Borgerskabets diskrete død

Niels Brunses eminente nyoversættelse af Thomas Manns 101 år gamle »Buddenbrooks« giver mulighed for at stifte eller forny bekendtskab med én af romangenrens ultimative stjernestunder. Historien handler om en borgerlig families forfald men også om, at det ikke behøver at gå sådan.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Thomas Mann

Født 6. juni 1875 i Lübeck. Debuterer i 1901 med »Buddenbrooks« og etablerer sig igennem romaner, noveller og essays hurtigt som Tysklands betydeligste forfatter i første halvdel af 1900-tallet. Modtager Nobelprisen i litteratur 1929. Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 opholder han sig uden for Tyskland, 1938-52 i USA og siden da i Schweiz, hvor han dør den 12. august 1955. Bror til forfatteren Heinrich Mann samt far til bl.a. forfatteren Klaus Mann og historikeren Golo Mann.

Hovedværker (alle oversat til dansk):

Buddenbrooks (roman, 1901)

Tonio Kröger (novelle, 1903)

Døden i Venedig (novelle, 1912)

Trolddomsbjerget (roman, 1924)

Josef og hans brødre 1-4 (romanserie, 1933-48)

Lotte i Weimar (roman, 1939)

Doktor Faustus (roman, 1947)

Den udvalgte (roman, 1951)

Felix Krull (roman, 1954)

Det er en rådden tand, der gør det af med Thomas Buddenbrook. Smerterne bliver til sidst så uudholdelige, at han styrter om på gaden i hjembyen Lübeck, må bæres hjem og dør i en endnu ung alder.

»Han hulkede stille to-tre gange, forstummede og holdt op med at bevæge læberne. Det var al den forandring, der skete med ham; hans øjne havde allerede forinden været døde,« konstaterer fortælleren.

I vekslende grader gælder det hele hans familie. De er levende, men allerede døde: Fra den frigide hustru Gerda og den forsumpede bror Christian over den flere gange svigtede søster Antoinette, kaldet Tony, til den skravlede, dødsmærkede kunstnerspire af en søn, Hanno, som slægten og handelshuset Buddenbrooks senere uddør med.

Undertitlen på den 25-årige Thomas Manns genistreg af en debutroman, som i dag udkommer i Niels Brunses eminente nyoversættelse, er »En families forfald«. Og nøgternt set er det også nøjagtig, hvad den handler om - købmandsslægten Buddenbrooks økonomiske og menneskelige sammenbrud igennem tre en halv generation og godt 50 år henover midten af 1800-tallet.

Men når romanen lige siden udgivelsen i det 20. århundredes allerførste år har haft status som romanen om sin tid, er det selvfølgelig, fordi den samtidig er og kan læses som historien om en hel kulturs forfald. Om en borgerlighed, der i al sin selvbevidsthed aldrig når frem til at blive sig selv bevidst, og som ender med at betale prisen for det.

Bundlinjen der tæller

Det er ikke, fordi Buddenbrooks er onde, de er alt andet. Alle de tre generationer af familieoverhoveder, vi i løbet af romanen stifter bekendtskab med - Johann senior, Johann junior og Thomas - er indbegrebet af økonomisk redelighed og ordnede private forhold.

Der er intet snavs i denne familie. Deres forargelse over økonomiske skandaler andre steder i Lübecks handelsliv er ærlig og dybtfølt, og det samme er Thomas' afstandtagen til broderen Christians udsvævende, rodløse liv.

De er heller ikke kyniske pengepugere og udsugere, men derimod arbejdsgivere af den gamle, patriarkalske slags. Ét af romanens højdepunkter indtræffer, da Johann junior under arbejderopstanden i 1848 ved ren og skær troværdig og myndig fremtræden for en tid får genskabt fred og fordragelighed mellem klasserne.

Til gengæld er der heller ikke andet i familiens liv. Ganske vist tjener familen til at begynde med penge, mange penge, men romanen igennem er der ikke et eneste eksempel på virkelig lykke, i kærlighed eller andetsteds, eller blot et engagement i livet, der går ud over at få bundlinjen i kassebogen til at stemme og i øvrigt ikke vække utidig opsigt.

Tværtimod er ægteskaber i denne kreds i ét og alt - eller i hvert fald i princippet - et spørgsmål om hensigtsmæssige alliancer mellem magtfulde familier, hvor mennesker fusioneres, som var de firmaer. Og dem, der som Christian vedholdende hengiver sig til skørlevned, sætter sig selv uden for såvel det gode selskab som de gode forretninger.

