Børnevenligt og eventyrligt

Kenneth Greve, Peter Langdal og Karin Betz har lavet en fantasifuld, sjov og eventyrlig flot version af »Nøddeknækkeren« til Den Kgl. Ballet.

Den Kgl. Ballets nye version af »Nøddeknækkeren« er på mange måder instruktøren Peter Langdal i en nøddeskal. En opdateret klassiker fuld af fantasi, spræl, humor og cirkusløjer og med masser af gode karakterinstruktioner. Og forestillingens langhårede og magiske onkel Drosselmeier, der både kan drille, trylle og spille cirkusdirektør, minder i skuespilleren Morten Eisners herlige, vitale gestaltning stærkt om Peter Langdal selv, mens Jean-Lucien Massot er den elegant dansende klon af Drosselmeier.

»Nøddeknækkeren« på Gamle Scene i Kenneth Greve og Peter Langdals fælles koreografi og instruktion er da netop også teater i teatret. For handlingen er med et godt glimt i øjet henlagt til teatrets egen fortryllende, kaotiske og nørdede verden med et ballet- og cirkusunivers som omdrejningspunkt. Det er her hovedpersonen, balletbarnet Clara, drømmer om at komme op på tå i de hårde tåspidssko, hun får i julegave. Et projekt, der selvfølgelig lykkes til sidst, så hun ligefrem kan knække nødder med de hårde skosnuder.

Juliette Schaufuss og Jeppe Banke fra Det Kgl. Teaters balleskole er på premiereholdet begge talentfulde dansere og yderst charmerende som henholdsvis Clara og Drosselmeiers nevø/Nøddeknækkerprinsen. Sikke forelskede blikke de to kan sende hinanden. Og til Tjajkovskijs kendte rørfløjtedans i anden akt er det nu Clara og Nøddeknækkerprinsen, der danser en meget fin lille pas de deux.

Selvfølgelig findes der versioner af »Nøddeknækkeren«, bl.a. russiske, med langt mere virtuos dans end i den nye danske version. Men Kenneth Greve og Peter Langdal har gennem hele forestillingen først og fremmest villet børnene – både på scenen og som publikum. Og der er næppe tvivl om, at deres bud på »Nøddeknækkeren« bliver et kæmpe familiehit i København, nu hvor Steen Koerners hip hop-version er rykket til Århus.

Drømmebilleder og spejle

Når Clara på rejsen rundt i verden efter sin prins i anden akt lander i Sukkerland, ja, så er det et eventyrland befolket med bolsjebørn og -klovner, hvis arme kan trækkes meter lange som sukkermassen hos dropskogeren. Indlæringen af ballettens kunst foregår selvfølgelig ved rød- og hvidstribede sukkerstænger, og Jette Buchwald er skøn som den buttede, candy floss-lignende lærer og Sukkerfe, der egentlig er alt for tyk til at være balletdanser.

Raffineret transformeres hun til sit eget drømmebillede, nemlig den elegante og brillante lyserøde Blomsterfe alias Caroline Cavallo, der har følgeskab af smukke pistaciefarvede blomster i den store blomstervals. Selv om det er noget af en dekonstruktion af den klassike ballets divertissementer, er det i denne version både sjovt og passende at lade en danser dåne midt i valsen, så en cirkusabe i tåspidssko og blomsterskørt kan overtage pladsen med en kæmpe springkanin i baggrunden.

Karin Betz’ scenografi og kostumer har en stor del af æren for forestillingens magi med store spejle, der mangedobler danserne og åbner til drømmenes univers. Smukke er hendes Biedermeier-inspirerede krinoliner til julefesten i første akt, hvor Kenneth Greve effektfuldt gør de voksne til marionetter i deres stive bevægelser. Og et meget fint indslag er Julie Valentins tåspidsdans som cyklende kineser fulgt af dynamiske, badutspringende kosakker.

Musene er både søde og farlige, og tindrende flot er Silja Schandorff som den iskolde Snedronning i snefnuggenes vals i første akt. Tina Højlund er i anden akt en sensuel og smidig araberdame omgivet af tilslørede arabiske mænd, og Cédric Lambrette en elegant spansk danser.

Højdepunktet i hele balletten er den store afsluttende pas de deux mellem Clara og Nøddeknækkerprinsen, hvor de to børn af Drosselmeier trylles om til voksne dansere for at vise den ultimative drøm i balletkunstens verden. Med kun to dansere på scenen er det et stærkt og koncentreret øjeblik. Helt sikre var Kizzy Howard og Andrew Bowman endnu ikke på premiereaftenen i Kenneth Greves udfordrende, meget klassisk koreograferede pas de deux, ligesom præcisionen også manglede i flere af de store optrin. Men der var jublende tilråb fra det unge publikum. Og for Det Kgl. Teater er nødden jo knækket, hvis forestillingen giver børn og unge appetit på at se mere klassisk ballet.