Bond-film blæser britiske anmeldere ud af stolene

De britiske aviser er vilde med den nye Bond-film Spectre. Måske den bedste Bond nogensinde, lyder dommen.

Bond er tilbage bedre end nogensinde, mener de britiske filmanmeldere Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bond er tibage med et brag.

Sådan lyder den særdeles enstemmige konklusion om Bond-filmen Spectre fra de engelske anmeldere, der som de første har set filmen, som derovre får premiere på mandag.

Den nyeste Bond-film når de danske biografer næste fredag, og ifølge briterne er der noget at glæde sig til. I både Guardian, Times, Daily Mirror og  Telegraph får filmen fem stjerner ud af fem mulige, og der tales om den bedste Bond-film nogensinde.

»Efter alt hypen, alle hemmelighederne og alt den åndeløse forventning - holder den så?,« spørger Daily Mail og svarer omgående: Ja - udenfor enhver tvivl. Fra første minut til sidste scene er Spectre en gennemført  forlystelsestur af en James Bond film.

I det hele taget blomstrer de udsøgte superlativer i anmeldelserne.  The Telegraph bruger ord som »pure flamboyance« (ren overdådighed) og »swaggering« (ekstraordinært eventyrligt), og konkluderer, at instruktøren Sam Mendes overbevisende formår at kombinere den klassiske James Bond hold-på-vejret action med spøgelser fra 007s fortid.

På den måde formår filmen på fornem vis at tage tråden op fra den sidste Bond-film »Skyfall«, mener Telegraph.

Skyfall var den hidtil største Bond-succes, der indspillede over en milliard dollars verden over. Men de britiske anmeldere er enige om, at den 24. Bond-film,  Spectre, der både er den længste (to en halv time) og dyreste Bond-film nogensinde, godt kan gå hen og slå den rekord.

Det er fjerde gang, Daniel Craig fylder 007's klasssiske smokinger ud, men det gør han i knivskarp stil - skaber en Bond midt i livet, både overlegen og hærget og med en moden og sammenbidt fysik i kampscenerne, men alligevel med plads til et hårdt presset smørret grin oven på en deadpan replik, skriver The Telegraph.

Også Guardian hæfter sig ved, at Daniel Craig siden sin omdiskuterede udvælgelse til James Bond for ti år siden, i dag er vokset fuldstændig ind i rollen, og fylder den lige så godt ud, som de smokinger, der altid sidder knivskarpt på Craigs trimmede torso.

Faktisk drister Guardians anmelder sig til at mene, at Daniel Craig er en fuldgyldig Bondfigur helt på højde med Sean Connerys - charmerende og kølig.

Samtidig glæder Guardian sig over, at den nye Bond-films »pro-Snowden« indstilling. Avisen var jo arnestedet for den amerikanske whistle-blower Edward Snowdens afsløringer af ulovlig overvågning, og i filmen start er det netop en sådan - britisk - overvågning, der er udset til at tage over fra den gammeldags agent-virksomhed, som agent 007 er den fremmeste udøver af.

Så det er endnu engang de kolde og lyssky bureaukrater mod den blodige og varmblodige agentverden fuld af action og eventyr, og her kan Bond naturligvis ikke holdes tilbage. Snart er han i konfrontation med både danske Jesper Christensen, der igen dukker op som Mr. White,  men især med superskurken i centrum for forbryderorganisationen, Spectre, spillet af Christopher Walz, der får ros for at holde sit skurkespil på den rigtige side af karikaturen.

Faktisk er der næppe den karakter eller scene, der ikke får flertallet af de britiske anmeldere til at klappe. Som anmelderen i den normalt ret intellektuelle Guardian slutter:

»Til slut følte jeg mig næsten skyldig for at være så begejstret undervejs - næsten«.