»Børn taler om det samme som voksne. Bare uden filter«

Skuespilleren Christine Albeck Børge udspionerede gennem flere uger sin datter og hendes legekammerater. 22 timers optagelser af børnenes samtale, mens de leger, er redigeret sammen og lagt i munden på alvorlige voksne i forestillingen »Vi skal bygge en zoologisk have«.

Christine Albeck Børge fik ideen til et nyt stykke, da hun smuglyttede til sine børns leg. Fold sammen
Læs mere

Christine Albeck Børges hjem hører til den slags, hvor det altid myldrer med børn. Selv har hun to døtre på 11 og seks år, og især den yngste, Betty Marie, har næsten altid værelset fyldt med legekammerater.

»Der er fuld gang i den, men der er også utroligt mange slåskampe, som jeg plejer at gå ind og forhandle i,« siger hun. »Men på et tidspunkt udtænkte min mand og jeg det pædagogiske stunt, at man måske bare skulle lade dem klare de konflikter selv.«

Så i stedet for at gribe ind nøjedes forældrene med at lytte lidt gennem den åbne dør for at høre, hvordan det gik.

»Og selvfølgelig kunne de selv finde ud af at klare de konflikter,« siger Christine Albeck Børge. »Men måden, de klarede dem på, var simpelthen, så man var ved at dø af grin, fordi det er så genkendeligt og på samme tid filterløst i en grad, som man aldrig ville opleve hos voksne.«

Det var sådan, den første spæde idé opstod til forestillingen »Vi skal bygge en zoologisk have«, som netop nu spiller på Mungo Park Allerød med fire skuespillere på scenen, der rent fysisk fremstår som meget tjekkede voksne, men hvor ordene, der kommer ud af munden på dem, er børns.

»I starten skrev jeg bare nogle af de sjove fraser ned, men efterhånden tegnede der sig et mønster, og jeg tænkte, at det her måtte da kunne bruges til noget på scenen,« fortæller Christine Albeck Børge. »Rigtig meget af det, børnene siger til hinanden, mens de leger, handler om deres identitetsforhandling – hvem er stærk, og hvem er svag i forhold til gruppen. Det er jo nøjagtig det samme, vi voksne gør, børnene gør det bare på deres egen måde. Så egentlig var det bare om at lade dem sidde og lege og snakke om livet og døden, gud og politik og hvad der ellers kom ind over. Der ligger enormt meget dramatik i det.«

Hun blev dog hurtigt klar over, at for at projektet skulle lykkes, krævede det en vis form for strukturering. Og lidt manipulation. Så uden at børnene fik mistanke om, at hun havde gang i noget særligt, begyndte hun at tilføje nye dimensioner til legen. De fik mudder og vand med ind på værelset, hvilket de aldrig havde fået lov til før. Hun købte en stor rulle papir og farver og foreslog dem at tegne, hvordan de gerne ville have, at den zoologiske have skulle se ud. »På den måde blev de arkitekter i deres eget univers,« forklarer hun.

Og når børnene skulle have mad, gav hun dem et fad med mange forskellige slags pålæg at vælge imellem.

»Og det kom der også en masse krig og konflikter ud af, fordi nogle børn f.eks. ikke kunne lide ost og blev drillet med det,« siger hun. »Jeg sørgede for hele tiden at putte alt muligt ind på scenen, som altså var Betty Maries værelse, for på den måde at udvikle historien og skabe materiale til mit manuskript.«

Overvågningen stod på gennem flere måneder, for det var ikke hver dag, Betty Marie havde kammerater med hjem, og det var heller ikke altid, de legede zoologisk have. Men til sidst havde Christine Albeck Børge optaget 22 timers børnesamtaler på sin båndoptager.

»Og så var det bare om at få puttet ordene ind i munden på nogle voksne,« ler hun og springer let hen over de endnu flere dage og timer, hun har brugt på at skrive bånd ud, forkorte, redigere og bygge manuskriptet op til en teaterforestilling.

»Selvfølgelig har jeg klippet og redigeret en masse, men den røde tråd i børnenes leg er bevaret, også deres indbyrdes roller og konflikter. Jeg har ikke skrevet noget, som de ikke har sagt.«

»Vi skal bygge en zoologisk have« handler om fire ambitiøse arkitekter, der kæmper for sammen at designe den perfekte zoologiske have. Christine Albeck Børge er selv én af de fire skuespillere på scenen sammen med Maria Rich, Nicolai Jandorf og Anders Budde Christensen – i øvrigt samme hold som i forårets succesforestilling »Boys don’t cry«, der vandt Særprisen ved årets Reumert-uddeling.

