Busters verden

BIOGRAFI: Det Kgl. Teaters premiereaktuelle »Farvel, Thomas« var som TV-teater en triumf for Leif Panduro, men også for Buster Larsen, hvis liv som skuespiller er genstand for en ny bog.

Busters verden - 1
Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Han var døbt Axel. Men for hele nationen var han Buster.

Det var nok at sige Buster på samme måde, som det var nok at sige Dirch.

Buster Larsens morfar var franskmand, der blev skibet af til Amerika i vanære efter at have gjort Busters mormor gravid. Mormoderen blev udstødt og måtte føde sin datter i dølgsmål. Datteren voksede op og blev en køn, ung pige som Busters far så og forelskede sig i. Hans far arbejdede på B&W og den lille familie boede med fire børn og hans forældre i en toenhalvværelses lejlighed på Nørrebro.

Det får vi at vide i Leif Plenovs »Bogen om Buster Larsen«, der udkommer her knap et årti efter, han døde. Historien om det, får vi desværre ikke. Kun ridset.

Buster Larsen var i godt 60 år fra debuten på Nørrebros Teater i 1932, da han var 12 år, frem til sin død i 1993, da han var 73 år, blandt forrige århundredes mest markante, danske skuespillerprofiler. Vi havde en følelse af at have kendt ham altid og af at kende ham, som vi kendte et kært medlem af familien - på godt og ondt. Og vi havde teoretisk chancen for at have kendt ham hele vejen - fra han var 12 år og debuterede som piccolo i Nørrebros Teaters komedie »To Slips« (1932), og når han var sjov som i filmkomedierne, »Don Olsen kommer til Byen« (1964), når han var farlig, som Jeppe i »Jeppe på Bjerget« (1970), når han var sarkastisk som i TV-satiren Hov-Hov og Uha-Uha, når han var midtvejsmand i krise som i Leif Panduros genaktuelle »Farvel, Thomas« (1968), og når han var allermest folkeeje som grisehandler i »Matador« (1978-1982). Når han var rørende, når han spillede skraldemand i »My Fair Lady« så taget løftede sig. Og når han derudover også var alt muligt andet: cirkusklovn, artist, stepdanser, visesanger og revykunstner.

Fra Fy og Bi og frem

Spændvidden var kolossal og karriereforløbet mageløst. Som seks-årig medvirkede han i Fy og Bis stumfilmudgave af »Don Quixote« (1926); hans mor havde taget ham med ud til Palladium i Hellerup, pga. drengens indlysende trang til og talent for at optræde. Som barneskuespiller spillede han over for Henrik Benzon på Betty Nansen Teatret, og som 12-årig skrev han kontrakt med Johannes Meyer på Nørrebros Teater, hvor han konsekvent løb med opmærksomheden og de flotteste anmeldelser.

Siden lærte han og søsteren Elly sig stepdans og imens gik han stadig i skole og spillede ivrigt fodbold. Først derefter søgte han optagelse på Det Kgl. Teaters elevskole og kom ind og fik papir på det erhverv, han allerede var i fuld gang med at udøve.

Eller blev han efter 60 år i faget aldrig helt færdig? For det var som om, Buster Larsen nåede ud i alle fagets afskygninger og kroge.

Efter krigens afslutning fik han i 1945 sit gennembrud som seriøs skuespiller i »Tobaksvejen« hos Per Knutzon på Allé Scenen, han lavede PH-revy med vennen fra elevtiden, Preben Neergaard, og de to fortsatte parløbet i Cirkusrevyen, før han i 1960 lagde navn til og stod i spidsen for DRs første folkelige seersucces: »Cirkus Buster«, der egentlig var henvendt til børn, men som formåede at lægge gader og stræder øde. Bagefter spillede han Pinter, var med i Ernst Bruun Olsens »Teenagerlove« og blev hovedkraft på Det Ny Teater under Meïr Feigenberg og Knud Poulsens ledelse.

»Bogen om Buster Larsen« kommer - og det er ærgerligt - aldrig længere end til det rent anekdotiske og ejer ikke interesse for at gå i dybden eller at forholde sig analyserende.

I et glimt får vi i instruktørvennen Kaspar Rostrups karakteristik en idé om, hvad der gemte sig i Buster: »Han var ikke intellektets, men instinktets mand. Han havde dyrets sanser for, hvad der var godt og dårligt. Han fornemmede tingene ved hjælp af et følelsesregister, der omfattede hans sjæl og krop helt ind til skelettet.«

Rostrup tilføjer om dette tidligt udviklede instinkt for scenekunsten: »Han var et godt barometer for sandheden. Han havde altid ret. Altid.«

Det bedste man kan sige om Leif Plenovs bog er, at der nok aldrig ville være blevet skrevet én, hvis ikke Plenov havde gjort det, og mangler »Bogen om Buster Larsen« nerve, og bliver den aldrig en egentlig biografi, så er til gengæld Buster Larsens eget livsværk som skuespiller nok til, at hele hans magiske univers - Busters verden - her antydningsvis folder sig ud.