Café Hack-lokationer risikerer bøder for lovbrud

Arkivfoto: Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Stricker

Det er ikke kun radioprogrammet Café Hack, der har brudt markedsføringsloven, når det har sendt sommerprogrammer mod betaling de seneste mange år.

Det har også de steder, der har betalt for at få Café Hack forbi. Og de kan ende med en bøde fra Forbrugerombudsmanden, hvis myndigheden går ind i sagen. Det siger mediejurist og partner i mediebureauet Bird & Bird Peter Lind Lind Nielsen til Radio24syv:

”Efter paragraf 4 i markedsføringsloven, så er det alle de medvirkende i sådan et arrangement, der har et ansvar. Det er faktisk annoncøren, der har det primære ansvar for at sørge for, at der bliver gjort opmærksom på, at der er tale om et sponsoreret program.”

Godset Knivholt Hovedgaard i Nordjylland, der betalte 125.000 for at få besøg af Café Hack sidste år, har tidligere på ugen i Radio24syv sagt, at de vil have pengene tilbage fra Café Hack. Men det, tvivler Peter Lind Nielsen på, er muligt.

”De har jo fået deres produkt og deres reklame i form af omtale i Café Hack, så der tror jeg ikke, der er noget at komme efter,” siger Peter Lind Nielsen til Radio24syv.

Olav B. Madsen, bestyrer på Knivholt Hovedgaard, siger til Radio24syv, at han ikke var klar over, at også godset har forbrudt sig mod markedsføringsloven. Det ændrer ikke på, at han fortsat vil kræve de 125.000 kroner tilbage.

”Vi vil først se, om vi kan få en reaktion fra DR. Og ellers så vil vi sammen med andre destinationer, der er ramt af det her, gå sammen og danne en samlet front”, siger han til Radio24syv.

Synes du, det er rimeligt at kræve penge tilbage i en sag, hvor I selv har brudt markedsføringsloven?

”For det første føler jeg ikke, at vi har gjort det. Jeg kan ikke se, at der skulle være noget i det rent juridisk. Det kan vi dog selvfølgelig undersøge, men jeg mener helt klart, at når der er foregået sådan et svindelnummer her, så er vi nødt til at reagere på det og handle ud fra det – og så må vi tage det juridiske bagefter, hvis der er noget i det,” siger han til Radio24syv.

Forbrugerombudsmanden, som kan uddele bøder for overtrædelser af markedsføringsloven, oplyser til Radio24syv, at den har modtaget en klage i sagen om Café Hack. Men Forbrugerombudsmanden kan endnu ikke sige, om det er en sag, som instansen vil gå ind i.