Cannes er lig med klasse

Lars Rix, kulturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Jeg har været i Cannes en hel del gange, men aldrig til byens traditionsrige filmfestival, hvilket givetvis bader mit forhold til den i et lettere romantiseret lys.

Man forestiller sig tilværelsens lethed på croisetten, et glas kølig rosé på broen foran Ritz Carlton inden den lune forårsaftens komme og det er tid til at iklæde sig gallauniformen og spankulere ad den røde løber ind for at se verdenspremieren på Pedro Almodóvars »Julieta«, Jim Jarmuschs »Paterson« eller danske Winding-Refns »The Neon Demon«.

Jeg ved godt, at det ikke forholder sig sådan. De kolleger, der har prøvet turen og har dækket festivalen mange gange, fortæller igen og igen, hvor hårdt et arbejde, det er. Man er i gang fra tidlig morgen til sen aften og skal kæmpe med både folk fra konkurrerende medier og et rigidt fransk bureaukrati for bare at have en chance for at få sine historier og interviews i hus.

Sådan er det, men det afholder alligevel ikke festivalen fra at have et skær af magi over sig.

Det er ikke som med Oscar, der ganske vist indeholder masser af prestige, men bare lugter lidt for meget af aftalt spil og alt for lidt af klasse. Når jeg ser de kendte defilere op ad den røde løber til Oscar-uddelingerne kommer jeg altid til at tænke på et gammelt citat fra tv-serien »Allo Allo!«, hvor en – tror, det er Herr Otto Flick – på et tidspunkt udbryder: »Those stupid americans. Always dressed for the wrong occation.«

For det er lige, hvad de er. Her får »less is more« jo en helt ny og ikke ligefrem positiv betydning. Ikke mindst, når man ser amerikanske Oscar-starletter konkurrere om at bære kjoler, der ville gøre selv Nikita Klæstrup til en bly og uskyldsren viol ved siden af.

Her overlades der ikke meget til fantasien, og kun de mest intime dele bliver dækket af en billig simili. Og mændene er ikke meget bedre. Antallet af cowboyslips og dårligt siddende smokings har aldrig været tættere end til en Oscaraften.

Sådan er det ikke i Cannes, fornemmer man. Dårlig stil findes naturligvis også her, men fokus er bare et andet sted. Stil er ikke noget, man forsøger at iklæde sig – det har man bare. Og hvis man ikke har det, får man det heller aldrig.

Det groteske er så bare, at det ofte ender med, at det er amerikanerne, der tager hjem med alle priserne.

Verdens største filmnation laver immervæk stadig hovedparten af verdens bedste film, og sådan er det såmænd også i år. Og selv om det er vores egen danske Winding-Refn, der har lavet en af det danske bud til årets hovedkonkurrence, er filmen vel ret beset mere amerikansk end dansk. Så er det sagt.

Men vi krydser nu fingre alligevel.