Bonnie og Clyde: En myte aflives

Bøger: Jeff Guinn: »Go Down Together. The True, Untold Story of Bonnie and Clyde. Simon and Schuster« Det er nu 75 år siden, at Bonnie og Clyde blev skudt, men de er stadig USAs mest berømte forbryderpar og er gennem tiden skildret glamourøst på film. Men en ny bog beskriver forbryderparrets liv som stakkels og præget af mediernes jagt på en

I 1933 var Bonnie og Clyde involveret i et større skyderi, hvor politiet angreb deres lejlighed, men de nåede at flygte. Kort efter episoden lod de sig fotografere, hvor Bonnie sigter på Clyde med et gevær, og han skødesløst holder en cigar i hånden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Clyde Barrow var ikke nogen stor gangster. Han var nærmere en af de mindre skurke i 1930ernes depressionstider i USA. Han havde ingen grandios plan om at blive forbryderkonge eller samfundets fjende nr. et. Det samme gjaldt hans kæreste Bonnie Parker, hvis ambition var at flygte fra sin triste baggrund. Alligevel blev de USAs mest berømte forbryderpar.

På det tidspunkt var ellers mange om buddet. Louis Buchalter myrdede godt 100 mennesker med sit firma Murder, Inc. Ma Barkers gangstergruppe, der hovedsagelig bestod af hendes vanartede sønner, røvede banker på stribe. Og John Dillingers bande gjorde det til en usikker satsning at indlevere sparepenge til banker. I forhold til disse storforbrydere var Bonnie og Clyde ikke USAs værste forbrydere, selv om Clyde og hans venner myrdede ti politifolk. Men Bonnie og Clyde var hverken geniale forbrydere eller blodtørstige mordere. De ti mord var ikke planlagt, men var konsekvensen af elendigt forberedte røverier og forsøg på at skyde sig fri af politifælder.

Ud af deres triste liv skabte amerikansk presse historien om forbryderkæresterne og film blev lavet, der gjorde Bonnie og Clyde til samfundets fjender nummer et. Myter groede i støvskyen fra deres fræsende biler efter et nyt smårøveri på en servicetank. De blev selv fanget ind af al det postyr, som medierne skabte om dem, og de poserede for fotografer som celebre stjerner med gevær og pistol. Så fik journalisterne da, hvad de var ude efter. Et berømt billede viser Bonnie, der står og peger på Clyde med et gevær. Fotografiet er til ære for fotograferne, og Clyde står afslappet med en cigar i hånden. Virkeligheden og mediefiktion flød ud i et og skabte en falsk hybrid: Forbryder-stjernen. Afgørende for deres vedvarende status var filmen fra 1967 af Arthur Penn med Warren Beatty og Faye Dunaway i hovedrollerne og en smægtende musik, der akkompagnerede maskingeværsalverne.

Den dystre virkelighed bag mediehistorien om Bonnie og Clyde bliver afdækket i Jeff Guinns nye grundige bog »Go down together. The True, Untold story of Bonnie and Clyde«. De fleste af de røverier parret foretog, var bilrøverier, hold ups mod forretninger og skyderier mod politiet. De få bankrøverier, de lavede, var som regel planlagt af bedre tænkende bandemedlemmer, som imidlertid ikke holdt længe under Clydes lederskab. Det er 75 år siden, at parret blev skudt, og det er en god anledning til at grave i arkiverne og forsøge at finde ud af, hvorfor netop dette forbryderpar blev verdensberømte, når der nu var så mange andre at vælge imellem.

Både Bonnie og Clyde blev født i 1910 og begge voksede op i slummen uden for Dallas. Clydes familie levede en stor del af hans ungdom i et telt. Deres familie tilhørte underklassen og Clydes uddannelse var næsten ikke eksisterende. Clyde gled hurtigt ud af undervisningssystemet og fuldførte aldrig noget, der lignede en skolegang. White trash – hvidt affald var navnet på den slags.

