»En mand, der hævder at være en kvinde«.
Det var ordene, som journalist på nyhedsmagasinet The Spectator Gareth Roberts brugte til at beskrive forfatteren og transkvinden Juno Dawson med i en artikel, der primært handlede om den tidligere skotske førsteminister, Nicola Sturgeons, syn på transkønnedes rettigheder.
Efterfølgende klagede Dawson over det britiske magasin til »The Independent Press Standards Organisation (IPSO)«, der er den britiske pendant til det danske Pressenævnet.
Dawson mente, at Roberts' ord var unøjagtige og udtryk for chikane.
Men det afviste IPSO.
Til gengæld mente den britiske medievagthund, at Roberts havde overtrådt paragraf 12 (i) i »The Editor's Code of Practice« (Redaktørernes retningslinjer for god skik, red.), som lyder:
»Pressen skal undgå skadelige eller nedsættende henvisninger til en persons race, hudfarve, religion, køn, kønsidentitet, seksuelle orientering eller til en fysisk eller psykisk sygdom eller et handicap.«
I afgørelsen skriver IPSO:
»Omtalen af klageren som en mand, der 'hævder' at være en kvinde, var personligt nedsættende og nedværdigende over for klageren på en måde, der både var nedsættende og skadelig for hendes kønsidentitet, og som ikke var begrundet i klummeskribentens ret til at udtrykke sine synspunkter om de bredere spørgsmål om køn og kønsidentitet.«
Efterfølgende, som det også er reglen i Danmark, har The Spectator beskrevet kritikken øverst i den pågældende artikel og udgivet en kort historie om afgørelsen.
Skal ikke have lov til at diktere andres virkelighed
Men i en lang medfølgende tekst beskriver The Spectators redaktør, Michael Gove, i dag sagen.
Han er dybt forurolig for konsekvenserne for ytringsfriheden og journalistens selvsamme for med egne ord at beskrive den verden, som denne ser.
»Dette er en skandaløs afgørelse, der krænker princippet om ytringsfrihed og har en afskrækkende effekt på ytringsfriheden,« skriver Gove i klummen og tilføjer:
»Dawson har måske en kønsattest, men intet stykke papir, uanset hvad der står på det, kan ændre den biologiske virkelighed. Parlamentet kan vedtage love, men de kan ikke afskaffe Dawsons Y-kromosom.«
Gove uddyber, at samfundet forståeligt nok har forsøgt at imødekomme og foretage ændringer, der sikrer, at mennesker, som ønsker at leve som transkvinder, selvom de er født som biologiske mænd, alle har muligheder for at finde den lykke, de søger i deres formodede identitet. Og Juno Dawson er ingen undtagelse.
»Men Dawson kan ikke diktere, hvordan andre tænker, eller bestemme, hvilket sprog andre bruger, når de beskriver den virkelighed, de ser. Gareth Roberts' ret til at se, hvad han ser, og skrive, hvad han ser, skal forsvares,« skriver han.
