Børn af brudte familier må selv skabe deres traditioner

Jeg fik en storebror, da jeg var 17.

Sådan husker jeg det - selvom han selvfølgelig havde været der før mig. Men som skilsmissebørn af den mest rodede slags boede han hos sin mor, jeg hos min, og på skift så vi vores far, men kun sjældent hinanden. Så helt fasttømret blev det aldrig, og det var småt med de fælles traditioner som eksempelvis julen er så fuld af. Af samme grund lagde jeg længe den højtid på hylden.

Den virkede så anmassende på mig, når den kom buldrende - som en tiltagende lavine, hvis første varsel var julekatalogerne, der allerede i efterårets sidste måneder landede tungt i postkassen. Hvad skulle jeg med den, når familien var splittet, og tiden var knap. Sådan har jeg nok stadig. Lidt.

Julen er den upassende gæst, der kommer for tidligt til den forestående fest, og desuden er alt for opskruet og højrøstet og fjollet i tøjet. Den, der insisterer på at tale om følelser, når du hellere vil se Netflix, og som hælder ekstra fløde i sovsen, når du lige havde fået styr på kostpyramiden. Julen har altid lommerne fulde af lametta og nervøst velour, og det står nu engang rigtig dårligt til designerlamper og fyldte kalendere.

På den måde er julen dårlig smag mod god smag. Fornyelse mod tradition. Jürgen Habermas har sagt, at modernisering betyder skabende ødelæggelse. Man skaber nye værdier, institutioner og normer, når man bliver moderne. Men man ødelægger også nedarvede selvfølgeligheder,lokale sandheder og gamle måder at gøre tingene på.
Det sættes på spidsen i december, hvor vi, der er børn af de brudte familier, selv må skabe vores traditioner.


Og det gør jeg i år. Selvom barndommens oplevelser var for skrøbelige til at binde os helt sammen, stod min storebror nemlig pludselig igen på mit dørtrin sidste år.

Han havde hørt, at jeg var blevet alene med min lille dreng, og han ville gerne tilbyde sin hjælp. Han og hans kone kunne aflaste en gang imellem. Faktisk ville de gerne tage en weekend hist og her. Og i dag sætter vi slet ikke spørgsmålstegn ved, at det på en måde er blevet vores dreng. Fordi vi nu er tre mennesker, der har delt hans dage.

Så pludselig er det blevet lidt nemmere at invitere julen indenfor. At rumme dens dårlige stil og uhæmmede opførsel. For i år skal jeg hjem til min bror og sammen skal vi skabe nye traditioner. For os og for den lille dreng. Sammen bygger noget nyt på flæskesvær og nisselandskab og gløgg. I en salig kombination af dårlig smag og god stil. Og sådan giver vi hinanden nye dage, der forhåbentlig en dag bliver til gode gamle dage for barnet.

Af den grund har jeg nu rustet mig til den kommende måned, hvor mine venner vil brokke sig over den iscenesatte, ødelagte og kommercielle jul. For jeg ved, at det vil kulminere den 24. december, når jeg klapper min bror på skulderen, og glæder mig ved, at voksne og kuldslåede skilsmissebørn også kan bygge nye strukturer midt i alt det, der brød sammen undervejs. Og for mig er det grund nok til at elske julen og byde den velkommen endnu et år.