Bogen der lærte os ordet »fatwa«

Salman Rushdies roman »De Sataniske Vers« har vakt stærke følelser siden den udkom i England i 1988. Afdøde ayatollah Khomeinis fatwa fra 1989 står stadig ved magt og har lagt en grundtone i vores debatklima om ytringsfrihed.

I 2014 blev Salman Rushdie tildelt H.C. Andersen Litteraturprisen. Kronprinsesse Mary overrakte ham prisen i Odense. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker

I 27 år har Salman Rushdie levet i skjul og under politibeskyttelse for at undgå at blive dræbt af islamister som »straf« for at have skrevet den bog, der ikke engang betragtes som hans bedste.  Adskillige mennesker er blevet dræbt og såret gennem årene under demonstrationer mod bogen og i regulære attentater.

Igennem tre åriter har der været kontroverser omkring »De Sataniske Vers«, senest her i Danmark, hvor skuespilleren Hassan Preisler i dag siger til Radio24syv, at Det Kongelige Teater har afvist at opsætte hans forestilling om »De Sataniske Vers«, fordi teatret er bange for represalier.

Skuespilchef Morten Kirkskov begrunder beslutningen med, at Det Kongelige Teater har »et par andre romanprojekter, som vi prioriterer højere«.

At alene opgivelsen af et projekt på idéplan kan skabe så stor ståhej siger noget om den gennemslagskraft, som fatwaen mod De Sataniske Vers har haft, siden den blev afsagt den 14. februar 1989. I 25-året for fatwaen opsummerede fire kulturpersonligheder i Berlingske betydningen af den bizarre verdensomspændende dødsdom for den vestlige debat om ytringsfrihed - og litteraturens rolle i verden:

.

Der var protester mod »De Sataniske Vers« helt fra den udkom på originalsproget engelsk i Storbritannien den 26. september 1988. Ugen efter blev den forbudt i Indien på grund af et angiveligt blasfemisk indhold mod islam og profeten Mohammed. Måneden efter hyrede Rushdie en livvagt på grund af dødstrusler.

Rushdie var allerede en kendt og anerkendt forfatter, da De Sataniske Vers udkom. I 1981 vandt han den store Booker litteraturpris for sin roman Midnatsbørn og i 1983 blev han optaget i det britiske kongelige litterære selskab, Royal Society of Litterature. .

I månederne efter »De Sataniske Vers'« udgivelse blev bogen i hurtig rækkefølge forbudt også i Sydafrika, Pakistan, Saudiarabien, Egypten, Somalia, Bangladesh, Sudan, Malaysia, Indonesien og Qatar. Verden over arrangerede muslimer demonstrationer imod bogen og dens forfatter. Nogle steder udviklede protesterne sig voldeligt. Den 12. januar blev seks mennesker dræbt, da en folkemængde angreb det amerikanske kulturcenter i Islamabad i Pakistan.

Den 14. februar 1989 udstedte Irans ayatollah Khomeini så den berømte »fatwa«, som pålagde »alle fromme muslimer i hele verden« så hurtigt som muligt at finde og henrette Salman Rushdie og alle andre der har bidraget til at udgive bogen. Kun tre dage senere meddelte Irans formelle politiske leder Khamenei, at Rushdie kunne benådes, hvis han angrede.

Trods en officiel undskyldning fra Rushdie slår Khomeini dog fast - og gentager det flere gange indtil sin død nogle måneder senere - at hans fatwa ikke kan trækkes tilbage, uanset hvad Rushdie, hans forlæggere eller oversættere siger eller gør. Fatwaen blev opretholdt i årene der kom af flere medlemmer af Irans præstestyre og den er er stadig i kraft. Adskillige millioner kroner er udlovet som dusør på Rushdies hoved.

I 1991 blev Rushdies japanske oversætter, Hitoshi Igarashi, dræbt af knivstik, og hans italienske oversætter, Ettore Capriolo, blev hårdt såret. I oktober 1993 blev hans norske forlægger, William Nygaard, alvorligt såret af tre skud uden for sin bolig. Gerningsmanden er aldrig fundet.

I 1993 omkom 37 tyrkiske intellektuelle i en hotelbrand, som blev påsat islamister der forgæves forlangte at få udleveret en af deltagerne i en litteraturkonference på hotellet til summarisk henrettelse. Han havde sagt, at han ville oversætte »De Sataniske Vers«.

Rushdie har overlevet og har skrevet adskillige romaner og to børnebøger foruden debatartikler, essays og løbende kommentarer. Han beskrev i sin selvbiografi i 2012, hvordan det har været at leve et liv i skjul for en verdensomspændende dødsdom. Han er blevet adlet i Storbritannien, og er højt prisbelønnet. I 2014 modtog han H.C. Andersen Prisen.