Parret mødtes i 1930, og på det tidspunkt var Clyde i gang med smårøverier og en karriere som biltyv. Bonnie var servitrice med et falleret ægteskab bag sig og store drømme om at blive en filmstjerne, men hvem havde ikke den slags drømme? Jeff Guinn mener ikke, at Clyde havde nogen drømme af betydning, altså ud over at blive en kendt forbryder. Men det var først og fremmest Bonnie, der tænkte, og det var hendes ambitioner, der drev makkerparret frem i pressefotografernes blitzlys. Bonnie havde været en dygtig elev med litterære ambitioner og blev af samtidige beskrevet som en viljestærk og begavet kvinde. Kort tid efter de mødtes, fik Clyde en dom på to år, men med en pistol som Bonnie smuglede ind til ham, tvang han sig ud i friheden. Clyde blev fanget og fik 14 år bag tremmer. Efter løsladelsen i 1932, fortsatte han med biltyverier og smårøverier, og denne gang var Bonnie med. Men hendes rolle var, ifølge udsagn fra Clydes søster Marie, meget beskeden. Ifølge Marie og Jeff Guinn affyrede hun aldrig en pistol, og selv om hun var med i banden kunne hun ikke hænges op på mord.

Bandens eksistens kunne være gået sporløst hen over USA, hvis ikke pressen i Texas havde set en god historie i parret. Jo mere pressen skrev, jo vildere blev bandens sammenstød med politiet. I april 1933 involverede parret sig i et større skyderi, hvor politiet angreb deres lejlighed. De flygtede mens kuglerne fløj om ørerne på dem. Kort efter lod de sig fotografere, hvor Bonnie sigter på ham med et gevær, og Clyde skødesløst og frækt holder en cigar i hånden. Det var depressionens tidsalder og hårdkogte forbrydere var varmt stof på avisforsiderne. Der var andre hårdkogte forbrydere, men ikke så mange andre yngre kvinder og ikke så mange kærestepar involveret i branchen. Aviserne så potentialet i historien, og fra at være et Texas-fænomen blev parret nu stjerner i medierne over hele USA. Artiklerne portrætterede dem som unge elskende, der uden frygt kastede sig ud i farlige eventyr og kriminalitet. Clydes voksende prestige gjorde ham i stand til at danne sin egen bande, selv om hans evner slet ikke rakte til det. Som Guinn skriver: »NU efter pressen i Texas havde udnævnt ham til en kriminel superhjerne, havde Clyde chancen for at skabe sin egen Barrow bande, hvor han selv var chefen«. Normalt forberedte han ikke røverierne særligt godt. De var improviseret og gav som regel dårligt udbytte, hvis overhovedet noget.

Parrets øget prestige fik politiet til at løftet øjenbryn og pistoler. Et par gange havde politiet indkredset banden, men hver gang lykkedes det Bonnie og Clyde og deres bandemedlemmer at skyde sig fri. Man besluttede sig derfor til at samarbejde på tværs af statsgrænser, og man hyrede en Texas Ranger ved navn Frank Hamer til at fange Bonnie og Clyde. Med kompakte politistyrker i hælene var det kun et spørgsmål om tid, før de blev indhentet. Parret blev jagtet over alt og begik en række hovedløse røverier. Sidste fase i Hamers jagt på Bonnie og Clyde startede i april 1934. Clyde og en af hans gangestervenner havde myrdet to unge betjente ved en motorvej i Texas. Drabene ophidsede offentligheden i en sådan grad, at jagten blev intensiveret. Guinn skriver: »Den smukke kærlighedsaffære mellem amerikanerne og Clyde Barrow banden var slut. Efter at være blevet underholdt af Clyde og Bonnie i månedvis vendte offentligheden sig nu mod dem.« I slutningen af maj 1934 lokaliserede Hamer parret omkring Louisiana. Hamers gruppe på seks mand lagde en fælde ved den vej, hvor de regnede med at Clyde ville køre sin stjålne Ford. Da Clyde så kom kørende, skød Hamers folk mod deres bil uden varsel. Clyde blev skudt i hovedet og døde øjeblikkeligt, mens Bonnie blev alvorligt såret af de 130 kugler, der ramte deres bil. Deres kroppe blev gennemhullet med mindst 50 skud i hver. Debatten om nedskydningen har fokuseret på, at Bonnie slet ikke var anklaget for mord. Hun var angiveligt med til en række røverier, men ingen havde set hende med en revolver under forbrydelserne, og der var ikke rejst tiltale mod hende for mord. Var Hamers nedskydning i virkeligheden mord? Hamer havde selv sagt, at han ikke ville skyde en kvinde, men da det kom til stykket løb Hammer hen til passagersidens åbne vindue og skød med sin Colt Monitor Machine Rifle direkte mod Bonnies hoved og rettede derefter flere skud mod hendes krop. Bagefter blev de blodige kroppe lagt til skue og pressefotograferne fik dermed igen deres del af byttet.

