Bogbjerget: Bibliotekarerne og den gode bog

Der var engang, hvor det var en dansk bibliotekars fornemste opgave at gøre låneren til en klogere og mere nysgerrig læser. Denne gode kulturpolitiske målsætning var ligefrem nedfældet i gamle dages bibliotekslov, hvor man talte om at stille »almendannende litteratur« til rådighed for borgerne og derfor stillede kvalitetskrav til de bøger, man indkøbte i større målestok. Selvfølgelig gjorde man det.

I vore dage er denne opdragende rolle langt, langt væk. Ligesom elendige bestsellere og andre former for triviallitteratur, har man på fornemmelsen, power­shoppes hjem til nyhedshylden i flertallet af landets biblioteker, hvor bibliotekarer ikke længere er LitteraturFormidlere med stort L og F, men en slags »info-janitsharer«, der slår på tromme for alt mulig andet end »den gode bog«.

Som bekendt synes kulturminister Carina Christensen, at de folkebiblioteker, der er tilbage efter de seneste års kommunale massakrer, er inde i en sund og nødvendig omstillingsproces. De seneste fem måneder har kulturministeren ikke kun lagt linjen for fremtidens bibliotekslov med sin udtalelse om, at »biblioteket skal være et let tilgængeligt tilbud for alle«. Hun har også nedsat et udvalg om »Folkebibliotekernes rolle i videnssamfundet«, som skal se på alt muligt andet end sikringen af den gode bog: Yderlige udvikling af den digitale infrastruktur, formidling af digital kulturarv, lærings- og inspirationsaktiviteter, nye relevante partnerskaber og kompetenceudvikling hos bibliotekarerne. Og da der mig bekendt ikke sidder andet end fremskridtsivrige biblioteksfolk i det ministerielle udvalg, vil hensynet til »den gode bog« være en hurtigt overstået fodnote i udvalgets strategitænkning.

Der var engang, bibliotekarer bekymrede sig om bogens ve og vel. I 1992, i kølvandet på bogdropperdebatten og lyset af IT-revolutionen, udgav Anne Lise Japsen en bog med titlen »Biblioteket og den gode bog«. Japsens bog byggede på analyser af bibliotekernes bogindkøb i slutningen af 1980erne og satte med sine velunderbyggede konklusioner en vældig debat i gang. Japsen påpegede, at bibliotekerne fortsat sorterede det dårligste fra og foretrak kvalitet, hvis det vel at mærke var kombineret med popularitet, og så tilføjede hun nogle ord, der dengang provokerede ufattelig mange bibliotekarer, som ikke havde forstået, hvor profetiske ordene var: »Det går ud over den smalle kvalitetslitteratur, der prioriteres lavere end den brede underholdning, og for så vidt bliver kvaliteten altså svigtet til fordel for efterspørgslen.«

I vore dage, hvor bogbestanden på syv år er faldet med 22 pct. og beløbet til bogindkøb i samme periode reduceret med 34,4 pct., er diskussionen blandt bibliotekarer om en bogs værdi på længere sigt forstummet. Der indkøbes rask væk otte-ti gange så mange eksemplarer af halvdårlige nordiske spændingsbøger, som der investeres i udenlandske romaner, der vil blive stående i litteraturhistorien. Føler bibliotekarer ikke længere noget som helst ansvar for den gode bog?