Journalisten bag afsløringerne om forholdene i regeringspartiet Moderaterne har af B.T.s chefredaktør fået besked om at stoppe med at skrive nye artikler om nedsmeltningen i partiet.
Sådan lyder påstanden i en lækket sms fra journalisten bag afdækningen, politisk reporter Anne Katrine Restrup, til flere af hendes kilder i det politiske miljø. Sms'en er sendt tidligt fredag morgen umiddelbart efter klokken 7, oplyser én af de personer, der har modtaget den.