Børn uden barndom

Vita Andersen beskriver i sin første bog i ti år den ensomhed og angst, nogle børn lever i. »Min morale er, at der er mennesker med magt over børn, der mister deres menneskelighed,« siger hun.

Vita Andersen synes, vi har et godt samfund. »Men også et hårdt og ensomt samfund, hvor barndommen er afskaffet og børn tidligt holder op med at lege.« Foto: Linda Henriksen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vita Andersen udstråler skrøbelighed. Omvendt er man ikke i tvivl om, at hun vil kæmpe til det sidste for dem, hun mener har mest brug for det: Nemlig de børn der får frarøvet deres barndom af voksne. Enten fordi børnene kommer i klemme mellem voksne, der slås om dem. Eller børn der bare ikke har nogen voksen at stole på.

»Man må ikke slå børn. Vel?,« spørger hun pludselig under interviewet. »Det har du forstået. Ikke?«

»Jo,« det er forstået.

Det er ellers ikke fordi, børn ikke bliver slået i hendes nye roman »Get a Life«, som udkommer i morgen.

Og ikke alene bliver de slået. De bliver forladt, glemt, udsat for seksuelle overgreb fra både andre børn og fra voksne, ydmyget og latterliggjort.

Læseren følger bogens hovedperson Amanda i hendes ægteskab med Thomas og i tilbageblik til en barndom, hvor moderen var psykisk syg og ude af stand til at tage sig af hende. Faderen - en berømt kunstmaler - forlod familien, og Amanda tilbringer sin barndom på børnehjem og i en plejefamilie. Og bliver begge steder udsat for omsorgssvigt og overgreb.

Tiden går så hurtigt
»Børn bliver udsat for forfærdelige ting. Det foregår i virkeligheden, og derfor skal det fortælles, så det kan blive anderledes. Der er nogen, der bliver nødt til at sige, at vi uddør som race, og jorden går under, hvis ikke misbruget af børn stopper,« siger Vita Andersen.

Hendes seneste bog »Coco« fra 1997 er en børnebog om en lille kat, der bliver væk. Hendes voksne læsere har ikke fået noget nyt fra hende siden romanen »Sebastians Kærlighed« fra 1992.

»Mange mennesker har de seneste år spurgt mig, når de har set mig på gaden, om jeg dog ikke snart kom med en ny bog. Men tiden går så hurtigt, og jeg skriver meget langsomt. Og hvis det ikke var for Torben (Madsen, redaktør på Samlerens Forlag, red.), havde jeg skrevet på »Get af Life« endnu,« siger Vita Andersen.

Hun har altid skrevet sine bøger i hånden. Og skriver bedst fra morgenstunden:

»Jeg står op, laver kaffe og kommer lidt vand i hovedet. Så sætter jeg mig ned i mit nattøj og skriver og taler med mine personer i bogen. Ikke noget med at læse eller gøre noget andet først. Nogle dage går det ad helvede til for mig, og så skynder jeg mig at holde op, inden jeg ødelægger det. Man kan skrive noget i stykker, så der hverken er liv eller energi tilbage i det. Andre dage glider det, og når jeg kan mærke en fornemmelse af at kunne flyve indeni, ved jeg, at det er færdigt.«

Jeg kan blive så rasende
Vita Andersen har ikke svært ved at finde på historier. Men hun slås med sproget.

»Jeg kan blive så rasende, at jeg river papiret i stykker. Fordi sproget ikke vil blive levende, selvom jeg nogle gange skriver det om 50 gange.«

Vita Andersen fik med digtsamlingen »Tryghedsnarkomaner« (1977) en stor læserskare, og forfatteren har altid været mere populær hos sine læsere end blandt anmelderne.

»Tryghedsnarkomaner«, der føjede et nyt ord til det danske sprog, solgte i over 100.000 eksemplarer og indbragte hende i 1979 prisen Boghandlernes Gyldne Laurbær.

Ord der rammer mange
»Jeg er glad for, at jeg har skrevet noget, som rammer så mange. Men særlig kvinder tror, at jeg kan fortælle dem, hvad de skal gøre ved deres liv. Eller de siger til mig, at nu har de lyst til at begå selvmord men gerne først lige vil høre, hvad jeg mener. Men jeg kan ikke hjælpe dem.«

Vita Andersen har både hemmeligt telefonnummer og hemmelig adresse. Alligevel fandt en mand, der havde jagtet hende et helt år, ud af hvor hun boede og forsøgte en aften at sparke hendes dør ind.

»Han påstod, at det jeg skrev havde besat hans astrallegeme, og at han derfor var nødt til at slå mig ihjel. Han skrev nogle meget truende breve, og i lang tid gik jeg rundt med en kniv i tasken. Ikke fordi jeg tror, jeg ville kunne bruge den. Han var et stakkels menneske, som blev ført bort af politiet i håndjern, hvilket var min skyld. Men jeg var frygtelig bange for ham.«

Hendes nye bog ender med et håb om en mere lykkelig tid for både børn og voksne.

»Jeg har ingen løsninger, men jeg ville ønske, at man tager børns følelser mere alvorligt. Måske er moralen i bogen, at mennesker, som får en følelsesmæssig, en økonomisk og en samfundsmæssig magt over andre, mister deres menneskelighed. Nu har man f.eks. besluttet, at begge forældre har ret til at se deres barn. Jeg ved ikke, om det er til gavn for barnet. Det destruerer et barn at være et sted, hvor det ikke elsker at være,« siger Vita Andersen.