Cannes-chef åbner for von Trier i hovedkonkurrence

Det er muligt, at Lars von Trier i fremtiden konkurrerer på Cannes Festivalen om Guldpalmen, siger direktør.

Arkivfoto: Lars von Trier har været et stort navn i filmverdenen i årtier, og har ni gange haft en film i hovedkonkurrencen i Cannes. Fold sammen
Læs mere
Foto: Joel Ryan

Det er ikke udelukket, at den danske filminstruktør Lars von Trier i fremtiden kommer tilbage til filmfestivalen i Cannes for at dyste om hovedprisen, Guldpalmen.

Det siger kunstnerisk direktør for filmfestivalen Thierry Frémaux på et pressemøde mandag.

»Måske kommer han tilbage i hovedkonkurrencen en anden gang, men vi er glade for at byde Lars von Trier tilbage til Cannes,« sagde han ifølge filmmagasinet Ekko på et pressemøde i Cannes mandag.

Lars von Trier er til stede i Cannes for første gang i syv år, efter at han i 2011 på et pressemøde på filmfestivalen kom med en række kontroversielle udtalelser, hvor han blandt andet udtrykte forståelse for Adolf Hitler.

Selv om den danske filminstruktør ikke deltager i konkurrencen om Guldpalmen, er han ikke kommet tomhændet til festivalen.

Med sig har han sin nyeste film, "The House That Jack Built", som er udvalgt til at deltage uden for hovedkonkurrencen.

Lars von Trier har været et stort navn i filmverdenen i årtier, og har ni gange haft en film i hovedkonkurrencen.

Første gang han var at se på filmfestivalen var i 1984 med filmen "Forbrydelsens Element".

I 2000 vandt han Guldpalmen for filmen "Dancer In the Dark".

/ritzau/