Ole Bornedal er tilbage i instruktørstolen halvandet år efter, at hans omdiskuterede serie »1864« løb over skærmen på DR.

Seneste større debat om serien var i februar, da den tidligere dramachef i DR Ingolf Gabold påstod, at TV-serien »1864« var et politisk projekt, som skulle udstille Dansk Folkeparti. Ole Bornedal fastholdt, at serien på ingen måde var politiserende og kaldte Gabolds beskyldninger for langt ude i tågerne.

Den danske filminstruktør har på én gang været både rystet over debatten og urokkelig i sit syn på serien og ikke mindst sin egen selvtillid. Og da Berlingske møder ham på filmoptagelserne til hans nye film og første projekt siden »1864«, »Dræberne fra Nibe«, er denne tilsyneladende stadig intakt.

»Jeg er dybt tilfreds med »1864«s succes som værk – og så selvfølgelig succesen hos seerne. Min selvtillid er bestemt urokkelig,« siger han.

De fleste har angiveligt svært ved at sige »1864« uden at tænke på kritikken og debatten, som serien affødte, men ikke desto mindre var serien en pæn succes målt på seertal. I gennemsnit fulgte 1,34 mio. danskere slagets gang hver søndag, det er flere seere, end de første sæsoner af »Borgen« kunne tiltrække.

Men selv om det er svært ikke at have TV-serien, som er så forbundet med sin instruktør, i baghovedet, vil Ole Bornedal helst tale om sin nye film.

Med en række af landets mest folkekære skuespillere på rollelisten og premiere 1. juledag i år vil den utvivlsomt trække en del julemætte danskere i biografen. Det forventer den ene af filmens to producere Peter Bose fra Miso Film i hvert fald.

Vi befinder os i den nu lukkede Samuels Kirke på Nørrebro, som i dagens anledning skal forestille en salsasal i Nibe. Det er Peter Bose, der orienterer de fremmødte journalister om filmen og dagens program. Han kender Ole Bornedal fra den 173 mio. kr. dyre TV-serie, som han også producerede.

»Det er jo et meget anderledes projekt end sidst,« siger han.

De seneste små seks uger har filmholdet brugt på at optage den sorte komedie om de to jyske håndværkere Edward og Ib, som bliver spillet af Ulrich Thomsen og Nicolas Bro. I en kæmpe brandert beslutter de sig for at brænde deres sorte penge af på en russisk lejemorder, som de pudser på deres koner – spillet af Lene Maria Christensen og Mia Lyhne.

Filmen tager udgangspunkt i den følelse, man får, når man er i et forhold, hvor man synes, at partneren er dybt irriterende, forklarer Ole Bornedal.

»Når man ligger, før man falder i søvn om aftenen, fantaserer man den anden ad helvede til. Heldigvis bliver det i ens eget hoved, og det kommer aldrig ud. Men den dæmoni, som vi alle sammen rører ved en gang imellem, den er temaet. Her udlever vi den bare,« siger han og tilføjer:

»Men det er mange år siden, at jeg har ønsket en ægtefælle ned i en sort gryde. Jeg er så lykkeligt gift, at jeg står op hver morgen og synger med solsorten.«

Trods en langsom start er det hele egentlig gået ret strygende med »Dræberne fra Nibe«. Ole Bornedal skrev manuskriptet for seks år siden og havde egentlig gemt det lidt væk. Pludselig var alle skuespillerne ledige, timingen var helt perfekt, »og så rykkede vi bare og lavede den på rekordtid.«.

»Det er nærmest overstået, før vi er kommet i gang. Jeg kunne lige så godt filme ti uger mere, for jeg er i en kampform, hvor jeg synes, at det rent fysisk er ret nemt at lave. Rent åndeligt er det lige så svært som alle mulige andre projekter,« siger Ole Bornedal og joker med, at han burde få toeren og treeren skudt af sted med det samme.

Hvorfor er det så svært at lave en komedie?

»Hvis vi sidder på en café, og der kommer en mand ind ad døren, som er glad, har tre børn og lever i et lykkeligt ægteskab, så vil du måske trække på skuldrene. Men hvis jeg fortæller dig, at han lige har slået hele sin familie ihjel, så vil du synes, at det er enormt spændende. Det er nemt at komme hen til det sorte drama, men det er svært at gøre det glade interessant,« siger Ole Bornedal.

