31. oktober 1944: De kommer lavt ind over byen. Larmende som motorplæneklippere. Lavt. Grå og grønne og med det blå-hvide-røde cirkellogo på siderne og på vingerne. Det er RAF - The Royal Airforce - fræsende sydfra ind over Aarhus. De kaster bomber. Bomber mod det næsten splinternye universitet ved Ringgaden. Gestapo har året før overtaget to af universitetets kollegier og bruger det som jysk hovedkvarter, og derfor er universitetet blevet et mål og en modvillig deltager i Anden Verdenskrig.
Juni, 1967: »Der er vores hus. Farfars hus« siger min far og peger på en lille gråblå træklods på den store model på The Imperial War Museum. Jeg er i London for første gang i mit liv. Jeg er seks år gammel – og fanger på ingen måde betydningerne i min fars ord. Hverken interessen, den lidt underlige stolthed eller bare helt basalt informationerne. I min barnebevidsthed er krigen noget med onde tyskere og gode englændere - men også noget, der foregik langt, langt væk. At min fars barndomshjem er repræsenteret på en model i The Imperial War Museum kan jeg hverken se det mærkelige eller det interessante i.
