BOGBJERGET

»Læs endelig, men glem ikke at øve dig på også at kunne fortælle den gode historie videre. Lad være med at læse den op, fortæl den i stedet for. Hvis du hele tiden enten læser i eller læser op af en bog, er der ingenting, der for alvor forandrer sig. «

Jeg er lige kommet hjem fra Slaraffenland. Det ligger i en stor stue i et rødt træhus i det sydlige Sverige. Under en dyne af evigt gråvejr. Men i hjørnet af stuen står den gamle porcelænskakkelovn og udsender sine mildt tropiske bølger af tør varme. Og foran stuens vinduer mod engen og skoven i det fjerne tårner et smukt, nyfældet juletræ sig op med pynt, der er friskt fabrikeret til lejligheden. Rundt omkring i de gamle sofaer og stole ligger eller sidder seks mennesker i alderen 13-70 år med hver deres bog eller blad.

I dette Slaraffenland, hvor TV og PC-skærme er bandlyste, har jeg levet i seks døgn. Og sådan et langsommeligt retro-orgie af lutter bogstof og brætspil kan jo få julehjertet i enhver »bogluder« til at banke af lykke. Rørstrømsk ser man sig rundt i stuen og konstaterer, at selv unge stadig kan læse af lyst, mens endnu en formiddagsdæmring umærkeligt glider over i aftenskumring, og torsdag, fredag og lørdag bliver til lillejuleaften, juleaften og 1.juledag.

Hvad der læses? Tja. Bag sin daglige vifte af Kryds & Tværs og Sudoku-blade får den attenårige skoletrætte gymnasiast og DVD-sluger endelig has på den kleppert af en Dan Brown-roman, der nu har været med på fire-fem ferier. Ligesom lillebror på tretten kommer dybt ind i »Morderisk bedrag« (også af Dan Brown) og ved siden af får tyret et par sports-årbøger og den sædvanlige stak gamle, gulnede Anders And-blade fra det årti i stenalderen, da mor og far var børn.

26-årige storebror har sit eget monomane bogprojekt kørende. Over kander af kaffe og små glas portvin pløjer han sig i sin egen forvredne døgnrytme gennem to bind af Stieg Larssons millennium-trilogi. Overalt bærer han de to røde bøger med en andagt, som var det både Gamle og Nye Testamente, og lader sig synke ned og hen i stole, sofaer, på toilettet og i sengen.

I et knapt så hidsigt, men dog jævnt og stædigt malende tempo får moren og farmoren vendt side efter side i snart en historisk roman – snart Ida Jessens »ABC«, Pascal Merciers »Nattog til Lissabon« og Roberto Savianos nyligt udkomne bog om den italienske mafias udskejelser i Napoli.

Og »bogluderen«, hvad med ham? Jamen, hans lille hjørne af tidløse Slaraffenland handler om den overordentlig sjældne nydelse blandt litteraturkritikere: At læse af lyst, og hverken af pligt eller bydende nødvendighed. Hans juleuge er friheden til at surfe rundt i fem-seks forskellige bøger, blade og tidsskrifter. Han opfører mig som én, der lige har lært at læse, og tror man kan nå hele biblioteket i Alexandria inden solopgang. Napper først en ny dansk krimi og haster videre til en større dansk roman. Bliver dog rastløs undervejs og strammer sig så op med det nye danske fodboldmagasin »90 minutter« (fremragende!) og et glitret kulturtillæg til The Economist (»Intelligent Life«) samt de første fem kapitler af Philip Pullmans »Det gyldne kompas«, der som bekendt tager kegler i de danske biografer lige nu.

Og Philip Pullman bliver »bogluderens« egen julemand her på afgrunden af 2007. Ikke kun på grund af hans generøse fortælling om Lyra, den kvikke kostskoleelev fra Oxford, der sagtens kan matche Harry Potter, men også fordi Pullman i et stort interview i føromtalte tillæg til The Economist giver et rasende godt råd til alle os, der gerne vil sælge litteraturen enten i medierne, ude i familierne eller henne i skolerne.

»Læs endelig,« siger Pullman, »men glem ikke at øve dig på også at kunne fortælle den gode historie videre. Lad være med at læse den op, fortæl den i stedet for. Hvis du hele tiden enten læser i eller læser op af en bog, er der ingenting, der for alvor forandrer sig. Men hvis man derimod fortæller historien ansigt til ansigt, improviserer lidt og så videre, så skal du bare se!«

Det gode råd vil vi tage med til Slaraffenland næste år.

jea@berlingske.dk