Bronzealderkvinder under lup

Seniorforsker Karin Frei fra Nationalmuseet skal i de kommende år nærstudere velbevarede bronzealderkvinder og nuancere deres rolle i datidens samfund. Egtvedpigen var første stop, nu er turen kommet til Skrydstrupkvinden.

På Nationalmuseet udtog forskere i sidste uge prøver af Skrydstrupkvinden fra ældre bronzealder. Her udtager konservator Irene Skals hårprøver. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Schilling

Glasmontrens side åbnes, og nu ligger hun frit fremme, Skrydstrupkvinden. På den ene side så skrøbelig og på den anden side ganske robust, for hendes jordiske rester har trods alt modstået tidens tand i 3300 år.

Seniorforsker Karin Frei og konservator Irene Skals ifører sig begge nitril- og bomuldshandsker, og ligeså varsomt løftes kvindes hoved hen på et aflangt bord, der i dagens anledning agerer obduktionsbord.

Pincetter og spatler i alle størrelser, små sakse og prøveglas ligger klar til dagens prøveudtagning af humant materiale i form af hår og tænder.

På Nationalmuseet udtog forskere i sidste uge prøver af Skrydstrupkvinden fra ældre bronzealder. Sammen med en håndfuld andre, velbevarede egekistegrave fra perioden udgør hun fundamentet i et ambitiøst forskningsprojekt, »Tales of Bronze Age Women«.

Seniorforsker Karin Frei fra Nationalmuseet står bag projektet, der er støttet af Carlsbergfondets særlige forskningspulje »Semper Ardens« (altid brændende), som tildeles et fåtal forskere med det formål at skabe tværvidenskabelige gennembrud og nyudvikling af dansk forskning.

»Dansk arkæologi gør i disse år store landvindinger med naturvidenskabelige metoder, og særligt bronzealdermaterialet har budt på overraskende resultater. Jeg undersøgte selv Egtvedpigen med strontiumisotopanalyser, og hun viste sig at være opvokset mange hundrede kilometer fra Egtved. Nu har jeg fået mulighed for at lave tilsvarende analyser på andre bronzealderkvinder, i første omgang Skrydstrupkvinden,« forklarer Karin Frei.

Egtvedpigen muligvis fra Sydtyskland

De nye, naturvidenskabelige metoder står og falder med et egnet materiale. Her har dansk arkæologi et på verdensplan unikt materiale i gruppen af egekistegrave.

»Egekistegravene er rygraden i mit projekt, og takket være deres enestående bevaringsgrad kan analyseresultaterne blive så detaljerede og informative som med Egtvedpigen. Det er målet at undersøge flere kvinder for at afdække deres personhistorie og derved kvindens rolle i bronzealdersamfundet,« siger Karin Frei.

Karin Frei har forfinet den såkaldte strontiumisotop metode (se boks), så hun som den eneste forsker i verden også udfører disse analyser på hår, negle og tekstiler. Egtvedpigen blev gravlagt efter nordisk gravskik i egekiste og høj på Vejle-egnen en sommerdag i 1370 f.Kr. Men Karin Freis analyser af Egtvedpigens hår, negle, tænder og tøj viste, at hun ikke stammer herfra og muligvis er hjemmehørende omkring Schwarzwald i Sydtyskland.

Dette uventede resultat var prikken over i’et i en længere analyserække, som Karin Frei havde foretaget på Egtvedpigen. De første undersøgelser var af hendes dragt og andre tekstiler i graven. Hverken ulden fra hendes tøj og tæppet eller kohuden, hun lå på, var af dansk oprindelse. Efterfølgende analyse af emaljen fra en kindtand viste, at Egtvedpigen heller ikke selv var dansk.

»Jeg dobbelttjekkede resultaterne af tekstil- og tandanalyserne, og de stemte. Så fik jeg idéen at undersøge hendes hår og negle. Der var aldrig før lavet strontiumisotopanalyser på hår eller negle fra et forhistorisk menneske, men det giver et ekstra lag ny og vigtig viden.

»Mine analyser kortlagde Egtvedpigens færden de sidste to år af hendes liv, og jeg blev selv paf over, hvor meget analyserne kunne vise, og hvor komplekse de var,« siger Karin Frei.

​Langdistancehandel og internationale netværk

Egtvedpigens hår er bevaret i 23 cm’s længde, hvilket svarer til ca. to års hårvækst. Ud fra den varierende strontiumisotopsammensætning i forskellige længder af håret kunne Karin Frei påvise kvindens opholdssteder igennem de to år, måned for måned. Det tager nemlig omkring en måned, før strontiumisotopsammensætningen et nyt sted giver udslag i hår og negle.

Håranalyserne på Egtvedpigen afspejlede hyppig rejseaktivitet. Hun var frem og tilbage mellem to områder med meget forskellig strontiumisotopsammensætning og dermed beliggende langt fra hinanden. Kombineret med det arkæologiske materiale tyder alt på, at hun flere gange er rejst mellem Sydjylland og Schwarzwald og først vendte tilbage til Danmark kort før sin død.

De månedlange ophold hvert sted ses tydeligt i håret, og analyser af en tommelfingernegl verificerede analyserne af håret.

»Detaljegraden af viden om Egtvedpigen kom bag på os, og jeg håber på lignende resultater af de kommende undersøgelser. Lige nu står Egtvedpigen lidt alene, så det er vigtigt at finde ud af, om der var andre som hende. Rejste Skrydstrupkvinden og andre bronzealderkvinder ligeså meget og langt?