Mest går det ud over Tony. Hun forelsker sig i den medicinstuderende Morten, men bliver hurtigt gelejdet ind i et glædesløst ægteskab med en mand, der viser sig at være en svindler, bliver senere gift for anden gang med endnu en svindler, og hendes datter Erika går det oven i købet senere ligesådan.

Også Thomas har selv fra et tidligt tidspunkt valgt kærligheden fra. Hans lille blomstersælgerske bliver opgivet i samme øjeblik, karrieren skal plejes, til fordel for det dybfrosne fornuftsægteskab med Gerda. Forholdet synes ikke at blive mere fuldbyrdet end den tid, det tager at undfange Hanno - som da også er svagelig fra første færd til sin tidlige død.

Kvinderne betaler prisen

Men ved Thomas' båre årtier senere er det alligevel blomstersælgersken, der først dukker op for at tage afsked med ham. Hun alene står som en svag mindelse om, at der kan være andre måder at leve og føle på, end familien Buddenbrooks selv har mod og fantasi til at praktisere.

For det er ikke kun købmændene som Thomas og hans forfædre, der forfalder. Det er nok så meget kvinderne, der i enhver henseende er underlagt hensynet til handlen og i romanens sidste, knugende scene sidder alene tilbage, efter at alle mændene i deres liv er døde.

Kunsten er heller ingen udvej. Tværtimod eksisterer den i familiens univers kun som en dekadent, æstetisk tilflugt for dem, der som Christian og Hanno ikke magter andet, et divertissement både i betydningen underholdning og betydningen afledningsmanøvre.

I denne historie dør borgerskabet ikke med et brag, selvom de trinde lübeckere gradvist mister terræn til de militaristiske prøjsere, inkarneret i den nye kæft-trit-og-retning-rektor på Hannos skole. De sygner hen med en klynken, og det er typisk nok den lille pukkelryggede frøken Weichbrodt, der, da de efterladte kvinder til slut tvivler selv på et gensyn i det hinsides, desperat og mod al erfaring og sund fornuft råber, at »Det er sådan!«

Forfaldet sker på alle niveauer i den formidabelt tæt konstruerede roman, som Thomas Mann, selv i et langt og produktivt liv med mange forfattermæssige stjernestunder, aldrig helt nåede op på siden af igen. Niels Brunses nyoversættelse påkalder sig både respekt og nydelse ved sin overlegne balancegang mellem moderne dansk sprog, Manns på én gang omstændelige og spidst ironiske fortællestil og så virkemidler, der læst i dag let kunne virke anstrengte, såsom Manns forsøg på at gengive arbejdersprog eller platuglen Alois Permaneders brede bayeriske dialekt.

Forfaldet i sjælen

Forfaldet sker økonomisk, hvor Thomas Mann gennemgår transaktioner og handler og fallitter så minutiøst som nogen moderne erhvervsreportage, og det sker rumligt i de detaljerede gennemgange af huse og gader. Og ikke mindst sker det fysisk, med et anatomisk nærvær, så man nærmest har oplevelsen af selv at sidde med i Thomas' syge tand og alle de andre syge steder.

Men de ydre kendetegn er stadigvæk kun billeder på eller udslag af, hvordan der ser ud i familiens sjæl. Forfaldet sker ikke af sig selv, det sker, fordi der ikke er nogen, der vil eller navnlig tør noget andet.

Og når romanen 101 år efter sin udgivelse stadig står blandt de allerstørste er det netop, fordi man også kan læse så meget andet i den end blot historien om en bestemt familie, en bestemt klasse, en bestemt epoke i forfatterens egen hjemby. Ligeså vel, som man jo også kan læse meget andet end newyorker-mafiosoer ind i Francis Ford Coppolas åndsbeslægtede filmepos »The Godfather«.

»Buddenbrooks« kan læses - Gyldendal bør sende et eksemplar til kulturminister Brian Mikkelsen - som en fabel om, hvor let de i udtrykkets egentlige betydning gode borgerlige værdier kan gå tabt, når disse bevidstløst får lov at forfalde til ydre normer, magtbrynde og kassetænkning. Men romanen kan først og fremmest læses som et indirekte manifest om at turde tage ansvaret for sit liv på sig.

Det er det, Hanno som den sidste mandlige Buddenbrook altså slet ikke evner. Men som romanen ved selve sin eksistens - og den purunge forfatterstemme bag den - alligevel viser kan være muligt.

Thomas Mann

»Buddenbrooks. En families forfald«. Oversat fra tysk af Niels Brunse efter »Buddenbrooks. Verfall einer Familie«. 600 sider, indbundet. 398 kr. Gyldendal. Udkommer i dag.