Det er ikke kun mennesker, dyr og planter, som er truet af voldsomme brande i Grækenland.

Brandene er også en trussel mod den antikke græske kulturarv. I øjeblikket kæmper brandfolk for at begrænse brandene i området omkring byen Archaia Olympia, hvor der ligger et stor antikt tempel til fejring af guden Zeus, som var de græske guders konge, og de antikke sportsanlæg, hvor man afholdt de første Olympiske Lege.

Området på den vestlige del af den græske halvø Peloponnes besøges hvert år af tusindvis af turister, og Udenrigsministeriet udsendte onsdag en advarsel om, at brandene er ude af kontrol og opfordrede besøgende til at holde sig opdateret om situationen via de lokale myndigheder, nyhedsmedier og rejsebureauer og følge myndighedernes anvisninger.

Ifølge udenlandske nyhedsmedier er flere end 170 brandfolk, 50 lastbiler og seks helikoptere og fly, som kan kaste vand ned over de brændende områder, udkommanderet til det arkæologiske område i Olympia, som sammen med borgere fra omkringliggende byer er blevet evakueret.

»Vi gør alt, hvad vi kan for at beskytte museet og de arkæologiske områder, hvor de Olympiske Lege blev grundlagt, fra flammerne,« sagde Grækenlands kulturminister, Lina Mendoni, onsdag.

I marts sidste år blev den olympiske fakkel for dette års OL i Tokyo tændt ved en ceremoni i Olympia i Grækenland, som nu er truet af skovbrande.
I marts sidste år blev den olympiske fakkel for dette års OL i Tokyo tændt ved en ceremoni i Olympia i Grækenland, som nu er truet af skovbrande. Vassilis Psomas/Ritzau Scanpix

Den olympiske fakkel

Sidste år i marts blev den olympiske fakkel for dette års OL i Tokyo tændt i Olympia, som er udgangspunktet for legenes historie.

De ældste oplysninger om de Olympiske Lege dateres til 776 før vor tidsregning. De oprindelige olympiske discipliner var hestevæddeløb, atletik, boksning og brydning. Sejr blev belønnet med en sejrskrans fra guden Zeus' hellige oliventræer og var forbundet med stor prestige.

Legene blev forbudt år 393 af den kristne kejser Theodosius 1. De moderne Olympiske Lege blev afholdt første gang i 1896 på foranledning af den franske baron Pierre de Coubertin, som ønskede legene afholdt i »den olympiske ånd«: Det gælder ikke om at vinde, men om at deltage – et ideal, som mange OL-deltagere har svært ved at leve op til.