Carl Nielsen var min farfar

I over 20 år har man ikke kendt til direkte, nulevende efterkommere af Danmarks store nationalkomponist Carl Nielsen. Men pludselig står hans barnebarn i landet: 77-årige Joan Curran fra USA med billeder og breve fra sin farfar Carl Nielsen i tasken.

Joan Curran, Carl Nielsens 77-årige barnebarn, der pludselig bankede på døren til Carl Nielsen Museet i Odense for at give sin arv videre. Her er hun nu nede på havnen med ryggen til det ny operahus. Foto: Jens Astrup Fold sammen
Læs mere

Komponisten Carl Nielsen er blevet farfar.

Danmarks største komponist har et lyslevende, charmerende barnebarn, som i går stod og græd ved synet af sin farfars arbejdsværelse. Måske er der endda flere børnebørn...

Det er ellers mere end 20 år siden, at det tredje og sidste barn i Carl Nielsens og Anne Marie Carl-Nielsens livslange, knirkende ægteskab døde. Ingen af de tre havde børn.

Officielt var der ikke flere direkte efterkommere.

Men i forgårs stod der pludselig en spinkel, gråhåret kvinde - man kan se, at hun har været balletdanser - og tog i døren til Carl Nielsen Museet i Odense. Hun var lige ved at bryde sammen, da hun opdagede, at døren var låst og museet lukket.

Hun var rejst fra Florida for at aflevere billeder af sin farfar og far, et cerutetui med farfaderens monogram på og breve. Hun havde ikke anmeldt sin ankomst i forvejen. For ville man overhovedet tro på, at den danske nationalkomponist var hendes farfar?

Hun vidste ikke, at hun selv gik rundt med beviset i tasken. Hun anede ikke, hvad der stod i det ene af brevene, som var underskrevet Carl Nielsen - for det var skrevet på dansk.

Hun vidste kun, at det var et vigtigt brev, som dokumenterede hendes rødder - det havde moderen fortalt.

Da hun kom ind på Carl Nielsen Museet dagen efter, fik hun for første gang brevet oversat. I brevet bekræfter Carl Nielsen, at han er far til Carl August Nielsen - hendes far.

Og så må hun lige tørre øjnene igen, Joan H. Curran er navnet. Nu sidder hun på et hotel i København og fortæller sin historie til Carl Nielsen-forskeren John Fellow, der er redaktør af ti-binds udgaven med Carl Nielsen-breve, plus Berlingske Tidendes journalist.

En bastard
»Min far var en bastard,« siger Joan Curran. »Jeg har hele mit liv vidst, at denne danske komponist, der ikke var særlig kendt i USA, var min farfar. Min far skaffede plader med Carl Nielsens musik, som vi spillede og spillede.

Min favorit er Lille suite for strygere og den 2. og 3. symfoni, men jeg kan næsten ikke klare at høre dem. Jeg kommer til at græde,« siger den charmerende, livssprudlende kvinde, der er uddannet balletdanser på bl.a. American School of Ballet og har levet af at danse - »Oklahoma« og »Guys and Dolls«. »Den slags - og jeg var god!«

Joan Curran kommer ikke for at få eller kræve, men for at give og slutte sit eget livs cirkel. Så Carl Nielsen Legatet, der forvalter formuen og indtægterne efter Carl Nielsen, kan godt sove roligt om natten. Joan Curran har ikke selv børn.

Kendskabet til faderen Carl August har været officielt siden 1988, hvor Carl Nielsen-forskeren Torben Schousboe fik udgivet sit to-binds værk med uddrag af dagbøger og brevudveksling mellem Carl og Anne Marie Carl-Nielsen. Carl August er nævnt i en note.

Carl Nielsen har i breve og sin dagbog skrevet, at han i de tidlige studieår i København logerede ved siden af et domestikværelse og som 22-årig fik en søn (Carl August) med tjenestepigen - angiveligt i en champagnerus. Den forførende Carl Nielsen havde et livslangt og velkendt problem med kvinder. »De forfører mig!« som det hedder i hans egen, fortvivlede udlægning.

Carl Nielsen fortalte også sin kommende hustru om sønnen, og Anne Marie reagerede prompte med: »Ham adopterer vi da!« Men det var Carl Nielsen ikke indstillet på. Hvorfor vides ikke. Men den store kærlighed tyder det ikke på.

