Børnekultur: Blødt Kinderæg af en børnekanon

Kulturministeren kan med sine lille Kinderüberraschung hævde, at børnene ikke er blevet ladt i stikken. Det er styrken ved børnekanonen - med alle dens mangler. Hvordan er der blevet plads til Anders And, men ikke Spørge-Jørgen eller Snøvsen?

Det mest positive, man kan sige om »Kanon for Børnekultur« er, at den sætter nogle tanker i gang, som snarest muligt bør føre til, at kanonudvalgene i samtlige kunstarter barsler med deres egen børnekanon. Tænk bare, hvad man alene på litteraturens område må undvære i den nye eksklusive kanon for børnekultur: H.C. Andersens eventyr, B.S. Ingemanns sange, Peters Jul, Spørge-Jørgen, Snøvsen, Cykelmyggen Egon, Egon Mathiesens mis med de blå øjne, Rasmus Klump, Ole Lund Kirkegaard og Bjarne Reuter.

Styrken ved kulturkanon-projektets lille Kinderüberraschung er, at Kulturministeren nu kan påstå, at man ikke lod børnene i stikken. Svagheden er, at den foreliggende liste, med tolv mere eller mindre tilfældige skud i fem-ti vidt forskellige kunstretninger, rammer alting og ingenting. Samt at man ikke mærker noget solidt børnekulturelt overblik i valget af de kanoniserede produkter.Hvad i himlens navn har f.eks. Carl Barks' amerikanske Anders And-tegninger at gøre på en dansk kanonliste? Det skyldes, ifølge udvalgsformand Henrik Marstal, at Anders And personificerer en særlig dansk type af anti-helte, og blev trykt af danske Egmont i 1960erne og eksporteret til udlandet. Det er da nogle far out-kriterier, som ville få mærkværdige konsekvenser på de »voksne« kanonlister. Tænk bare på »Hamlet« - ned i danskernes kanon med ham!

Lige så forvirrende er valget af »Byggelegepladsen« fra 1931. Hvad er der galt med »Sæbekassebilen« eller »Sandkassen« fra tidligere årtier? Og direkte fimset er valget af Nanna Dietzels høje barnestol fra 1955. Helt bestemt et designikon, men kultur til børns forældre mere end til børnene selv. Her havde det klædt listen med Kay Bojesens unikke trælegetøj. Ikke mindst fordi Forbrugerstyrelsen i 2002 standsede salget af Ditzels »funktionelle« klassiker, der var alt for ustabil.

Og sådan kan man blive ved med at undre sig over en voldsomt slingrende kanonliste. Anne Linnets »Go' sønda' morn'«-plade fra 1980 er muligvis en klassiker, men den får til enhver tid baghjul af Vesterbro Ungdomsgård og »Kattejammerrock«, der tilmed er noget så sjældent som dansk kultur af børn til børn.

Et helt andet og nok så alvorligt problem ved »Kanon for Børnekultur« er dens korte hukommelse. Når man ser ned af listen, skulle man tro, at danskerne først i 1931 fik den tanke at skabe kultur - og rammer for kulturel udfoldelse - til børn. Sådan forholder det sig bare ikke. Dansk legetøj, rim og remser har et århundrede mere på bagen. Glemmes bør det ikke, at H.C. Andersens første eventyrbog blev udgivet i 1835 og netop hed »Eventyr, fortalte for børn«.

Summa summarum: Godt at man turde få idéen med en kulturkanon for børn og unge. Skidt at den blev en forlegenhedsløsning. Lad os snarest få børnekanoner i samtlige kunstarter.