Brodsø ved Christiansbro

Morten Strædes skulptur »Seasurge« - der kan oversættes med brodsø - læner sig op ad et nyt boligkvarter ved Christianskirken.

Foto: Nanna Kreutzmann Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Henning Larsens kontorbyggeri i København er så absolut smukkest set fra havneløbet og fra broen til Amager, men Nordea-husene, der blev opført i slutningen af 1990erne, har også en bagside med en mindre dramatisk og mere neutral karakter.

Her ligger Christianskirken og putter sig i skyggen af de store bygningsvolumener, og her har et nyt, stilfærdigt boligkvarter rejst sig. Her er også en pæn stor græsplæne - og på den blev der før jul opstillet en stor skulptur, der måske kunne have været endnu større, men i kraft af sin iboende styrke alligevel formår at give et modspil til de store hvide mure i det omgivende byggeri, der også er kendetegnet ved store glasflader.

Skulpturen er udført af billedhuggeren Morten Stræde på bestilling af Foreningen B&W's venner, der ikke unaturligt har ønsket at sætte et monument for den store arbejdsplads, der engang lå her. Burmeister & Wain, der blev grundlagt for mere end halvandet hundrede år siden, repræsenterer et betydningsfuldt stykke dansk industrihistorie med mange, mange tusinde ansatte, der ofte har stået i spidsen for arbejdskonflikter op gennem det 20. århundrede og eksempelvis under Anden Verdenskrig ydede et stort bidrag til kampen mod besættelsesmagten. Dén historie fortælles i øvrigt i det nærliggende B&W Museum, der er indrettet i en smuk 1700-talsbygning i Strandgade lige ved Christianskirken.

Men en del af historien fortælles også i et ti meter langt fliseforløb, der er nedlagt i græsset ved skulpturen. Store øjeblikke i værftets historie - og igen både de tekniske triumfer og de markante milepæle i arbejdskampene.

Selve skulpturen er udført i corténstål, der har den charmerende egenskab, at det ruster i overfladen, men kun dén, hvilket giver skulpturen en meget smuk, gylden farve, der naturligt associerer til værft og skibsbyggeri. Skulpturen er »abstrakt« eller »non-figurativ«. Ikke på den klassiske geometriske måde. Men på en måde hvor dens forskellige, fastfrosne bevægelser og rytmer - forskydninger, kan man også kalde det - får en til at tænke i retning af skibe, uden at det ligner sådan helt konkret. Titlen er i øvrigt »Seasurge«, der kan oversættes til begreber som brodsø og stor bølge og noget, der hæver og sænker sig.

Morten Stræde, der er født i 1956, er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor han siden blev professor. Han tilhører den generation, der ofte er blevet karakteriseret som »postmodernistisk«, fordi den - noget forenklet udtrykt - i særlig udpræget grad citerer fra kunsthistorien. Det har dog ikke forhindret Stræde i at skabe en række, stadig friere skulpturer, som selv bestillingsarbejdet »Seasurge« er et eksempel på.