Brødre på smertens rand

Få dage før interviewet om instruktøren Wes Andersons nye film »The Darjeeling Limited«, hvor tre kriseramte brødre søger livets salt i Indien, forsøgte hans ven, Owen Wilson, som spiller en af hovedrollerne i filmen, at tage sit eget liv. Mød instruktøren, hvis film er tragikomiske billeder på hans eget liv.

Wes Anderson. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lukas Jackson/Scanpix

Dette skulle have været et interview med Owen Wilson. Men kort før afrejsen til Venedig forsøgte skuespilleren at tage sit eget liv. I stedet får vi den blandede fornøjelse, det er at møde en mand, der har lavet en fremragende film, men også netop været tæt på at miste sin bedste ven og leading man.
Wes Anderson gæster den italienske filmfestival med sin nyeste film »The Darjeeling Limited«, der handler om de tre brødre Francis, Peter og Jack Whitman, der tager på en togrejse gennem Indien. De har ikke set hinanden siden farens begravelse for et år siden, men skal nu »finde hinanden« og i det spirituelle land lære at »sige ja til det hele!« Desværre har de tre en tendens til at knytte sig mere til dyre sko og den slags end til mennesker og har en tung bagage. Metaforisk, men også konkret fordi de slæber rundt på farens store samling Louis Vuitton-kufferter.
Francis spilles af Owen Wilson med forbindinger om hovedet. De skyldes et motorcykelstyrt, men ekkoer Wilsons egen ulykke, som vi journalister, der sammen møder Anderson, er blevet bedt om ikke at nævne.
»Faren er død, og moren er forsvundet i et indisk kloster, så brødrene mangler familieforpligtelser og et naturligt samlingspunkt. De har mistet deres familie og kan ikke finde ud af at starte en ny. Det er deres krise. Det er en situation, jeg selv har oplevet. Jeg kender følelsen af, at ens familie splintrer væk, og man mister sin base,« siger den 38-årige instruktør, der selv er ugift. Hans forældre blev skilt, da han var otte og gennem årene har han knyttet sig tæt til sine venner, skuespillere, der spiller i og medforfatter hans film.
»Jeg er vokset op med to brødre, men jeg har også i mange år boet sammen med Luke, Owen og Andrew Wilson, og de er som brødre for mig,« siger Wes Anderson. Hans store gennembrud kom i 2001 med den skæve komedie »The Royal Tenenbaums«. Også den handlede om en tragikomisk, dysfunktionel familie af smukke, begavede excentrikere. Egentlig havde han lovet sig selv, at denne film ikke skulle handle om forældre:
»Det er ikke en bevidst strategi, men jeg ender altid ved den samme kilde. Jeg kan godt lide at lave film, som har en karakter, der er inspireret af en af mine venner og noget, der skete for en anden af mine venner. Det udvikler sig derfra.«
Filmholdet også på spirituel rejse
Wes Anderson er 185 cm og virker højere, fordi hans skræddersyede jakkesæt altid er lidt for små. Sammen med pagehåret får det ham til at ligne sine på én gang stilfulde og løjerlige hovedpersoner. Han er kendt for at lave æstetiske film, der er så stilistisk mættede, at han kritiseres for at vægte stil over indhold.
»The Darjeeling Limited« tager kulør af de stærke gule og orange farver fra de indiske locations i provinsen Rajasthan. Her forløb optagelserne over 38 dage på et tog ved navn The Darjeeling Limited:
»Vi stod på toget, og så kørte vi ud i ørkenen. Vi anede ikke, hvor vi kom hen. Man er nødt til at have et åbent sind, når man laver film på den måde. Teknisk er det svært at optage film i en kupe, men det var en intim ramme,« siger Wes Anderson, der fik sit filmhold til at besøge templer for at imitere brødrenes spirituelle rejse.
»Det skulle gøre os klogere på indisk kultur, og det betød, at vi blev engageret på en måde, som jeg normalt ville have været for tilbageholdende til. Det lyder som en kliché, men det var bevægende, og vi kom utroligt tæt på hinanden. Vi var på eventyr, og jeg håber, det har smittet af på filmen,« siger Wes Anderson.
Da er det, at en journalist fra en britisk tabloidavis spørger: »Du har kendt Owen i mange år, hvorfor gjorde han det? Kom det som et chok for dig?«
Wes Anderson trækker sig væk fra bordet som om, han har brændt sig på den hvide dug: »Det er min bedste ven i hele verden, du taler om! Har de ikke sagt til jer, at jeg ikke vil tale om det?!« siger Wes Anderson, der et kort øjeblik rødmer af vrede.
En kollega med fransk accent skynder sig at spørge til filmens farvebrug, men fra da af venter Wes Anderson kun på at blive sluppet fri fra blodsugerne.
Interviewet er kørt af sporet, som det også sker for toget i »The Darjeeling Limited«. I filmen symboliserer hændelsen brødrenes følelsesmæssige forvildelse og kommenteres af togkonduktøren: »Vi har ikke fundet os selv endnu«. Det er en replik, der opsummerer den søgen efter tilhørsforhold, der kendetegner Wes Andersons film.
Men det lyder ikke som om, der er tale et nødråb. Snarere er det overskriften på en rejse, der er rig på oplevelser, på skønhed, sorg og glæde – samt ikke at forglemme, – på den humor, der trives i mellemrummet mellem desperation og det fandenivoldske.