Breakdance mod besættelsen

En dansk antropolog står i spidsen for et hiphop- projekt på den palæstinensiske vestbred, som skal give unge palæstinensere en stemme. Rap, tekstskrivning og breakdance giver de unge handlekraft og mulighed for »at få afløb for vrede og smerte på scenen«

Drenge fra flygningelejren i Deheisheh træner breakdance for fuldt drøn. På væggen bag dem hænger tegnede portrætter af tre martyrer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ahikam Seri.
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BETHLEHEM: En ung fyr med fugtigt strithår snurrer ind i scenens rød-orange lys. Musikken, en arabisk kærlighedssang, hvis ord han mimer, vælter som en bølge ind over ham og tilskuerne. Han drejer rundt om sig selv, er nervøs, går frem og tilbage. Så tager han sig sammen og banker på den fiktive dør, fortryder, banker igen. Og så er hun der: Hans udkårne, elskede, en ung palæstinenser med langt krøllet hår, som han vil fri til. Hendes mor giver ham imidlertid afslag, og så vælder skuffelsen, raseriet og aggressionerne frem: Hans krop eksploderer i break dance over vreden.

»Historien handler om, at han får afslag af moren til at gifte sig med pigen. Men moren er i overført betydning også Israel, som nægter ham hans elskede land,« fortæller 13-årige Balqees Farraz, en pige med langt mørkt hår, feminine træk og drenget poset tøj, som bor i flygtningelejren Deheisha, der ligger i Bethlehem.

Eksploderer hver dag
Balqees Farraz er en af to piger på breakdance-holdet, der i denne uge bliver trænet af lokale og danske hiphop instruktører, som er blevet fløjet ind fra Danmark for at undervise palæstinensiske unge i at udtrykke sig gennem sangskrivning, dans og musik.

»Jeg valgte breakdance for at kunne udtrykke min vrede og smerte. Vi lever under Israels besættelse. Der er en smerte inden i os, som vi kan bruge dansen til at formulere,« siger Balqees Farraz.

Den 17-årige rapper Annan Odeh, der er iklædt røde sneakers og en T-shirt, hvor kvindeøjne ser ud gennem pigtråd, fortæller, at han er med på kurset, fordi han vil bruge rappen til at tale om besættelsen:

»I stedet for at kaste med sten eller skyde, er det her en bedre måde at få afløb for sine følelser på. Vi eksploderer hver dag. Fra mit vindue kan jeg se betonmuren, (der adskiller Bethlehem fra Jerusalem), og jeg kan se til Jerusalem, selv om jeg ikke kan komme dertil.«

Hiphop som værktøj
I spidsen for »Projekt Hip Hop Palæstina« står den danske projektmanager og antropolog Janne Andersen, der arbejder for Sabreen Association for Artistic Development i Østjerusalem.

»Det, der optager mig mest, er at give de unge en stemme, så de kan komme af med deres frustrationer. Hip hop er et værktøj,« siger 25-årige Janne Andersen.

»De unge føler sig generelt ekskluderet fra indflydelse på deres dagligdag og deres land. Projektet er en mulighed for at give dem en arena til at udtrykke deres bekymringer og ideer i.«

Det Danske Repræsentationskontor i Ramallah har støttet projektet med, der er et partnerskabsprojekt med det danske Middle East Peace Orchestra under Henrik Goldschmidt, med 700.000 kroner.

Arrangementet løber af stablen på Vestbredden over de næste fire uger, hvor træning i rap, beats, spoken word og breakdance finder sted i Jenin, Bethlehem, Østjerusalem, Nablus og Ramallah. De unge udvælges ved en prøve, træner derpå med danske/arabiske instruktører, hvorpå forløbet sluttes af med en koncert, hvor udvalgte går videre til den afsluttende koncert i Ramallah 14. august. Projektet fortsætter i efteråret og det nye år.

Bro mellem Øst og Vest
Rapperen Sameh Zakout, der pendler mellem de palæstinensiske områder og USA og underviser på projektets rap-hold, ser hip hop som en måde at skabe bro mellem Øst og Vest.

»Vores politikere har ikke formået at forbedre situationen her – tværtimod. Musik og kunst har altid været en vej til at styrke og redde bevægelser for eksempel i Sydafrika og Algeriet. Hiphop har åbnet en masse døre for mig som palæstinenser. De unge kan bruge musikken til at skabe sig en bedre fremtid – frem for at kaste med sten. Jeg ved, hvordan det er at blive arresteret eller skudt på. Det kan gøre en sindssyg.«

Der er da heller ingen tvivl om, hvad der optager de unge mest: Besættelsen. Den løber som en blodig tråd gennem gennem rap-tekster, sange, historier og danse.

Tre rappere fra Bethlehem, der er ved at indspille et nummer under Sameh Zakouts instruktion, messer sætninger om martyrer, livet i flygtningelejren og FN-resolution 194 om den palæstinensiske såkaldte »ret til at vende tilbage« til det land, Israel erobrede fra palæstinenserne i 1948.

To 15-årige palæstinensiske piger Hayat Hamdan og Lina Odeh er begejstrede for disciplinen »spoken words«, hvor de lærer at skrive og opføre historier.

»Det er en god måde at fortælle om besættelsen på uden at blive aggressiv,« siger Lina Odeh. Men pigerne skriver også om den »anden besættelse,« de er underlagt som kvinder i et konservativt arabisk miljø.

»Vi lever i et mandsdomineret samfund, hvor drenge kan gøre alt, mens piger er underlagt strenge restriktioner.«

Mere værd som døde
Khadije Nasser, der er født og opvokset i Danmark, er instruktør i »spoken word.« Selv om hun har palæstinensisk baggrund, er hun overrasket over de historier, der fosser ud af de unge.

»Nogle af mine studerende i Jenin beskrev for eksempel, hvordan de som yngre gerne ville være martyrer. De havde en følelse af, at de var mere værd døde end levende. Jeg tror, det betyder noget, at vi kommer udefra, interesserer os for dem, tager dem alvorligt.«

»Fem, seks, syv, otte – en, to, tre fire!« råber breakdance-instruktøren, og 15-årige Batool Farraz, den attråede pige, som måtte sige nej til sin frier, hvirvler ned fra scenen, hvor et par drenge nu dyster på de mest modige og atletiske stunts. Batool Farraz ser over på salens modstående væg, hvor tre tegnede portrætter af »martyrer« fra flygtningelejren troner: Portrættet til venstre er hendes far, der ifølge familien for seks år siden døde efter at være blevet tortureret i et israelsk fængsel.

»Breakdance er genialt, fordi det giver os mulighed for at italesætte vores virkelige liv: At formulere vores følelser – uden at bruge ord og klicheer,« siger hun.