Han håber, at det lykkes, og at publikum vil grine, lige så meget som han selv har gjort de seneste seks uger. Begge hovedrolleindehaverne har haft det på samme måde og karakteriserer samarbejdet som en klar succes rent lattermæssigt.

»Det har været en fornøjelse at få lov til at grine fra morgen til aften. Det burde jo være sådan hele tiden. Fra nu af vil jeg kun lave komedier og få et godt grin hver dag,« siger Ulrich Thomsen.

Både han og Nicolas Bro har arbejdet sammen med Ole Bornedal flere gange. Senest spillede Nicolas Bro regeringschefen D. G. Monrad i »1864«. Fremstillingen af karakteren endte med at blive et af seriens mest debatterede emner, så på den måde var Nicolas Bro også tæt på det, Ole Bornedal kalder »balladen«.

Men hvis man spørger Ulrich Thomsen og Nicolas Bro om, hvorvidt »1864«-balladen ændrede deres gamle ven og kollega, er svaret nej.

»Han har ikke ændret sig overhovedet. Eller måske har han fået lidt flere grå hår,« siger Ulrich Thomsen, og Nicolas Bro tilføjer:

»Nej, det mener jeg nu, at han havde i forvejen.«

I kirken er Ole Bornedal hoppet tilbage i instruktørstolen. De ubekymrede salsarytmer og statisternes svingende hofter fylder og runger i kirkerummet, og vinduesmosaikken giver genskær i den kæmpemæssige discokugle. Han betragter, analyserer og justerer:

»Du skal lidt til højre, og I skal længere bagud. Giv den nu gas, for helvede. Hav det sjovt,« råber han og knipser værsgo til Mia Lyhne, Lene Maria Christensen og den flødebolleagtige salsalærer.

Kameraassistenten piler op mod alterpladsen og smækker med klaptræet, og Ole Bornedal tager plads i stolen. Han beskriver sig selv som kontrolfreak – det betyder ikke, at han ikke kan klare, hvis tingene ikke går, som han forestiller sig. Han har bare altid en klar idé om, hvordan tingene skal være i sit hoved, men en idé og en agenda er ikke det samme.

»Der var en, der spurgte mig, hvad jeg ville med denne her film, og hvorfor den er vigtig at lave, og det ved jeg ikke. Jeg har ingen agenda, ligesom jeg ikke havde en politisk agenda med »1864«. Hvis der er nogen, som kommer efter »Dræberne fra Nibe« og slår et søm ned gennem kraniet på mig, så gør de jo det. Det kan jeg ikke kontrollere,« siger han.

Da filmen foregår i Nibe, og Ole Bornedal selv er nordjyde, har det været vigtigt for ham, at skuespillerne fik styr på dialekten. Både Lene Maria Christensen og Mia Lyhne troede egentlig godt, at de kunne tale jysk, men den opfattelse fik Ole Bornedal hurtigt lavet om på. Han indtalte hele manuskriptet, så skuespillerne kunne lære, at de flade endelser er lige så flade som landskabet, og at det ikke hedder »noget mærkeligt noget«, men »noe mærklig noe«. »Han er pænt udfordrende og krævende. Han har skrevet det hele selv, så han skal både forsvare sin indre forfatter, instruere og samtidig give plads til sine skuespillere,« siger Lene Maria Christensen.

Både hun og Mia Lyhne er iført stramme træningsbukser og perfekt lakerede negle til ære for danselæreren Malte.

»Ole er modig, og han er ikke bange for, at det bliver for stort og groteskt. Det kan godt være grænseoverskridende, for vi er hele tiden blevet skubbet lidt ud over kanten. Vi har ikke kunnet fedte med vores spil, det har været de helt store bevægelser. Nu må vi se, hvordan det bliver,« siger Mia Lyhne.

Hvis Ole Bornedal skal beskrive sig selv som filmmand, fremhæver han, at han tør gå hele linen ud. Så kan det godt være, at der er nogen, som mener, at der er kontroversielt, at det burde være meget mere afdæmpet, mere Strindbergsk eller mere under gulvbrædderne.

»Men jeg laver ikke film til under gulvbrædderne – jeg laver dem i flyvehøjde.«