Boganmeldelse: Radiator rider igen

Jan Sonnergaard beviser med sin nye novellesamling "Sidste søndag i oktober", at han er mere end et én-gangs-hit.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

"I onsdags kom jeg forbi hos Annette og fik en kop kaffe i hendes lejlighed i Elmegade". Hvis man stødte på sådan en sætning i den almindelige samtidslitteratur, ville man nok undertrykke en gaben, før man læste høfligt videre. Men nu står sætningen altså som optakt på en novelle af Jan Sonnergaard, der hedder "Onsdag formiddag hos Annette". Og derfor kaster man sig frem i stolen og læser grådigt videre med alle antennerne ude: Onsdag formiddag? Kaffe? Elmegade? Nu kan alt da ske!

Der er nemlig en helt primitiv fryd forbundet med at læse Jan Sonnergaard. Det er som at være med på en overdådig tur i byen, hvor man for alt i verden ikke skal gå for tidligt hjem og gå glip af morskaben. Læseoplevelsen er lidt i familie med den fræsende og oppiskede stemning ved bardisken på Århus-værtshuset "Englen" i novellen "Dig vil jeg sgu da skide på" - én af de sikreste træffere i Sonnergaards nye novellesamling. Bl.a. indeholder den en toiletscene med mobiltelefon, der bør blive en ny-klassiker.

Man kan mene mangt og meget om Sonnergaards noveller, men enhver indvending, der måtte forekomme i denne anmeldelse, skal ses under dette fortegn: at den unikke Sonnergaard-effekt er der, og at den er gjort af koblingen mellem en meget pågående, næsten brutal realisme og så denne fornemmelse af at man slet ikke ved, hvor historierne bærer hen. Og af et utroligt tempofyldt og rytmisk samspil mellem fortællersynsvinkel og dialog.

Men denne litterære rus og ekstase er så kun den halve sandhed om Sonnergaard, for han har, på det tematiske plan, lige så stor sans for tømmermændene og alt det der kommer efter festen, efter kærligheden, efter ungdommen, klikelivet og globetrotter-drømmen. F.eks. er ovennævnte novelle om Annette i Elmegade i virkeligheden en meget lille, fin, formstøbt og afdæmpet sag om et kærlighedsforhold, der er hørt op. Samme tema, kærlighedens smerte oplevet fra den krakelerende mands synsvinkel, behandles også (desperat) i "Er der liv efter kærligheden?" og (isnende fremmedgjort) i "Reprise på Krogs Fisserestaurant".

Da Sonnergaard debuterede i 1997 med novellesamlingen "Radiator", blev det en begivenhed. Kritikken jublede: det var som om selve virkeligheden kom tilbage til dansk litteratur. Salgstallene fór til himmels, og forfatteren blev selv et fænomen.

Man forstår godt, at Sonnergaard har tøvet en kende med den næste bog. Men nu ligger den her altså, "Sidste søndag i oktober". Samme størrelse og på mange måder samme litterære koncept som "Radiator".

Det studenterliv, der var baggrunden for flere af debutnovellerne, er dog stort set forsvundet. Personerne er blevet ældre. Men ikke i nogen traditionel forstand. De lever socialt set videre i en ungdom, der for længst har passeret sidste holdbarhedsdato. Flere af novellerne kredser i melankolsk og anfægtet tilbageblik omkring den klike, der var engang. Men det er ikke borgerlighedens nostalgiske syn på ungdomsårene, men snarere en desorienteret, halvt biologisk, fornemmelse af at noget er endegyldigt forbi - uden at noget andet er kommet i stedet.

Særligt pointeret fremtræder dette i den meget gode, afsluttende titelnovelle om en yngre mand, der rammes af alvorlig sygdom og derfor må se sin ungdom afsluttet fra den ene time til den anden. Sonnergaard viser her, at han - med sin særlige stemme intakt - kan skrive sig op mod de helt tunge eksistentielle spørgsmål.

Flere noveller afsluttes med knald- eller chokeffekter. Det fungerer fint i mandeportrættet "Den tredje, hver måned", hvor det bliver selve pointen, men det kan også virke forceret som i klike-novellen "Frels de raske - skyd en syg". Andre noveller får en underlig twist i afslutningen. Det kan blive fortænkt som i "Gilleleje", hvor en kort kvindeportræt ender i en umotiveret metafiktion, men det kan også give en tankevækkende uddybning af en i forvejen god historie, som når "Lollapalooza", en gysende grum sag om hippe- og rygsækdrømme, viser sig at være indlejret i en intim dialog mellem to.

Indtil videre kører Sonnergaard tæt parløb med novelleformen. Gad vide om han kan skrive en roman. I "Dansk eternit, Aalborg", der er meget lang efter Sonnergaard-standarder og beskriver en fantastisk IC 3 tog rejse gennem Danmark, viser han i hvert fald eminente evner for at bygge en stemning - og en spænding - op over et langt forløb. Desværre fuser teksten ud til sidst, fordi han pludselig skal have både Tamilsagen og Engells betonklods med ind over og gøre novellen til en gumpetung politisk allegori på halvfemserne.

Det er ærgerligt, og i det hele taget er Sonnergaard svagest på netop det punkt som medierne måske interesserer sig allermest for hos ham: samfundskritikken, den "engagerede" litteratur. Hans samfundssyn ligger faretruende tæt på de rene venstresocialdemokratiske klichéer, og selvom det sikkert ad åre kan skaffe ham en tjans som kulturel vismand i LO, er det altså ikke bredt og nuanceret nok til at man kan betro ham at skrive den store danske samtidsroman. Og når det siver fra hans klummer ind i hans noveller, får de en fæl bismag af agitations-litteratur.

Men det sker heldigvis kun få gange i denne novellesamling, der giver appetit på både mere af det samme (det lovede tredje bind af novelle-trilogien) og på andet og mere fra Sonnergaard.

Jan Sonnergaard: Sidste søndag i oktober. Noveller. 184 sider. Kr. 195. Gyldendal. Udkommer i dag.