Bruno Mars og Kendrick Lamar rydder bordet ved Grammy Awards

Mange af deltagerne i musikbranchens største prisshow bar en hvid rose for at lægge afstand til sexchikane.

Kendrick Lamar modtager en Grammy for Damn, der vandt kategorien årets bedste rapalbum. Scanpix/Timothy A. Clary
Læs mere
Fold sammen

New York. Los Angeles-rapperen Kendrick Lamar og popikonet Bruno Mars skovlede trofæer til sig ved søndagens Grammy Awards, der er den amerikanske musikbranches modstykke til filmens Oscar.

Da showet sluttede tidligt mandag morgen dansk tid havde Lamar fem statuetter i favnen.

Deriblandt for bedste rapalbum, bedste rapsang og bedste musikvideo.

I en af sine takketaler fremhævede han rappere, som har inspireret ham. Deriblandt Jay-Z og Nas.

- Dette trofæ går til hiphop, sagde Lamar.

Bruno Mars tog seks priser.

"That's What I Like" fik statuetten for årets sang, og "24K Magic" blev kåret som det bedste R & B-album og løb også med topprisen for årets album.

Hiphop og R & B dominerede i det hele taget den 60. udgave af Grammy Awards.

Meget passende var prisuddelingen for første gang i 15 år henlagt til New York, der anses for at være fødestedet for hiphop, skriver Wall Street Journal.

Fire af de fem nominerede i den mest prestigefyldte kategori, årets bedste album, var ikkehvide hiphop- og R & B-musikere.

Valget faldt på Bruno Mars og "24K Magic". Og det har udløst en del kritik på sociale medier.

- Jeg elsker Bruno. Han er et geni. Men Kendrick fortjente den, skriver en bruger på Twitter ifølge The Guardian

Den britiske avis sammenligner med sidste år, da Adele til manges utilfredshed vandt kategorien for årets bedste album foran Beyonce.

Tv-transmissionen fra det store show fra New Yorks berømte Madison Square Garden gik i gang godt en time efter midnat dansk tid.

For andet år i træk var talkshowværten James Corden hyret til at styre løjerne. På det røde tæppe bar mange af stjernerne en hvid rose for at vise støtte til initiativer mod sexchikane.

Inden spændingen om de vigtigste priser blev udløst på direkte tv, var en lang række af de i alt 84 kategorier blevet afgjort.

Den legendariske sanger Leonard Cohen vandt således posthumt sin første Grammy for titelsangen "You Want It Darker" i kategorien "Best Rock Performance".

Albummet "You Want It Darker" udkom, tre uger før Cohen døde i november i Los Angeles. Han blev 82 år.

Ed Sheeran vandt årets bedste popalbum med "Divide", mens "Run" af Foo Fighters blev kåret til årets bedste rocksang.

 

FAKTA: De tog hovedpriserne ved Grammy-uddelingen

"That's What I Like" af Bruno Mars vandt en Grammy for årets sang, og hans album blev kåret som årets bedste.

Natten til mandag dansk tid løb det årlige Grammy-show af stablen i New York. Det var 60. gang, at musikkens svar på filmbranchens Oscar-uddeling fandt sted.

Her er et udpluk af vinderne i de i alt 84 kategorier:

* Årets bedste album: "24K Magic" - Bruno Mars.

* Årets bedste udgivelse: "24K Magic" - Bruno Mars.

* Årets nye navn: Alessia Cara.

* Årets sang: "That's What I Like" - Bruno Mars.

* Bedste rocksang: "Run" - Foo Fighters.

* Bedste rockalbum: "A Deeper Understanding" - The War On Drugs.

* Bedste R & B-sang: "That's What I Like" - Bruno Mars.

* Bedste R & B-album: "24K Magic" - Bruno Mars.

* Bedste popalbum: "Divide" - Ed Sheeran.

* Bedste rapsang: "Humble" - Kendrick Lamar.

* Bedste rapalbum: "Damn" - Kendrick Lamar.

* Bedste countrysang: "Broken Halos" - Chris Stapleton.

* Bedste countryalbum: "From A Room" - Chris Stapleton.

* Bedste musikfilm: "The Defiant Ones" - Diverse kunstnere.

* Bedste musikvideo: "Humble" - Kendrick Lamar.

Kilde: Grammy.com

/ritzau/