Brun i et hvidt land

Hvad det vil sige at gå gennem livet med følelsen af ikke at være fuldgyldigt medlem af samfundet? »Vinger« på Teater Grob skildrer fint fire hverdagsskæbner i ingenmandsland.

Som de andre – og så alligevel ikke. Özlem Saglanmak i »Vinger« på Teater Grob. Foto: Thomas Cato Fold sammen
Læs mere

Det er egentlig en meget hverdagsagtig historie, teaterforestillingen »Vinger« fortæller.

En ung mand savner at høre fra en fyr, han dater, og er frenetisk optaget af at skrive artikler om racisme og undertrykkelse.

Hans kammerat har problemer med at styre sit temperament, mens hans søster er droppet ud af universitetet for i stedet at tage sig af sin dominerende far.

Hendes veninde er lidt sjusket med sit seksualliv og er nu blevet gravid, men ved ikke, hvem barnefaren er.

Altså helt almindelige unge, der forsøger at finde en plads i tilværelsen, men har lidt svært ved det. Af dramatikeren Joan Rang og den altid fintfølende instruktør Madeleine Røn Juul sat på scenen i små, nænsomme hverdagsscener. Men alligevel er der noget, der adskiller de unge på scenen fra mængden.

Splittet mellem to kulturer

For »Vinger« handler om den »andethed«, man kan bære med sig gennem livet i Danmark, hvis man har en anden baggrund end rødgrødmedflødedansk.

De unge er splittet mellem to kulturer og oplever samtidig, at et i princippet velmenende samfund hele tiden minder dem om, at de er andenklasses borgere.

Hver især er de mærket af det mindreværd, omgivelserne – og efterhånden også de selv – udstyrer dem med. Er den seksuelt udfarende piges livsstil et forsøg på at være mere dansk end dansk? Opgav den pæne pige sine studier, fordi hun som anden­generationsindvandrer følte, hun var nødt til at være bedre end alle andre for at lykkes?

Skyldes den ene fyrs aggressioner, at han aldrig har fået behandlet barndommens krigstraumer, samtidig med at han er blevet mobbet op gennem tilværelsen – i en sådan grad, at han nu er urimeligt paranoid? Og er den andens utilpassethed så voldsom, fordi han føler sig magtesløs og hjemløs i et samfund, der ikke anerkender ham fuldt ud? Rodløshed og identitetskrise klinger under den almindelige konversation.

Smukt og intenst forløst af Janus Nabil Bakrawi, Ôzlem Saglanmak, Nadja Auda og Ernesto Piga Carbone med både humor og neurotisk desperation.

Ny viden og indlevelse

Joan Rang Christensen insisterer på i små mellemlægsvignetter at kontrastere den relativt diskrete historie med teoretiske opsange, der demaskerer undertrykkelsens mekanismer. Lige lovligt overtydeligt omklamrende, men alligevel interessant og tankevækkende.

På Teater Grob lykkes det rigtigt fint at forene en menneskelig historie og didaktikken. Med den effekt, at teatersalen, som passende ligger midt på Nørrebro, var fyldt med et mere blandet publikum, end jeg i hvert fald længe har set.

Længe har vi i dansk teater diskuteret, hvor de nye historier, som for alvor kunne omhandle andre sider af tilværelsen end den blege middelklasses, og som kunne sætte andre mennesketyper på scenen, blev af. Mange af os har vidst, at de nok skulle komme. Nu er de her, de nye stemmer.

Hvorfor det er vigtigt? Fordi teatret skal være et sted, hvor alle typer af beretninger kan fortælles. Hvor alle erfaringsverdener kan deles. Hvor alle skal kunne føle sig set og genkendt. Og fordi teatret i bedste fald kan tilbyde den indsigt, som opstår, når ny viden og indlevelse forenes.

Det er også det, vi har teatret til.

Hvad: »Vinger«.

Hvem: Manuskript: Joan Rang Christensen. Iscenesættelse: Madeleine Røn Juul. Scenografi: Gøje Rostrup,

Hvor: Johns Teater, Teater Grob. Til 12. september.