mødet med Jacques Demy ændrede Deneuves karriere:

»I virkeligheden var jeg meget i tvivl om, hvorvidt jeg ville være skuespiller for alvor. Det er selvfølgelig svært at sige, hvad mødet helt præcist betød for mig, men med filmens succes blev min skuespillerkarriere en meget mere sikker mulighed for mig. Vi havde også en virkelig god arbejdsrelation, og venskabelig relation i mange år derefter, fordi vi lavede fire film sammen. På den måde kan man sige, at Demy åbnede nogle nye vinduer for mig og gav mig den mulighed for at udvikle mig, som jeg havde brug for. Få instruktører har betydet så meget for mig,« siger Catherine Deneuve, der mindes Demys instruktørgemyt sådan her:

»Han var en meget blød mand, men han var samtidig meget stædig og benhård i forfølgelsen af sine mål. Jacques Demys univers var melankolsk, morsomt og noget af det mest eventyragtige, man kan tænke sig.«

Jacques Demy er en ener i fransk film, hvor musicals er ligeså sjældne som gode genrefilm herhjemme. Instruktøren mente selv, at hans sans for og lyst til at skabe imaginære verdener stammede fra hans oplevelser som barn under Anden Verdenskrig, hvor fødebyen Nantes blev bombarderet fra luften af tyskerne. Det fik Demy til at gå ind i sig selv og lave marionetdukker, som han indspillede små film med på sit loft, hvor han helt selv kunne skabe den verden, de skulle færdes i.

Han blev siden ekspert i den helt særlige filmgenre, hvor man synger replikkerne ligesom i en opera. »Pigen med paraplyerne« og »Pigerne fra Rochefort« (1967) med Gene Kelly er de to eksempler, vi kender bedst herhjemme, men for den eventyrlystne er der også musicals med Yves Montand og flere film med Deneuve at dykke ned i.

Demy forsøgte også efter en Oscar-nominering til »Pigen med paraplyerne« at slå igennem i USA, som han var meget inspireret af gennem gamle musicals, men hans eneste film derovre, »Model Shop«, kaldte han selv senere for »Model flop«. Han endte sine dage som 59-årig i 1990 kørt ud på et sidespor i fransk film, hvor han ikke passede ind i de mest typiske traditioner. Siden har hans filminstruktørhustru Agnès Varda, der i dag er 85 år gammel, holdt hans navn varmt. Hun har restaureret mange af hans film, så når man ser »Pigen med paraplyerne« i dag, kan den stadig vælte en omkuld med den geniale musik af Michel Legrand, pangfarver og store følelser.

Peter Schepelern, der er lektor i filmhistorie, har haft et tæt forhold til »Pigen med paraplyerne«, siden han som teenager så den i 1964. Han går så langt som til at svare igen med filmens titel, hvis nogen spørger ham, hvad der er den bedste film, han har set.

»Man tror det måske ikke, men »Pigen med paraplyerne« er en del af fransk films nybølge. Ikke af den mere radikale del, hvor man tog ud på gader og stræder med kameraet i hænderne, men fra den mere formalis­tiske fløj. Jeg var og er meget begejstret for, at filmen er så langt ude, som den er. I filmens første scene befinder vi os på et bilværksted, hvor mekanikeren synger replikker om at bilen er færdig, men at den nok stadig vil støde lidt, fordi den er kold. Sådan noget gør man end ikke hos Wagner eller Puccini. Der er mere end hjerte rimer på smerter hér – det er decideret frækt,« siger Peter Schepelern og fortsætter:

»Der er på én gang noget meget styret og alligevel meget levende over den film. Den er lavet som et meget fint puslespilsarbejde, men for at blive så fantastisk har man haft, det jeg vil kalde, et uberegneligt moment af vellykkethed over sig. Filmen føles på en måde, som man aldrig kunne have forestillet sig på forhånd.«

To af genistregerne i filmen er dens slutning og så Catherine Deneuve.

»Det er på sin vis en meget sørgmodig film, der ikke handler om, at man får den eneste ene, men at man godt kan leve med at få den eneste anden. Sådan som det jo oftest sker i virkeligheden. De fleste af os finder ud af, at den store, spontane, jublende forelskelse ikke holder, men så får man måske kærligheden på en anden måde. Og så skildrer filmen meget fint en lille verden og den store verden udenfor i form af krigen, der kun antydes, men som alligevel spiller en vigtig rolle for skæbnerne. Det virker stærkt,« siger Peter Schepelern.

Filmkritikeren Jean-Michel Frodon, der fra 2003-2009 var chefredaktør for de legendariske franske filmtidsskrift Cahiers du cinémas, beskriver Catherine Deneuves talent som skuespiller på følgende vis:

»For det første er hun meget smuk og ekstremt talentfuld. Samtidig fanger hun vores tid på den måde, at hun på én gang er en klassisk udseende skikkelse og samtidig udstråler noget gådefuldt. Deneuve er ikke uddannet skuespiller, men har via en form for ekstra intelligens formået at lære meget af de rigtigt gode instruktører, som hun har arbejdet med. Hendes særegne udstråling der ofte svæver lidt oven over filmen, opstår netop fordi hun ikke er en klassisk uddannet skuespiller og det, der lyder som en ulempe på papiret, er blevet en fordel for hende«.

Peter Schepelern fik en farverig paraply signeret af Catherine Deneuve, da han fyldte 50 år. »Til Peter, med al min sympati,« stod der, og det sker da også ofte, at Catherine Deneuve møder sine fans entusiasme på vegne af Jacques Demys film gennem tiden. Det er en film, der bor i filmfans hjerter.

Hvorfor holder »Pigen med paraplyerne« stadig, ifølge dig?»Der er naturligvis skønheden i Michel Legrands musik, og så er der instruktionen af Jacques Demy. Man skal ikke glemme alle kamerakøreturene og måden, hvorpå han havde planlagt hver eneste bevægelse ned til mindste detalje. Alt var jo planlagt på forhånd, og filmen er indspillet i play-back,« siger Cahterine Deneuve. Hvad synes du om, at man gør »Pigen med paraplyerne« til et teaterstykke?»I betragtning af at alt i Demys film er så bevægeligt, bliver det ikke så lidt af en udfordring. Man skal jo tænke på, at teatret er mere statisk end filmmediet, men jeg er glad for idéen om, at det er Birgitte Hjort Sørensen fra »Borgen«, der skal spille hovedrollen. Hende er jeg meget vild med. Je l’adore!«

Pigen med paraplyerne har premiere 13. marts på Betty Nansen og spiller frem til 16. april.