Cannes-festival: Har TV-serier gjort filmkunsten overflødig?

Gør seriøs filmkunst stadig en forskel, eller er den endegyldigt blevet løbet over ende af TV-seriernes endeløse fantasier? Berlingskes filmredaktør søger svar på spørgsmålet i dette års program for Cannes-festivalen, der begynder onsdag.

Elle Fanning i Nicolas Winding Refns »The Neon Demon«. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Indtil for 65 millioner år siden herskede dinosaurerne over Jorden. Deres brøl gav genlyd i atmosfæren, og urskovene skælvede under deres fødder. Og en dag var det hele slut.

Analogien til dinosaurerne er måske overdrevet. Men når man ser ned over listen af højt agtede og hæderkronede filmkunstnere fra Pedro Almodóvar til Sean Penn, som fra onsdag og to uger frem viser deres nyeste værker på filmfestivalen i Cannes, får man alligevel en foruroligende følelse af, at en digital meteor uden varsel ville kunne få de samme instruktørers herredømme over filmkunsten til endegyldigt at fordampe fra den ene dag til den anden.

Måske kommer meteoren i form af en ny eksplosion i antallet af abonnenter på en global streamingtjeneste, som den Netflix oplevede i 2015, hvor antallet af lande med Netflix blev tredoblet.

Eller bliver katastrofemeteoren en helt ny digital teknologi, såsom virtual reality, der (igen) spås at revolutionere den måde, man ser film på. Måske med tilskueren som sin egen fortæller.

Dermed ikke sagt, at Cannes-filmene er blevet ringere i kunstnerisk henseende. Hvert år præsenteres der fabelagtige film i Cannes, der form-og indholdsmæssigt overskrider grænser og vinder nyt land, sådan som man i moderne tid har krævet, at kunsten skal gøre.

Og selv om verdens øjne i stigende grad fyldes med endeløse sæsoner af TV-serier, er der stadig noget, som den kunstneriske film kan i forhold til »Game of Thrones« og »House of Cards«.

Måske kan man ligefrem sige, at den kunstneriske spillefilm er mere etisk end den gennemsnitlige TV-serie. Men før der her skal redegøres for denne vidtløftige konklusion, kan man passende studere dette års program for at se hvilke film, der for alvor kan siges at forsvare filmkunsten.

Evig adgang til den røde løber

Ud af de 21 instruktører (18 mænd og tre kvinder) kommer et par håndfulde faretruende tæt på »dinosaur«-etiketten. I Cannes er det nemlig en tradition, at instruktører, der allerede én gang har fået adgang til den berømte røde løber til festivalens hovedkonkurrence, bliver tilbagevendende navne, hvorfor de yngre har haft svært ved at finde plads.

I år er det eksempelvis nærliggende at spørge, om ikke den 78-årige Ken Loach, 63-årige Jim Jarmusch, 66-årige Pedro Almodóvar og brødrene Dardenne (65 og 62 år) kunne være blevet erstattet af yngre talenter.

Storbritanniens sidste hardcore-socialistiske instruktør, Ken Loach, der egentlig allerede havde forkyndt sin pensionering, var eksempelvis senest i Cannes i 2014 med den konventionelle, meget arbejdernostalgiske »Jimmys Hall«. I år handler hans film, »I, Daniel Blake«, om en håndværker, der tvinges på bistandshjælp på grund af en arbejdsskade. I 1980erne brændte Ken Loach af harme over Thatchers neoliberale politik. I dag virker han selv udbrændt.

I 1980erne var Jim Jarmusch en cool fornyer af noir-traditionen i amerikansk film med skægge fremstillinger af bohémer og ærkeamerikanske misfits. Hans seneste film, »Only lovers left alive«, var til gengæld en akavet, langstrakt joke om vampyrer, der blev vist i Cannes i 2013, og som trak store veksler på instruktørens kapital af kunstnerisk troværdighed.

I år præsenterer han hele to film, en dokumentarfilm om den psykedeliske punkgruppe The Stooges og spillefilmen »Paterson« der på papiret ser lovende ud med to af tidens hotteste skuespillere i castet: »Girls«-stjernen Adam Driver og Golshifteh Farahani.

Sidstnævnte har angiveligt fået permanent forbud mod at arbejde i sit iranske hjemland efter at have poseret topløs i et fransk magasin.

Dardenne-brødrene, Jean-Pierre og Luc, er fast inventar på Cannes-festivalen, hvor de to gange har vundet Den Gyldne Palme med socialt engagerede film. I år deltager de med »La Fille Inconnue« om en læge, der efterforsker en piges død.

Cannes-favoritten Pedro Almodóvar viser angiveligt inspiration fra både Ingmar Bergman og Alfred Hitchcock i sin Cannes-film, »Julieta«, der bygger på noveller af Alice Munro.

Som sagt tyder intet på, at de ovennævnte ikke kommer til at levere den høje grad af kvalitet og originalitet, som skabte deres ry. Men som flere Cannes-kritikere har påpeget, så skal man ned i sidekonkurrencerne for at se de nye stemmer i den globale filmkunst.

