Bonderøven går til teatret

Frank Erichsen, beder kendt som DR TVs "Bonderøven", skal genopbygge en hel bondegård til Østre Gasværk Teaters musikforestilling "Hjælp søges", der er teatrets store satsning næste sæson.

Så er den ged barberet: Frak "Bonderøven" Erichsen (th.) lærer Jesper Lohmann at malke en ged forud for Østre Gasværk Teaters musical "Hjælp søges". Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Er det nu, jeg skal fortælle, jeg er allergisk mod dyr?« joker skuespilleren Jesper Lohmann, inden han og kollegaen Jesper Asholt skal hjælpe med at malke den ged, som er trukket op på den lille scene i Østre Gasværk Teaters foyer.

Teaterchef Pia Jette Hansen har fremtryllet en håndfuld champagneglas, som den varme mælk kan sprøjte ned i - direkte fra det tungthængende, spændte yver.

Geden tager det hele ganske roligt, herunder de mange blitzlyn fra fotografernes kameraer. Det samme gør manden, der skal hjælpe de to skuespillere med at lære at håndtere en ged:

»Man skal bare vide, hvad der foregår i begge ender,« forklarer Frank Erichsen, bedre kendt som TVs »Bonderøven«.

Østre Gasværk Teater har nemlig 12. april 2015 næste år premiere på musicalen »Hjælp søges«, hvor Frank Erichsen er tildelt en særlig rolle som »bygningskonsulent«. Dels skal han være med til at bygge scenografien til forestillingen, der foregår på en forfalden bondegård langt ude på landet. Dels skal han i forbindelse med forestillingen indgå i en række publikumsmøder, en slags »Bonderøven live«, hvor københavnere kan høre om livet på landet og se forskellige arbejdsmetoder demonstreret.

»Når folk ikke vil komme til landet, må vi jo trække landet herind i stedet,« forklarer Frank Erichsen, der regner med selv at komme til at slå en del søm i, for »jeg vil helst selv have fat i værktøjet«.

Allerede nu har han kig på en gård, der er truet af nedrivningspuljerne, for det hele skal være så autentisk som muligt i Østre Gasværk Teaters store rum.

»Nu må vi se, om vi kan bruge det til noget, men det kan være et godt udgangspunkt,« siger han.

Teatererfaring har han ikke meget af.

»Men jeg har da spillet nissebarn i forsamlingshuset og har altid godt kunnet lide opsætningerne af Varde Sommerspil, der havde nogle fantastiske kulisser,« fortæller han.

»Hjælp søges« er hentet i Stockholm, hvor den har gået for fulde huse på Orion Teatern i den forgangne sæson, og hvor Pia Jette Hansen forelskede sig i den. Allerede på vej hjem i flyveren bestemte hun sig for at skabe en dansk version af den poetiske, filosofiske musical, der har tekst af den svenske dramatiker og digter Kristina Lugn og musik og sangtekster af ABBA-drengene Benny Andersson og Björn Ulvaeus.

Andersson vinker til pressemødets fremmødte journalister via Skype og når at forklare, at han efter store musicalopsætninger som »Chess« og »Kristina från Duvemåla« har haft stor glæde ved at skrive musik til et lille ensemble.

»Det er meget lettere at lave ting om,« forklarer han, der synes, det er »trevligt« at danskerne nu vil sætte forestillingen op.

Jesper Asholt og Jesper Lohmann spiller to halvgamle brødre, der bor på landet, og for hvem tiden er gået i stå. De sætter en annonce i avisen og søger en hushjælp. En ung pige med fornemmelse for livets poetiske sider reflekterer på annoncen og flytter ind sammen med sin mor, der har valgt kun at tale med dyrene. Den vigtige rolle som hushjælpen er endnu ikke besat.

»Jeg blev ualmindelig  bevæget, da jeg læste manuskriptet,« siger Jesper Lohmann.

»Der, hvor ordene hører op, tager dyrene over. Det er ren magi og meget rørende,« mener skuespilleren, der sammen med Jesper Asholt har skullet godkendes af Andersson og Ulvaeus.

»Så jeg har måttet bryde den gamle regel om, at man aldrig skal spille sammen med børn og dyr,« siger han - med reference til, at hans nærmeste medspillende bliver 12 af slagsen, herunder får, køer, høns, geder, gæs og hunde, der alle kan lidt af hvert.

Lars Rudolfsson, der iscenesatte den svenske version, er hentet til København for at gentage øvelsen.

I næste sæson lægger Østre Gasværk Teater desuden ud med jukebox-musicalen »De tre musketerer«, der også er en svensk succes, og som i de sidste to sæsoner har været en publikumsmagnet på Odense Teater. Musicalen bruger Alexandre Dumas gamle røverhistorie til at præsentere en lang række rockhits fra 1980erne.

På rollelisten er blandt andre Trine Pallesen, Tom Jensen, Ole Thestrup, Peter Oliver Hansen og Rasmus Fruergaard. Der er premiere 23. oktober og efterfølgende er det provinsens tur til at gå om bord i puddelhår, glitterkostumer og plateausko, når »De tre musketerer« spiller hele 21 gage i en række musikhuse. Frede Gulbrandsen, der i indeværende sæson står bag Østre Gasværk Teaters familiesucces »Skammerens datter«, iscenesætter.

Desuden har teatret teatret 11. februar  danmarkspremiere på den amerikanske succes »Venus in Fur« med Mille Lehfeldt og Casper Crumps som eneste medvirkende i Jacob Schjødts instruktion på teatrets foyerscene. Ifølge Pia Jette Hansen er det et såkaldt »powerplay for to personer«, der kredser om sadomasochistisk magtspil mellem en skuespilforfatter og den kvinde, der aflægger audition til hans nye forestilling.

Stykket er skrevet af den amerikanske dramatiker David Ives og er en opdateret version af en skandaleroman fra 1870erne.