Bronzealdersamfundet har jo vist sig meget dynamisk med langdistancehandel og internationale netværk, og det billede skal mit projekt være med til at nuancere - med særligt fokus på kvinderne,« påpeger Karin Frei.

Konservator Irene Skals og seniorforsker Karin Frei planlægger, hvor prøverne skal udtages. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Schilling.

Velbevarede tænder og hår

Mens Egtvedpigen er mest berømt i dag, var Skrydstrupkvinden nok højere oppe i hierarkiet dengang. Hendes dragt var anderledes og håret kunstfærdigt sat op, og hun havde kostbare guldøreringe med sig i graven. Hendes grav lå også centralt i højen, hvilket ofte hang sammen med særlig status.

Vigtigst for Karin Frei er, at hendes tænder er bedre bevaret og hendes hår næsten 60 cm langt.

I dyb koncentration begynder Karin Frei og Irene Skals forsigtigt at pille og lirke sig vej igennem Skrydstrupkvindens indviklede frisure og hårlokker, der fletter sig ind og ud af hinanden.

Lavmælt drøfter de, hvor der bedst tages prøver til de planlagte analyser. Med stor varsomhed vendes hovedet, og der bliver udtaget i alt tre hårprøver af 10-16 centimeters længde forskellige ’usynlige’ steder i det lange hår.

Professor Niels Lynnerup fra Antropologisk Laboratorium, Institut for Retsmedicin ved Københavns Universitet, overværer prøveudtagningerne denne formiddag. Efter mange års arbejde med mumier og forhistoriske skeletrester kan han rådgive og vurdere prøverne af det humane materiale.

»I 2011 CT-scannede vi Skrydstrupkvinden og lavede en slags virtuel dissektion og et 3D print af hendes kæbe. Her kunne vi konstatere, at hun er utrolig godt bevaret. Scanningerne viste også, at der lå en løs tand i kvindens mundhule. Den er jo interessant at få fat på også i forhold til dna, selvom det sure miljø i disse egekistegrave ikke er optimalt for bevaring af netop dna,« forklarer Niels Lynnerup.

Dragter fortæller ligeså meget som mennesker

Der lyder et begejstret udbrud fra Karin Frei, da den løse tand åbenbarer sig i mundhulen. Ved nærmere eftersyn viser den sig at være en visdomstand, der mangler roden. Måske fordi tanden ikke er færdigudviklet, og Skrydstrupkvinden dermed kan være så ung som 16 år. Måske er den blot knækket af og med den håbet om brugbart dna.

Men kvindens tænder er velbevarede og med tyk emalje. Efter samråd med de tilstedeværende eksperter foretager Karin Frei nu en afrensning af kvindens 6 års tand med et lille, hvinende diamantbor. Tandpulver fungerer også til strontiumisotopanalyser, og denne tand kan afsløre, hvor kvinden opholdt sig fra 0-3 år.

Seniorforsker og ekspert i tekstiler, Ulla Mannering, fra Nationalmuseet følger interesseret med fra sidelinjen, da der også skal udtages prøver af tekstilerne:

»Klædedragter viser noget om de mennesker, der bar dem, og de rejste jo med folk. Derfor fortæller dragterne os ligeså meget som menneskene selv. Analyserne af Egtvedpigen gav viden både om hendes specifikke dragt og om tekstilproduktion og –handel dengang. Desværre er materialet fra egekisterne så enestående, at vi ikke har noget at sammenligne med.«

»Så på nuværende tidspunkt kan vi ikke afgøre, hvor langt ud den nordiske tekstiltradition rækker. Til gengæld får vi et detaljeret indblik i nogle kvinders dragter og deres historie, og det nuancerer vores viden om bronzealderens tekstiler. En del var givetvis ensartede grundtekstiler, men de fik måske individuelle særpræg. På Skrydstrupkvindens bluse er der broderier, som kan være en særlig dekoration til lige netop hendes dragt,« siger Ulla Mannering.

Seniorforsker Karin Frei renser af før tandprøverne tages. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Schilling.

Kvinders rolle i bronzealderen

Museumsinspektør Flemming Kaul fra Nationalmuseet er ekspert i bronzealder og ser det nye projekt som en mulighed for at udvide vores viden om perioden.

»Undersøgelserne af Egtvedpigen var spændende, men der er brug for flere resultater, før vi drager endelige konklusioner. I bronzealderen trådte visse kvinder tilsyneladende frem som mere end blot vedhæng til mændene. Egtvedpigen kom hertil langvejs fra - måske for at gifte sig med en lokal høvding eller måske i gæstevenskab, som vi kender det fra antikkens Grækenland og Homers Illiade.«

»Folk, der slog sig ned hos hinanden i længere tid, og familier, der opretholdt gæstevenskabsbånd i flere generationer. For kontakterne var mangfoldige på det her tidspunkt, og det meste skete med afsæt i den store efterspørgsel på metaller. Flere resultater vil hjælpe os videre i tolkningsprocessen og forsøget på at definere disse kvinders rolle i bronzealderen,« siger Flemming Kaul.

Prøveudtagningerne af Skrydstrupkvinden går langt over forventning, og Karin Frei får, hvad hun skal bruge og mere til: Sammenlagt 35 centimeters hårprøver, en visdomstand og en pulverprøve fra en 6-års tand skal over de næste år analyseres i detaljer. For at få endnu mere viden om denne bronzealderkvinde og måske også om hendes samtidige medsøstre.