Børnene ser på os

Som mange nyere italienske film handler »Libero« om familien, men er dristigere, mere ambitiøs og vellykket, end vi har set længe fra Italien.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Familien er kernen i det italienske samfund, og derfor er det ikke så mærkeligt, at mange italienske film kredser om den. Særligt i de senere år har vi set en række film med familien som omdrejningspunkt, måske fordi den før så bæredygtige institution er under pres i det moderne Italien.

Også den populære italienske skuespiller Kim Rossi Stuart, der her debuterer som instruktør, skildrer den moderne families følelsesmæssige anatomi. Men her er det børnene, der er i centrum.

11-årige Tommi (Alessandro Morace) bor i en forstad til Rom sammen med sin storesøster Viola (Marta Nobili) og faren Renato (Kim Rossi Stuart). Moren Stefania (Barbara Bobulova) har forladt dem til fordel for en velhavende elsker, og det er ikke første gang.

I den lille lejlighed forsøger de efterladte at få hverdagen til at fungere i et tavst, men tungt savn efter den smukke og livlige hustru og mor. Renato regerer hjemmet med ulige dele kærlighed og koleriske anfald af frustration, forsmåethed og ulykkelig forelskelse, som da han indædt spørger Tommi: »Hvorfor er jeg endt med sådan en kvinde? Sådan en kvinde, hvis kusse konstant klør efter mere?«

Som den italienske mesterinstruktør, neorealisten Vittorio De Sica, der skabte klassikere som »Børnene ser på os« og »Cykeltyven« lader denne film os opleve historien fra et barns synspunkt. Og det gør oplevelsen intens.

Set med Tommis øjne bliver de voksnes opførsel kilde til konstant uro. Da moren endelig vender tilbage, splintres det tynde fundament, de tre har bygget en hverdag på med Violas dansetimer, Tommis svømning og Renatos forsøg på at klare den som selvstændig reklamefotograf. For bliver hun nu denne gang?

»Libero« viser, hvor uhyggelig, der er i et samtalekøkken, når man er barn, og angsten for at miste blandes med forældrenes skænderier over pastatallerkenerne. Det gør ondt at se på, men filmen er så utroligt velspillet, så varmt fortalt og så hjerteskærende aktuel i sin skildring af skellet mellem børns og voksnes verden, at man må anbefale den på det stærkeste.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse