Bush - en ensom kavalerist

Bush kæmper med at få sit amerikanske bagland med i Irak

Bush bliver beskudt fra alle sider, han er den enlige kavalerist, der blæser til angreb, mens hans egne styrker står afventende, langt bagude. Dét er den sigende illustration på forsiden af The Economist, det liberale engelske tidsskrift med et sigende ordspil »Bagdad or bust« som bl.a. kan betyde »Bagdad eller ødelæggelse«, »Bagdad eller bliv smadret«.

Lederen i bladet påpeger, at sejr ikke er givet med Bush' ny strategi, men der er næppe andet at gøre for Bush: »Han planlægger at gå imod opinionen (...) ved at styrke USAs indsats i Irak i stedet for at reducere den (...) Vi beundrer ikke Bush, men i dette tilfælde tror vi, han har ret. (...) Endnu vigtigere er den strategiske besked, at trods Baker-Hamilton-rapportens konklusioner og ikke mindst det øgede pres fra den amerikanske befolkning samt en kongres, der er kontrolleret af Demokraterne, har denne præsident ikke tænkt sig at erkende et nederlag og overlade Irak til sin egen skæbne, inden for de to resterende år af sit embede. Og dette, uanset om det er motiveret af genstridighed, benægtelse eller kold beregning af den strategiske indsats i Irak, er en god ting«.

I Kontinentaleuropa har Bush færre venner. Den tyske presse er gennemgående kritisk. Det konservative Die Welt mener, at Bush er på vej til at sprede konflikten: »Ingen bør nære illusioner om, hvor krigen er på vej hen - den er på vej mod én endelig massiv kamp om Mellemøsten, og en kamp om et ændret styre i Damaskus og Teheran, for at kunne beskytte det ændrede styre i Bagdad«.

I det populistiske Bild Zeitung er der større støtte: »Terrorismens cyklus er stadig intakt. Uanset om man kalder det en fejl eller et nederlag, prøver Bush at undgå en tragedie. Han svømmer mod strømmen. Hans modstandere kævler og råber op, men de foreslår ingen alternativer«.

Hjemme i USA er der meget kritik. I New York Times, der generelt er kritisk over for Bush-administrationen, står der i lederen, at det var Bush' »chance for at stoppe røgsløret og være ærlig over for landet, og han greb den ikke« og slutter: »Der er intet foran os andet end endnu større katastrofer i Irak«.

Den højborgerlige avis Wall Street Journal, der har tætte forbindelser til Republikanerne, støtter præsidenten: »Vi mener, han leverede overbevisende grunde for skeptiske amerikanske medborgere til at støtte ham, men nøglen vil være at udstationere nok styrker til at løse opgaven«. Med ekstra tropper vil koalitionen kunne blive på stedet, når terroristerne er fordrevet, så man sikrer, at terroren ikke vender tilbage: »Sandheden er, at politiske kompromiser ikke nås uden bedre sikkerhed«. Og derfor er advarslerne til Syrien og Iran, der hjælper terroristerne, også velvalgte: »Men at vise disse to lande, at de vil skulle betale en pris for at hjælpe med at dræbe amerikanere, er også nødvendigt for at have succes med at slå oprørerne ned«.

Samme linje anslår de neokonservative i The Weekly Standard, hvor udgiver Bill Kristol og Robert Kagan spørger, hvad tilbagetrækning betyder: »Hvis, som et resultat af vores tilbagetrækning og Iraks kollaps, al-Qaeda og andre terrorgrupper etablerer et sikkert tilholdssted, hvorfra de kan iværksætte angreb på USA og dets allierede - ville man så støtte en ny invasion af Irak for at fjerne disse terroristbaser? Eller ville man tolerere etableringen af en anden større og bedre finansieret terrorbase end den, der blev udviklet i Afghanistan?«.

Men Bush' troværdighed synes nedslidt i meningsmålinger. Den satiriske venstrefløjsdemokrat Maureen Dowd fortæller i International Herald Tribune om Washingtons mange vittigheder om Bush' Irak-politik og konkluderede: Bush »er som den anmassende date, der reserverer et hotelværelse og derefter inviterer dig til skolebal«. Set fra venstre fløj lover Bush en masse, men bagtankerne er langtfra noble, ja konsekvenserne kan ligefrem være skæbnesvangre.

Spørgsmålet er, om man er verdens mægtigste mand, hvis man blæser til angreb som en ensom kavalerist.