»Det er jo to helt forskellige universer, men måske er det alligevel nogle af de samme psykologiske mekanismer, der udspiller sig,« siger hun.

»Det at lægge børns ord i munden på voksne giver et godt indblik i nogle følelser, som jo er universelle. Jeg synes, der er en stor længsel efter fællesskab i børnenes univers. De kæmper om at få lov til at bygge denne her zoologiske have og vil faktisk rigtig gerne. Men der kommer hele tiden så meget obstruktion i vejen, fordi de her børn er meget forskellige, og det at rumme hinandens forskellighed er meget, meget svært.«

Og det er ikke kun svært for børn, det er faktisk lige så svært for voksne, understreger hun.

»Det oplever jeg selv. Men vi voksne har jo civiliseret os nok til ikke at sige højt, hvad vi tænker. I hvert fald ikke hele tiden. Fem-årige er endnu ikke i stand til at vide, hvad man kan og ikke kan. De har stadig den særlige filterløshed, hvor det hele kommer ud her og nu. Og det er jo i grunden utroligt befriende. Børn får rent faktisk sagt fra, hvor vi voksne i de fleste tilfælde ville have ædt uenigheden i os og fået ondt i maven i stedet for.«

Instruktionen af forestillingen er lagt i hænderne på Stine Schrøder Jensen, som har brugt klovnens univers som tilgang til stykket.

»Det betyder ikke, at vi optræder med røde næser og store sko – tværtimod er vi meget tjekket klædt som fire hypermoderne arkitekter – men klovnens kombination af alvor og uskyld er en god tilgang til den filterløshed og umiddelbare omskiftelighed, der også kendetegner børnenes samtaler,« siger Christine Albeck Børge, som i starten havde svært ved at blande sig helt udenom, når instruktøren arbejdede.

»Jeg vidste jo, hvordan det havde lydt inde på børneværelset, så det tog mig lidt tid at sætte mig ud over det,« siger hun.

»Vi skal bygge en zoologisk have« har været spillet for et publikum flere gange undervejs i prøveforløbet, og det har været sjovt at opleve publikums reaktioner på stykket, fortæller Christine Albeck Børge.

»Det er jo en humoristisk forestilling, og der bliver grinet meget undervejs. Men folk griner ikke nødvendigvis af de samme ting,« siger hun.

»Det er klart, at hvis man selv har børn, genkender man let den meningsløshed, der ofte er i børnenes konflikter. Men det er også noget, der meget hurtigt kan overføres på de voksnes univers. Jeg har altid drømt om at lave en forestilling om nabokrig og så køre den op på metaplanet – krige og kriser mellem lande og stater. Og det her er lidt den samme fornemmelse, at noget, som er meget småt, indeholder de samme primalmekanismer som de store konflikter på verdensplan.«

Spørger man Christine Albeck Børge, om hun ikke har haft skrupler i forhold til at aflure sin datter og hendes kammerater, er svaret et klart nej.

»Det er jo gjort med stor kærlighed og respekt for børnene,« siger hun. »Vi har fået en lille sprække ind til børnenes univers, men i og med, at ordene lægges i munden på voksne, er det de voksnes verden, der bliver udstillet, ikke børnenes.«

Inden hun gik i gang, indhentede hun tilladelse hos forældrene til de børn, der var med i projektet. Og efterfølgende har hun sagt til børnene, at hun har »lånt« deres ord til et teaterstykke og fået nogle voksne til at sige dem.

»Det synes de bare er fint. Min datter, Betty Marie, vil også gerne ind og se forestillingen, men det vil jeg ikke have. Hun vil ikke kunne forstå det, når folk skriger af grin. For hende er det jo blodig alvor, og hun ville føle sig fuldstændig udstillet. Det ville være forfærdeligt at udsætte hende for – ikke før hun bliver lidt ældre. Men min store datter på 11 år har læst stykket, og hun græd af grin. Hun forstod fuldstændig, hvor morsomt det er.«

»Vi skal bygge en zoologisk have« spiller på Mungo Park allerød frem til 19. september.