Cannes' kældermennesker

Langt under de røde løbere i Cannes flokkes de eksotiske selskaber.

A photo taken on May 17, 2016 shows miniature characters of an animated film on display in a stall at the International Film Market during the 69th Cannes Film Festival in Cannes, southern France. / AFP PHOTO / LOIC VENANCE Fold sammen
Læs mere
Foto: LOIC VENANCE

»Sit down and have a cup of coffee.« Mr. Sudjarwadis accent er lige en tand tykkere end kioskejer Apus i Simpson, men han er lige så flink, som han byder indenfor i sin stand med det bedste indonesisk film kan byde på.

Det er ikke lige noget, jeg har hørt om før, så jeg lytter beredvilligt på et lille foredrag om de mest populære varer fra det asiatiske ørige. Særligt action-film og en manga-lignende animations-film er populære, forstår jeg, selv om der da også er hængt plakater fra seriøse og arthouse-agtige film op på væggene. Vi er jo i Cannes.

Men vi er godt nok langt fra røde løbere, lange køer og flashende fotografer. Vi er nede i kælderen, hvor slikskåle og farvestrålende foldere er de foretrukne våben, når der skal hives kunder i butikken. Og i det her tilfælde et hvinende sødt fluidum, som selvbevidst præsenteres som »indonesian coffee«.

I kælderen finder man repræsentanter fra de filmdistrikter, der nok må regnes for de mere - for nu ikke at sige mest - perifere i forhold til det almindelige filmmarked. Asien er godt repræsenteret hernede, med filmselskaber fra Thailand, Taiwan, HongKong og Macao for eksempel, men også selskaber fra lande som Uruguay og Sydafrika har skruet sig ind i en af de lavloftede stande her.

Der er adskillige hundrede filmselskaber, nationale film-institutter, distributionsselskaber, salgsagenter og hvad der ellers hører til branchen samlet i Festival-palæet og i den internationale landsby i telte langs stranden - alle er de del af Cannes-markedet, og det er ikke bette.

Man kunne godt fristes til at kaste sig ud i nogle betragtninger om, at der er en tydelig social struktur på den måde, det hele er organiseret i og udenfor det monumentale palæ.  I det øverste lag har vi de større selskaber, med tilknyttede rum til at vise film, højt til loftet, god kaffe og udgang til terrassen med vue over vandet fyldt med lystyachter.

I det midterste lag er der flest af de lidt mindre selskaber, noget tættere, men dog stadig ganske pænt med stande i den mellemstore stil og ganske god karamel-klasse.

Danske stande kan jeg ikke rigtigt spotte nogen af - men hos salgsagenten Picture Tree dukker dog en plakat for filmen »Tordenskjold og Kold« op. En dansk komedie, der ikke for alvor slog an hos danskerne, men som agenten nu prøver at få solgt til resten af verden under titlen »Satisfaction 1720«. Hvordan det så går med den, ved fyren ved standen ikke lige på stående fod.

Udenfor ved vandet vajer flagene over teltene og markerer de enkelte lande, der prøver at skaffe sig lidt opmærksomhed. Også her er forskellene tydelige - der er ligesom noget mindre gang i Adserbadsjans end i Storbritanniens telt, for slet ikke at snakke om den største af dem, USAs, der også byder på både cupcakes og proteinbarer til colaerne i vandkanten.

Heller ikke blandt teltene møder man dannebrog - danskerne har deres eget domicil på Croisetten på Den Skandinaviske Terrasse - som ret beset burde hedde den nordiske ditto, da både Finland og Island er med til at nyde den græsklædte strandvejsudsigt.

Vandkant og udsigt - det er der ikke noget af for de gæve aktører nede i kælderen på palæet. Rebecca Thompson ser også lidt varm ud fra sin lille stand. Hun er stifter og direktør for Social Screen - et lille britisk firma, der laver crowdfunding-modeller for små uafhængige film. »And I could sure need some attention,« som hun siger.

Det deler hun, så vidt man kan se, med alle de andre i Cannes.