Børn tæver voksne

Som sin forgænger er »Spy Kids 2« et kulørt og larmende kaos.

»Vi er børn, ikke monstre« hyler en af hovedpersonerne. »Hvad er forskellen?« spørger en gal videnskabsmand, spillet af den altid oplivende Steve Buscemi. Godt spørgsmål. Ligesom sin forgænger handler »Spy Kids 2« om de ufattelig kække og frække og selvsikre børn Carmen og Juni, der som vidt berømte hemmelige agenter (ja, det er lidt selvmodsigende) arbejder ved hjælp af tusinde avancerede elektroniske dingenoter og aldrig viger tilbage fra et rask slagsmål med granvoksne slyngler. Denne gang drager det heroiske søskendepar på en farefuld mission til en mystisk ø, der fremtræder som en blanding af Jurassic Park og dr. Moreaus ø med sine groteske uhyrer, øgler og vanskabninger. Det gælder jagten på en magtfuld transmooger, og trods talrige hidsige oplevelser kan intet hyle Carmen og Juni ud af den - efter hver ny triumf oser deres små buttede ansigter af massiv selvglæde. Som det var tilfældet med den første »Spy Kids«, har Robert Rodriguez instrueret efterfølgeren med rasende energi og grænseløs opfindsomhed, der uden nogen form for hæmninger resulterer i en overvældende opvisning i tumult, kaos, larm, ballade og anarki. Hvis man synes, at et par børns kamp mod sværdsvingende skeletter er prægtig underholdning for de yngste, er dette den perfekte børnefilm. Antonio Banderas spiller igen børnenes far, og det er selvfølgelig meget sjovt, at han i denne (eftersynkroniserede) film taler dansk med mindre spansk accent, end når han taler engelsk. Børnestemmernes læspende københavnske tonefald veksler til gengæld mellem det kælne og det skærende, og mens man vil formode, at filmens buldrende lavine af aggressive computerskabte effekter vil være ubegribelig for de fleste små tilskuere, kan man rystet konstatere, at her er tale om et usædvanlig ondartet eksempel på voksenmishandling. Længde: En time og 46 minutter.