Byens berygtede stræder

Det gamle København

København omkring 1900 havde for længst brudt igennem voldenes omklamring, og byen havde i sin vækst underlagt sig store områder langt ude i de tidligere forstæder. Man levede i en tid med voldsomme forandringer. Det talte man om mand og mand imellem, og det skrev aviserne om hver eneste dag. Selve århundredskiftet blev af mange opfattet som et symbol på, at en helt ny epoke havde meldt sin ankomst.

Sådan blev det imidlertid ikke oplevet af alle. Rundt om i hovedstadens inderste bykerne kunne man endnu finde ikke bare enkelte gader, men hele kvarterer, hvor den moderne tid ikke havde sat det mindste aftryk. Alting tog sig ud, som det havde gjort i århundreder.

I langt højere grad end i dag skelnede byens indbyggere mellem de pæne kvarterer og de mindre pæne, hvor man helst ikke satte sine ben og i hvert fald meget nødig ville blive set af venner og bekendte. Holmensgade, for eksempel. Men så var der også de helt slemme steder, som man ikke engang kunne tale om. Sådan forholdt det sig med Brøndstrædekvarteret.

Det er nu næsten 100 år siden, Store - og Lille Brøndstræde forsvandt som offer for det allerførste kommunale saneringsprojekt, og man vil naturligvis lede forgæves efter dem i moderne kortbøger og gadefortegnelser. Store Brøndstræde gik fra Vognmagergade ud til Gothersgade på den grund, hvor vi nu finder Belysningsvæsenets administrationsbygning. Og inde i dette kompleks strakte Lille Brøndstræde sig hen til Landemærket ved nummer 26, hvor Filmhuset nu har adresse. Begge gader var genopstået efter branden i 1728. Men hvor de såkaldte ildebrandshuse andre steder i byen blev holdt ved lige og endnu i vor tid fremstår som pragtfulde historiske monumenter over en svunden tid, udviklede dette område sig til hovedstadens elendigste slumkvarter.

Der var tale om boliger af uhørt lav standard, men det, som især gjorde kvarteret berygtet i en grad, så pæne mennesker væmmedes ved blot at høre gadernes navne, var den utugt, der aldeles åbent fandt sted overalt gennem alle døgnets 24 timer. Heri var der for så vidt ikke noget nyt. I en tekst fra omkring 1850 beskrives Rosenborgkvarteret »takket være Lille Brøndstræde som byens største bordelkvarter.« Og der var ellers en del at vælge imellem.

På samme måde, som man i detailhandelen havde dyre og meget fornemme butikker på Østergade og mere simple udsalgssteder med billigere varer i den anden ende af byen, således var der også klare forskelle på pris og kvalitet på det marked, hvor sædelighedspolitiet var øverste tilsynsførende myndighed. Højest på skalaen havde man de offentlige fruentimmere i Dybensgade og Hummergade. Det var naturligvis de yngste og kønneste, og de var som regel privat indkvarteret. I Farvergade, Magstræde, Borgergade og Adelgade var det fortrinsvis de lidt mere modne typer. Og aller lavest på listen stod indvånerne i Lille Brøndstrædes offentlige huse. Her var der tale om deciderede veteraner i faget. Det vidste enhver, også politiet. I lyset af tidens besynderlige dobbeltmoral var prostitution et lovligt registreret erhverv mellem 1874 og 1906. Der var ganske vist mange ting, erhvervets udøvere ikke måtte foretage sig, og de stoute mavesvære gadebetjente holdt nøje øje med, at alt gik ordentligt til.

Det var også i Brøndstræderne, man fandt byens allermest berygtede værtshuse, skumle etablissementer som Nordpolen, Dukkehjemmet og - værst af alle - Det lille Apotek. Her var der mildt sagt ikke dug på bordet, for der var slet ingen borde. Og heller ingen stole. Kun en lang disk gennem lokalet, hvor brændevinsglassene stod opmarcheret på rad sammen med et lille glas mælk. En stor mælketoddy kostede otte øre og en lille fire øre. Lukkelov var der ikke noget af, og her var kunder fra morgenstunden.

Til byens sociale historie hører denne periode uafviseligt til de mørkeste kapitler.

I 1854 kom det første forslag i Borgerrepræsentationen om en bortsanering af hele Brøndstrædekvarteret. Det var vanskeligt at være imod, men alligevel skete der intet. Alle kunne se det rigtige i at fjerne disse elendige rønner, som gjorde det ud for menneskeboliger, men der gik endnu 40 år, før det begyndte at udmønte sig i realiteter. Og endnu ti år før saneringen var i gang. Men så ryddede man også på få år hele det store areal mellem Gothersgade, Møntergade, Vognmagergade og Landemærket. Det gav plads til tre monumentale byggerier, Gutenberghus, Belysningsvæsenets hus og Møntergården, og to nye gader opstod med gamle historiske navne, Sjæleboderne og Lønporten. Det første refererer til de boder for byens hjemløse, som i 15- og 1600-tallet lå her på stedet, og det sidste fortæller, at det var her, Christian IV havde indrettet en privat port i volden, så han lettere kunne komme ud til sit elskede Rosenborg Slot.

Men Brøndstræderne var væk. Det var i 1910.