»Broen« ved, hvad den kan og vil

Fjerde og sidste sæson af »Broen« lægger godt fra start med alle seriens kendetegn på plads.

Thure Lindhardt lægger ansigtet i de rette folder som sorgtynget kriminalbetjent. Foto: Jens Junker. Fold sammen
Læs mere

»Hvem fanden er jeg, hvis jeg ikke er en far, der leder efter sine børn?«
Sådan spørger den martrede politimand Henrik (Thure Lindhardt) sin sorggruppe, men ikke mindst sig selv. I den seneste sæson af den svensk-danske krimisucces »Broen« eller »Bron«, som svenskerne kalder den, fandt vi ud af, at hans kone og to døtre forsvandt for otte år siden på mystisk vis. Skal han erkende, at de er døde? Nej, vel? Slet ikke sådan som de i et enkelt umusikalsk øjeblik dukker op som talende spøgelser ved Henriks fodende for at stille anklagende spørgsmål:»Vil du holde op med at lede efter os?« Mindre kluntet kan også gøre det i en serie, der ellers her i sin fjerde og sidste sæson for længst har fuldt styr på sine virkemidler.

Vi ved jo godt, at denne sæson kommer til at handle om Henriks søgen efter sine døtre. Og vi ved jo godt, at Saga Norén, hans aspergersramte kollega, nok skal komme til at assistere ham i den søgen, selv om hun midlertidig er sat ud af spillet, buret inde i et kvindefængsel, mistænkt for mordet på sin egen mor. Vores aparte heltinde starter i det underdrejede udgangspunkt, som er godt for alle, vi skal holde med: Scenerne fra det intimiderende ophold med kameraet helt tæt på Sofia Helins udsatte krop i den beskyttende striktrøje er ligeså ubehagelige som så meget andet i en serie, der kan det der med det ubehagelige og dyrker det.

Tag bare den indledende scene - en kvinde begraves opretstående under Øresundsbroen, hvorefter hun stenes. Hun viser sig at være direktør for den danske Udlændingestyrelse, og så har vi naturligvis balladen. »Alt det der med flygtninge og indvandrere plejer jo at blive grotesk stort,« siger Henrik, og det har han jo ret i. For er steningen knyttet til den udvisning af en homoseksuel iraner (Alexander Behrang Keshktkar), som nu er gået under jorden, og hvis exit medarbejdere i styrelsen netop er blevet afsløret i at fejre med champagne på kontoret? Tak til virkelighedens Inger Støjberg og hendes kagefoto for inspiration, i øvrigt.

Jo, »Broen« kan det der med at blande politik og psykopati. Og den kan noget med at give seerne en særlig fornemmelse for et kuldslået samfund lige uden for vinduerne. Ikke bare på grund af den vintermørke, cementtriste Øresundsregion, der filmes i virkningsfulde, afsjælede billeder - selv indendørs er der mørkt, bortset fra neonlys i taget eller en enkelt lampe over et spisebord. Men også fordi dens temaer strejfer et velfærdssamfund truet af kynisme, splid, polarisering, grådighed, medier og familier under pres. En del af tidens toner er lagt i kæften på Mikael Birkkjærs assisterende politimand, inklusive racistiske og homofobiske bemærkninger. Han er tilmed pisser tilmed udendørs! De svenske manuskriptforfatteres ide om en rigtig dansker med det hele?

Modbydelig satan

De mange individuelle historier og karakterer, som første afsnit brugte tid på at introducere os for, skal jo nok i sidste ende vise sig at hænge sammen på en måde, vi endnu ikke kan forestille os. Endnu et særkende ved serien, som lægger fra land med tilstrækkeligt mange spørgsmålstegn til en hel sæson. Hvad skal der ske med den mor (Lisa Linnertorp) og hendes teenagesøn (Erik Lönngren), som er på flugt fra Lars Ranthes modbydelige satan af en hustrumishandler, der opsporer dem i ders lejlighed? Alene måde han hviskede »Vi ses« på: Uha!  Er den flinke mand, der »hjælper« dem (en ligeså isnende Anders Mossling), medlem af en sekt? Eller måske ligefrem af den venstreradikale gruppe, der er mistænkt for at stå bag steningsmordet under broen? Og hvorfor har den journalist, der efterforsker den radikale gruppe, en tvillingebror, der ligner ham på en prik? Det må skulle bruges til noget.

»Broen« ved tydeligvis, hvad den vil. Den ved, hvad den kan. Det gør seerne naturligvis også. Det skal nok blive en spændende omgang. Men »Broen«s indlysende kvaliteter ufortalt: Mon ikke dette er det sidste skvulp i nordic noir-bølgen? Og ville det ikke klæde DR i årene, der kommer, at satse mindre på alenlange serier for i stedet at opfylde sin public service-forpligtelse mere varieret? Der er nok at tage fat på.

»Broen«, Sæson 4, Afsnit 1. DR 1 søndag kl. 20. Streaming via dr.dk.