Violinen under armen
Carl August - han kalder sig bare »Carl« - bliver født 8. januar 1888. Han kommer til verden på Fødselsstiftelsen. Der står ingen forældre nævnt på dåbsattesten, og han bliver anbragt i familiepleje på en gård på Fyn.

Moderen besøger ham, men fortæller ikke, at hun er hans mor. Ikke før han er 13 år, hvor hun kommer og henter ham, og sammen emigrerer de til USA. Hun har sparet op til billetterne, afhændet sin modebutik i Bogense og låner resten af Carl Nielsen, der også betaler 100 kr. for en violin til sønnen.

Som ung mand vender Carl August i ca. 1913 tilbage til København og kommer ind som violinelev på Musikkonservatoriet. Efter et års studier må han holde op igen.

Han har ikke flere penge, ernærer sig som spillemand rundt i Danmark i nogle år - præcis som faderen - og får også skrevet en vals, som er blevet væk. Cirka otte år efter tropper hans amerikanske kone op i Danmark og forlanger skilsmisse.

Det ender dog med forsoning, og parret rejser tilbage til USA, bl.a. med Carl Nielsens cerutetui, som må være bevis på, at far og søn har mødt hinanden.

I Danmark efterlader Carl August en søn, som er født uden for ægteskab, og som han fortsætter med at betale til. Hjemme i USA får han en søn og en datter, ernærer sig som violinist i The Music Box Theatre i New York, bliver siden apoteker og dør i 1964.

Joan Curran er eneste efterlevende i dag. Ligner hun Carl Nielsen? Der er noget i de blå øjne, når de bliver eftertænksomme, der kan få det til at gibbe i én, når nu man kender forbindelsen.

Glad, glad glad
Hvordan var din far?

»Typisk dansk! Det kaldte min mor ham,« fortæller Joan Curran. »Han var stille og melankolsk med en god sans for humor. Jeg tror, at han var skuffet over, at han ikke havde så meget talent som sin far. At han ikke levede op til forbilledet. Men han talte aldrig om det. Det er min mor, jeg kender historien fra. Mine forældre var et sært par. Men ægteskabet holdt!«

Det er første gang, Joan Curran er i Danmark. Men hun har planlagt det længe. Hun har ønsket at få belyst de dunkle kapitler i livshistorien - og give sin arv videre. Spørger man, hvad det så har givet hende, må hun tørre øjnene endnu en gang:

»Jeg er glad, glad, glad, selv om det også føles voldsomt. Men betyder det noget for jer, at jeg er her med noget Carl Nielsen-blod i årene?« spørger Joan Curran.

Carl Nielsen-forskeren John Fellow nikker og kan bekræfte, at der ingen tvivl er om slægtsskabet. Han sidder med Joans papirer og fotografier, som siden vil tilgå Carl Nielsen Museet. Der er fødsels- og dødsattester, kortfattede breve fra Carl Nielsen, fotografier med hilsner bagpå fra bl.a. Carl Nielsen og fra datteren Irmelin.

Hvad betyder det for Carl Nielsen-forskningen?

»At der er huller, vi får fyldt ud, og så er det fantastisk at møde den nærmeste slægtning efter Carl Nielsen og konfrontere og supplere de gamle papirers tale med levende erindring,« siger John Fellow, der udsender første bind af brev-udgaven næste år:

»Der har været så meget snak om Carl Nielsens børn uden for ægteskabet. Hverken for far eller søn var det nemt dengang i en anden tid. Men desto større en oplevelse er det så mange år efter at være med til at slutte en lang og kroget ring,« mener John Fellow.

Men Joan Curran har mere i tasken: Et billede af en stout, sydsjællandsk landmandsfamilie: Far, mor og fem børn. Faderen til de fem sønner på billedet er Carl August Hansens søn, der blev født uden for ægteskab, før Carl August drog tilbage til USA! Altså endnu et barnebarn - plus fem oldebørn - der kan skrives ind i Carl Nielsens slægtstavle!

Efterforskningen af denne familiegren - efternavnet er Hansen! - kan tage lidt tid. Men fortsættelse følger.