Der er en ny boss i byen, som ikke tager to-cifrede millionbeløber for at stille sig op og synge om arbejderklassens barske realiteter. Bevares. Bruce Springsteen er vitterligt i en klasse for sig som sangskriver og performer. Men det er en anden type performer – en anden musik – der får mange af baby-boomernes børn og børnebørns hjerter til at banke det hårdere på Roskilde. Det er når Bon Ivers »Skinny Love« og »Holocene« kommer på, at deres følelser udfries. Ikke »Twist and Shout«, som kunne høres på Orange Scene nogenlunde samtidig med Bon Ivers både storslåede og intime koncert foran et stuvende fuldt Arena-telt, hvor det for en gang skyld i store perioder lykkedes at få folk til at klappe i, når lyden ikke bragede af sted.

Velkommen til det indfølte og nuancerne. Farvel til beskyldningerne om en overfladisk ungdom, der kun er kommet på festival for at feste og drikke hjernen ud. Jeg er selv 28 og befandt mig omgivet af tusinder af nogenlunde jævnaldrende, der alle havde valgt at vende ryggen til Springsteen på Orange. For at lytte. Og føle. Selvom de ord Bon Iver-bagmanden Justin Vernon sang ofte blev overskygget af hans sårede og melankolske fraseringer. Men det har aldrig været ordene, det handlede om med ham, og hans delikat arrangerede skumringsfolk gik da også rent ind. Leveret med udsøgt dynamik og musikalitet af det ni mand høje band, som hovedpersonen har samlet for at realisere sidste års selvbetitlede album nummer to, der blæste debuten »For Emma, Forever Ago«s intime rum op i widescreen-format.

Det er den musik, vi har kysset til. Blevet forelskede til. Mistet til. Og på et tidspunkt undfanger vi måske børn til den. Og når de vokser op og en dag tager på Roskilde Festival, vil det være os, der står foran Orange Scene og hører Bon Iver. Og ikke forstår, hvorfor vores børn er smuttet videre. Ud til en af de andre scener. For at høre den musik, der får deres hjerter til at banke. Ligesom vi gjorde denne lørdag aften under teltdugen på Arena.