Byens dyreste kunstværk

Foto: København før og nu. Salys rytterstatue, fotograferet i 1935.
Læs mere
Fold sammen

Det skulle være en rytterstatue. Det stod klart fra begyndelsen. Og ligeledes, at der måtte ofres en del penge. Begge dele kom til at holde stik. Nationen blev visselig beriget med et uforligneligt kunstværk, men noget gik alligevel galt.

I 1749 kunne det oldenborgske kongehus fejre 300 års jubilæum, og i den anledning lod Frederik V kundgøre, at der skulle opføres en helt ny bydel på det sted, hvor dronning Sophie Amalie havde haft et lystslot og en vidtstrakt have. Et centralt punkt i planen var etableringen af en åben plads mellem fire identiske adelspalæer, og midt på pladsen skulle der rejses et monument til ære for kongen og den kongelige æt. Som sagt, det skulle være en rytterstatue, og så begyndte vanskelighederne.

Først efter en intens jagt på den helt rigtige kunstner blev der truffet aftale med den franske billedhugger Jacques-François-Joseph Saly. Hans økonomiske krav var ganske vist lidt pebrede – »un peu fortes«, som man sagde – men kontrakten blev underskrevet i 1752, og året efter kom han til København, hvor han fik fri bolig på Charlottenborg og alle fornødenheder betalt.

Efter et års tid var han færdig med sit første udkast, og det vakte kongens begejstring. Saly blev begunstiget med en snusdåse af guld, og efter endnu et år kunne han præsentere den første skitse. Kongen var stadig begejstret, og der blev fra højeste sted givet befaling om, at alle udgifter til kunstneren og hans hold af medhjælpere uophørligt skulle betales.

Det lagde beslag på mange flere penge end forudset, og regningerne drænede på foruroligende vis den kongelige kasse. Majestætens højre hånd, A.G. Moltke, fandt imidlertid en løsning på problemet, for han var tillige formand for bestyrelsen i Asiatisk Kompagni, som var et velpolstret foretagende.

Ganske behændigt fik han selskabet til at tilbyde, at det »med glæde og fornøjelse« ville afholde udgifter til kunstværket nu og fremover »alt efter omstændighederne«, men det løfte blev en kostbar affære for aktionærerne.

Årene gik, og da Saly endelig var så langt med sit værk, at tiden var inde til at finde en kompetent bronzestøber, opstod de næste problemer. For sådan én var svær at finde, og da franskmanden Pierre Gor med fem hjælpere langt om længe indrettede sig i Gjæthuset på Kongens Nytorv, var der ingen grænser for, hvad han havde af behov, som skulle tilfredsstilles. Kongen accepterede, kompagniet betalte, og revisorerne var målløse.

I august 1771 var der officiel afsløring af rytterstatuen på pladsen mellem de fire palæer. Den havde været 22 år undervejs, og det endelige regnskab kunne nu gøres op: 550.000 rigsdaler var der formøblet, hvilket i nutidskroner svarer til små 400 millioner. Mange penge, men hvad koster egentlig et ubetaleligt kunstværk?