Bogbjerget

Hurra for danskerne, der fortsat overhaler sig selv i lysten til at købe og læse skønlitteratur. Hele 18 pct. steg salget her til lands i andet kvartal, viser nye, friske tal fra Forlæggerforeningen.

Og tillykke til de tre Gyldendal-forfattere – Pia Tafdrup, Jens Smærup Sørensen og Carsten Jensen – der i ugens løb blev nomineret til Danske Bank Litteraturpris 2007. Sådan hedder landets største litteraturpris på 300.000 skattefri kroner, som uden undtagelse er gået til en Gyldendal-forfatter, siden BG Bank indstiftede prisen i 2003. Og fremover med stor sandsynlighed vil blive ved med at gå til en romanforfatter, der er i stald hos det gamle, hæderkronede forlag.
Medmindre afstemningsreglerne, der i den grad tilgodeser roman-bestsellere, ændres. Eller andre genrer end prosa og lyrik også kan komme i betragtning til prisen, så eksempelvis mere faglitterært betonede udgivelser som biografier og portrætbøger eller børnebøger og krimier finder nåde for juryens øjne. Først den dag vil man opleve, at årets Dansk Bank Litteraturpris ikke går til en af Gyldendals romanforfattere.
Det problematiske i denne monopoldannelse handler om, at næsten alt, hvad der kan krybe og gå af markante romanforfattere i dag, er bunket sammen i Klareboderne. Hvilket ikke er særlig sundt for den frie konkurence. For ti-tolv år siden havde man en langt større spredning af danske skønlitterære forfattere på danske forlag. I slipstrømmen af Merete Ries´ forlagseventyr med Peter Høeg i begyndelsen af 90erne var denne del af forlagsbranchen i voldsomt opbrud, og derfor et langt mere åbent og overraskende sted at færdes. Både for sælgere og købere.
Store forfatternavne som Kirsten Thorup og Carsten Jensen skred dengang fra Gyldendal. De fik følgeskab af Jens Chr. Grøndahl, Vita Andersen og andre, der i et par år prøvede andre forlagsmiljøer af på bl.a. GAD, Rosinante og Aschehoug, hvor den tidligere chef for Gyldendals Bogklub, Stig Andersen, med en række friske, nye initiativer fik skabt lidt gennemtræk i en mahogni-træt bogbranche.
Af ovenstående grunde kom Gyldendals stilling som skønlitteraturens »Fort Knox« under kraftigt pres i 90erne, og det havde både Gyldendal og litteraturen godt af. For en gangs skyld følte den skønlitterære forfatter, at han og hun var ude på købers marked. Endelig havde man noget at handle med. Og nogle forlæggere, som var friske på at give et tilbud, man ikke kunne afslå.
Det var tider. Inden Gyldendal rettede skuden op med en dynamisk duo. Først hentede man Johannes Riis ind som litterær direktør, og siden vendte Stig Andersen hjem fra Aschehoug. Og så kunne centraliseringen af dansk skønlitteratur tage sin begyndelse. Forlag blev købt op på stribe, og romanforfatter efter romanforfatter lod sig indrullere i Gyldendals hær af skønskrivere. I dag ligner det mest af alt en armada.
Den udvikling kan man dårligt klandre Gyldendal for. Forlaget har ikke kun været en dygtig forretning, men også forstået at tage ansvar for at der findes et frodigt, inspirerende sted at være og komme for skønlitterære forfattere. Bare en flig af dette miljø finder man ikke hos andre forlag herhjemme. Konkurrenterne har tilsyneladende opgivet at udfordre Gyldendals skønlitterære monopol, og koncentrerer sig i stedet om hver deres faglitterære niche, femikrimier, chicklit og samtalebøger.
Bevares, der skrives da prosa på Aschehoug, People´s Press, Borgen, Hovedland og Politikens Forlag, men samlet set fylder det kun en brøkdel af den prosa, der udkommer på Gyldendals. Så, er det ikke snart på tide at tage kampen op mod den gamle, magtfulde storebror i Klareboderne? Det ville i hvert fald gøre Danske Bank Litteraturpris mere spændende.