Carl Nielsen blev fejret med patos og bravour i New York

New Yorks berømte filharmonikere skød fejringen af Carl Nielsen i gang og har samtidig lagt sidste hånd på en større indspilning. Den danske komponists tid er kommet. Også i USA.

Anthony McGill har kendt Carl Nielsens klarinetkoncert fra barnsben og gav den til stående ovationer i Avery Fisher Hall på Manhattan torsdag aften. Indspilningen ventes klar til april. Foto: Chris Lee
Læs mere
Fold sammen

NEW YORK: Streets og avenues. Gaderne på Manhattan deler øen i et fast gitter. Hvis man ikke vil fare vild i 15 graders kulde, er New Yorks hjerte lige stedet.

Gaderne ligner hovedstrømninger i det 20. århundredes musik: Du kan skrive små sange eller store symfonier. Du kan enten være folkelig eller fin på den. Aldrig begge dele.

Men berømte Broadway vil ikke som de andre. Gaden snor sig på tværs af det hele – møder de vandrette streets i uforudsigelige vinkler og de lodrette avenues i overraskende kryds.

Broadway må i så fald være Carl Nielsens musik.

For den store fynbo har på én gang sunget sig ind i alle danskeres hjerter og kreeret nogle af de fineste symfonier i nyere tid.

Og hans stil har alle dage været fuld af uforudsigelige vinkler og overraskende kryds. Var han romantiker eller nyklassiker eller noget helt tredje? Er hans bevidst snørklede melodier dansk folketone eller avanceret avantgarde?

Amerikanerne har de seneste år sagt tak for det hele med »The Nielsen Project«. En storstilet indspilning af alle hans seks symfonier og de tre solokoncerter med New York Philharmonic under chefdirigenten Alan Gilberts ledelse. I forgangne uge toppet op med de officielle startskud til fejringen af hans 150 års fødselsdag.

Først med en event i Lincoln Centers fineste atrium, hvor levende planter trodser tyngdeloven og stikker ud fra væggene.

Ingen frygt for patos

At se stopfulde rækker af newyorkere i spændt forventning kan gøre enhver dansker lettere svimmel. Nogle har stået i kø siden solnedgang. Man vil være med.

New York Philharmonics programlægger er vært og har de store ord med. Carl Nielsen kaldes for en stor komponist og endda internationalist.

»Lad os give ham en hånd!« lyder det over højttalerne. Amerikanerne har aldrig været bange for patos og føler sig sjældent forlegne. Folk klapper og griner ikke imens. Gives den, der gives bør!Jarl Frijs-Madsen er Danmarks afgående generalkonsul i New York og aftenens hovedtaler:

»Konkurrencen på New Yorks kulturscene er hård og ikke mindst international,« siger han.

»At New York Philharmonic tager Danmarks nationalkomponist til sig på denne måde er en gave for Danmark og dansk musik.«

Hans ord kolliderer åbenlyst med amerikanernes egne. De ser fynboen som internationalist. Vi andre pynter os med ham.

Men det kan ikke være anderledes. Amerikanerne skulle jo også gerne lokke folk til de ambitiøse arrangementer – overbevise de lokale musikelskere om at han er et lyt værd.

Video med DR Pigekoret og Aksel Schiøtz

Publikum får også en flot video med alt fra Leonard Bernstein til DR Pigekoret og high­lights fra de kommende fejringer.

Og hvad der virkeligt gør de få danskere våde i øjenkrogen: Man afspiller to af Carl Nielsens i alt 324 sange med salige Aksel Schiøtz. Nærmere bestemt »Min pige er så lys som rav« og »Jeg bærer med smil min byrde«.

Ikke mange lande kender fænomenet fællessang i vores forstand. Om amerikanerne helt forstår de simple sange af en stor komponist, forbliver tvivlsomt.

»Men der er klaver på,« som den ene veninde på rækken hvisker til den anden.

Anthony McGill viser sig som aftenens virkelige hit. Den kendte klarinetvirtuos er helt ny på posten som solospiller i New York Philharmonic – og i øvrigt den første sorte musiker på posten nogensinde.

Berømthedens begejstring for Carl Nielsen virker bevægende ægte.

»Jeg har kendt Nielsens klarinetkoncert, siden jeg var dreng,« siger han.

Faktisk så længe at han har den gamle version i fingrene – ikke den nye med Carl Nielsen Udgavens officielle påtegninger.

Og han forstår så åbenlyst det danske værk som få. For eksempel hvad den vigtige lilletromme egentlig skal!

Trommen er slet ikke symbol for march eller militær i hans øren. Men for den almindelige lytters blanding af trods og medleven. En slags kritiker.

Mærkedag og mørkedag

Klarinettistens optræden med New York Philharmonic dagen derpå fylder Avery Fisher Hall til sidste plads – og skal i runde tal gøre det hele tre aftener mere. At selveste Renée Fleming synger ovre i Metropolitan Opera få meter væk har tilsyneladende ikke skræmt nogen. Hverken arrangører eller lyttere.

Torsdagen bliver en mærkedag for dansk musik – ligesom onsdagen var en mørkedag for international kulturliv: Ekstremister har myrdet to håndfulde medarbejdere på Charlie Hebdo i Paris og to betjente.

Allerede arrangementet om onsdagen var begyndt med et minuts stilhed til ofrenes minde. Og koncerten torsdag åbner med en tale ved chefdirigenten Alan Gilbert:

Han tager en mikrofon, udtrykker harme over angrebet og slutter med ordene »We are all Charlie« – en udvidelse af sympatisloganet på sociale medier i de samme timer.

Gilbert står også bag de ord, der tegner newyorkernes fejring: »Carl Nielsens tid er kommet«. Store ord fra en af vor tids mest berejste dirigenter.

Programmet byder på både valse af Ravel og uddrag af Tjajkovskijs elskede »Svanesøen«. Allerede den åbne generalprøve tidligere på dagen var verdensklasse, som man siger. Bredt spillet og tilpas pompøs.

Og alligevel ... Carl Nielsens koncert for soloklarinet og lille orkester fra 1928 tager på en vis måde teten.

Vel mest fordi newyorkerne hører deres nye stjerne på klarinet for første gang. Men også fordi fynboens toner stadig ligger på tværs af alting.

Fordi elskere af smuk musik får deres og elskere af mere krydrede klange deres. Ikke mange har hørt denne mageløse musik før. Eller noget, der ligner. Anthony McGill spiller den helt bogstaveligt som en drøm:

Mildt, tilbagelænet, næsten sværmerisk. For værkets mere udfordrende sider taler jo ligesom for sig selv. Bevægende godt tænkt.

Newyorkernes fejring af fynboens jubilæum er samtidig slutningen på »The Nielsen Project«. Alle hans seks symfonier er indspillet. Og alle de tre solokoncerter.

Det hele udkommer samlet på pladeselskabet Dacapo ved den egentlige fødselsdag til sommer.

Men verdens livtag med den danske komponist er først lige begyndt. Stockholm fejrer ham ved en stor festival i april. Berlin gør noget lignende til september.

Vi andre kan bare glæde os og måske betale udlandet tilbage ved lejlighed. For eksempel med samme opmærksomhed på deres egne navne.