Bourne bliver ikke bedre

»The Bourne Ultimatum« serverer højdramatisk underholdning i et forrygende tempo. Slutningen lægger op til, at denne tredje film om den tidligere agent med hukommelsestab bliver den sidste.

Manden kendt som Jason Bourne kan stadig ikke huske, hvem han i virkeligheden er. Hårdt for ham, for dette er den tredje film, hvori den tidligere CIA-agent må bakse med sit pinefulde hukommelsestab, men fint for publikum, for hans problemer resulterer i forrygende underholdning. »The Bourne Ultimatum« begynder i Moskva, hvor »The Bourne Supremacy« fra 2004 sluttede, og hvis man ikke har set de to forgængere den første er »The Bourne Identity« fra 2002 vil man uden tvivl have svært ved at begribe begivenhederne i den nye film. Det kan være vanskeligt under alle omstændigheder, for intrigen er vildt indviklet, men ligesom i de tidligere film er kernen også i »The Bourne Ultimatum«, at magtfulde og skrupelløse mænd inden for CIA forsøger at få Bourne likvideret, fordi han ved for meget (hvis han altså får hukommelsen tilbage). Svimlende parkour Traditionen tro og ligesom i 007-filmene drøner handlingen i »The Bourne Ultimatum« rundt til spektakulære locations i en lang række lande, og den virtuose englænder Paul Greengrass, der også instruerede »The Bourne Supremacy« (og i en helt anden genre, den gribende »United 93«), holder i den nye film igen et vanvittigt højt tempo med tusindvis af hektisk klip, hidsigt buldrende trommer i John Powells musik og den ene hæsblæsende forfølgelsessekvens efter den anden. Greengrass er klog nok til hist og her at putte en roligere scene ind, så tilskueren ikke totalt taber pusten, men generelt skal man bare blinke med øjnene for at gå glip af et eller andet dramatisk. Matt Damon ligner slet ikke den vanlige forestilling om en effektiv professionel dræber og er netop derfor glimrende som Jason Bourne. Figuren er ingen terminator, men et levende og lidende menneske og mens Joan Allen og Julia Stiles giver gode gensyn fra den foregående film, er David Strathairn ny som den iskolde CIA-vicedirektør Noah Vosen, der ikke viger tilbage fra at lade en journalist fra avisen The Guardian myrde midt på Waterloo Station i London. Dér udspiller et af filmens dramatiske højdepunkter sig, mens et andet udgøres af en svimlende parkour hen over hustagene i marokkanske Tanger. Et tredje højdepunkt er manisk biljagt i New York ikke helt så flot orkestreret som den fantastiske biljagt i Moskva i slutningen af »The Bourne Supremacy«, men alligevel et imponerende orgie i metalsammenkrøllende destruktion. Ikke flere Bourne-film Ligesom Len Wisemans »Die Hard 4.0« er »The Bourne Ultimatum« spækket med avanceret computerteknologi på grænsen til science fiction, og dens slagsmål mand mod mand er som i Martin Campbells »Casino Royale« - skræmmende realistiske opvisninger i koncentreret brutalitet. Historierne om Jason Bourne mangler Bond-filmenes ironiske humor og er mere konsekvent sammenbidte, men Bourne er en psykologisk interessant helt, fordi hans bestræbelser i sidste ende går ud på at sone en blodig fortid og blive et bedre menneske. Den største fornøjelse ved »The Bourne Ultimatum« består i at iagttage, hvordan den snu Bourne hele tiden forudser sine modstanderes næste træk og vender det til sin egen fordel, så det lykkes for en enkelt mand at besejre en stor og hensynsløs organisation. Slutningen antyder, at nu kommer der ikke flere filmatiseringer af Robert Ludlums romaner om eks-agenten med hukommelsestab. Og det er klogt at stoppe, mens legen er god. For ret meget bedre end i denne film kan den umuligt blive.