Bonnie og Clyde havde udtrykt ønske om at blive begravet sammen, men Bonnies lig blev bragt hjem, og 20.000 mennesker overværede begravelsen. På hendes gravsten blev skrevet et af hendes digte: »As the flowers are all made sweeter by the sunshine/and the dew, so this old world is made brighter/by the lives of folks like you.« På Clydes grav printede man også ord, som han selv havde formuleret: »Gone but not forgotten«. Det viste sig at være fuldkommen rigtigt. Nu 75 år efter deres død står de tydeligere i erindringen end de fleste andre amerikanere.

Bonnie og Clydes endeligt fandt sted netop i 1934, da de amerikanske myndigheder slog massivt ned på de kriminelle. En række love gav FBI og dets leder J. Edgar Hoover øgede beføjelser. En række af USAs værste forbrydere blev skudt og arresteret i de følgende måneder. Som en konsekvens af myndighedernes hårde linje blev Bonnie og Clydes familiemedlemmer, der havde støttet deres forbrydelser, arresteret i løbet af 1934. Året efter blev mange af dem idømt hårde straffe. Man kan føje mange banale ord på deres roller som grænseoverskridende forbrydere midt i krisens tid. Fattigdommen eksploderede, og mange almindelige amerikanere så sikkert Bonnie og Clyde som modige oprørere, der sprang køen til suppekøkkenet over. Muligvis var der noget om denne beskrivelse, men der var ikke meget Robin Hood over kæresteparret.

Jeff Guinns bog er baseret på hans og andre forskeres omhyggelige arkivundersøgelser. Hvad bogen tilføjer til det allerede kendte billede er familiebaggrunden og den solidaritet, der herskede blandt disse hvide fattige. To bøger af Clydes søster Marie bliver effektivt udnyttet i Guinns beskrivelse. Når vi kender Bonnie og Clyde i dag skyldes det ifølge Guinn pressen, der skabte dem. Det var pressen og Bonnie og Clydes ønske om at blive kendte og feteret, der fik dem til at begå desperate forbrydelser i et stadigt hastigere tempo. De poserede for fotografer og klædte sig i pænt tøj for at tilfredstille offentlighedens hunger i det depressionsprægede USA. Den kommercielle udnyttelse af parret begyndte allerede samme år, som de døde. En populær bog ved navn »Fugitives« ramte boghandlerne og blev en stor succes. I 1937 var Hollywood på banen med filmen »You Only Live Once«, instrueret af Fritz Lang og med Henry Fonda og Sylvia Sidney som de to kærester. Flere andre film, bøger og tegneserier fulgte efter.

Med Filmen Bonnie and Clyde hvor Warren Beaty og Faye Dunaway spiller parret fortsatte Hollywood, med at glamourisere et par, der var alt andet end glamourøst. Der var kun lidt tilbage i filmen af de oprindelige forbrydere. Clyde var en radmager lille fyr, der haltede og havde meget lidt helt over sig. Hans halten stammede fra fængslet, hvor han havde hugget sine tæer af for at undgå hårdt arbejde. Men i Warren Beattys udgave var han som forvandlet til en smuk helt. Der var heller ikke meget stjerne over Bonnie, der dårligt kunne gå efter en brand, hvor bilen var forulykket efter et røveri. Men Hollywood kan ikke slippe deres egen myte. Optagelserne til en ny film om Bonnie og Clyde er lige begyndt med Hilary Duff i hovedrollen som Bonnie.

Man læser Jeff Guinns bog med en fornemmelse af, at de virkelige forbrydere i den ikke var Bonnie og Clyde, men de pressejournalister, der legede med deres liv. Først skabte de dem som spændende forbrydere, og bagefter blev de udråbt som blodtørstige mordere. Ikke en eneste journalist blev dømt.