Det gælder ikke mindst filminstruktører fra den tredje verden som Mohammed Diab og Mahemet Saleh-Haroun, der i høj grad præger Cannes’ næstfineste konkurrence, »A certain regard«.

De eneste ikke-vestlige instruktører i hovedkonkurrencen er den iranske Oscar-vinder Asghar Farhadi, hvis »The Salesman« blev tilføjet hovedkonkurrencen som festivalens sidste 21. titel, og filippinske Brillante Mendoza, der både er en af festivalens mest respekterede og mest forhadte instruktører.

Det skyldes ikke mindst hans tidlige skandalefilm »Kinatay«, der skildrede uhyrlig dødsvold uden så meget som et enkelt blink med kameraøjet.

Evig kritik af for få kvindelige instruktører

Kvinderne udgør for så vidt også en forsømt tredje verden i Cannes, der hvert år kritiseres for ikke at præsentere nok kvindelige instruktører.

I »rekordåret« 2009 var tre ud af 20 instruktører kvinder, og i år er det også tre: Tyske Maren Ade, amerikanske Andrea Arnold og franske Nicole Garcia, hvis film »From the land of the Moon«, har Marion Cotillard i hovedrollen som en kvinde, der forelsker sig uden for sit ægteskab. Alle tre film vises i begyndelsen af festivalen, hvorfor medier forventes at melde om et »stort« kvindeår.

Ades »Toni Erdmann« handler om forholdet mellem en far og hans datter og lyder som festivalens bedste bud på en komedie, mens Andrea Arnolds »American Honey« er en road movie, der følger en flok unge amerikanere på job og på druk.

Skuespilleren Jodie Foster, der indimellem bijobber som instruktør, har hyret George Clooney til sin finansthriller »Money Monster« , men filmen vises uden for palmekonkurrencen.

Den amerikanske instruktør Jeff Nichols, hvis mystiske science fiction-thriller »Midnight special« havde verdenspremiere i Berlin i februar, er allerede tilbage i Cannes med »Loving«. Filmen beskriver den sande historie om ægteparret Loving, der i 1958 blev sat i fængsel for at gifte sig med hinanden, hvilket lovene i deres hjemstat Virginia forbød, da de var af hver sin race.

Den tidligere palmevinder Cristian Mingiu er tilbage med filmen »Bacalaureat«, der ifølge den rumænske instruktør er inspireret af hans egne erfaringer med sin forældrestatus. Mingius landsmand Cristi Puiu deltager med filmen »Sieranevada«, der også tager udgangspunkt i en kernefamilies indre dynamik.

Fransk-canadiske Xavier Dolan er formentlig den instruktør, der knyttes størst forventninger til. På trods af at han kun er 27 år gammel, er det tredje gang, han er med i Cannes, og hans forrige film, »Mommy«, blev udråbt som en genistreg fuld af store følelser og meningsfulde filmiske eksperimenter.

Xavier Dolans »It’s only the end of the world« er forhåndsgaranteret stor opmærksomhed i Cannes, da den tæller franske stjerner som Léa Seydoux, Marion Cotillard og Vincent Cassel.

Den sparsomme foromtale tyder på endnu et vibrerende Dolansk drama, denne gang om en dødsmærket mand der skal sige farvel til sin familie.

Jeg har også store forventninger til »The Neon Demon« af festivalens danske instruktør, Nicolas Winding Refn, hvis hyperstiliserede voldsfilm ellers deler kritikerne som få, hvilket knytter an til denne artikels spørgsmål om, hvorvidt den kunstneriske spillefilm har relevans i en TV-serietid.

Gentagelsens metaltræthed

Der er ingen tvivl om, at TV-serien i disse år erobrer publikums opmærksomhed og tid. Men TV-seriens grundliggende mål er at knytte seeren til sig over så lange perioder som muligt. Uanset at »Game of Thrones« og andre serier kan byde på medrivende oplevelser, er TV-seriens kunstneriske mål sekundære, og i sidste ende løber alle serier ind i gentagelsens metaltræthed.

Omvendt tjener kunstneriske spillefilm som førnævnte »The Neon Demon« i princippet kun ét mål, nemlig at levere den kunstneriske oplevelse. Spillefilmen lokker ikke publikum i afhængighed, men søger at maksimere oplevelsen på den afmålte tid.

TV-serien breder smørret ud, mens spillefilminstruktøren redigerer fedtet væk. TV-serien skaber mæthed, mens spillefilmen i bedste fald skaber appetit, på livet og på flere kunstneriske oplevelser.

Om Xavier Dolan, Nicolas Winding Refn og de øvrige filminstruktører i Cannes vil kunne rokke ved streamningtjenesternes dominans vil vise sig. Men hvis der i dag findes spillefilm, der qua deres kunstneriske niveau kan gøre det, er Cannes formentlig det bedste sted at se dem. Måske vil meteorens ankomst blive udskudt eller helt afværget.