Der er for få kvinder, der laver film i Danmark, og det vil i dag blive debatteret af repræsentanter for filmbranchen på et møde i Det Danske Filminstitut (DFI).

Udgangspunktet for diskussionen bliver tre rapporter udfærdiget af tre uafhængige aktionsgrupper, der blev nedsat i juni i år, til at komme med konkrete bud på forbedringer.

Leder af en af de tre aktionsgrupper, filminstruktøren Christina Rosendahl, siger, at der generelt er en stor skævhed i andelen af kvinder foran og bagved kameraet.

Men hun identificerer også et mere specifikt problem, der betyder, at det kan have lange udsigter at få rettet op på kønsbalancen. På trods af at omkring halvdelen af instruktørdimittenderne fra Den Danske Filmskole er kvinder, er det nemlig kun ganske få kvinder, der får lov at debutere med en spillefilm på den filmstøtteordning, der er beregnet til at hjælpe instruktører i gang.

Ordningen New Danish Screen blev oprettet i 2003 for at lade nye instruktører »komme til fadet« og lave film på relativt små budgetter. Af uvisse grunde er det dog først og fremmest kommet de mandlige instruktører til gode.

Ud af de 16 instruktører, der har fået støtte i perioden 2003-2015 via ordningen, er kun tre kvinder kommet til at debutere med en spillefilm, mens det er lykkedes for 13 mænd.

Et tilsvarende billede tegner sig for en anden støtteordning under Det Danske Filminstitut, der traditionelt har været en affyringsrampe for nye instruktører, nemlig den såkaldte Konsulentordning for Børn og Unge. I perioden 2011 til 2014 er ingen kvinde biografdebuteret på Konsulentordningen for Børn & Unge.

Christina Rosendahl kalder de magre kvinde-tal for de to støtteordninger for »alarmerende«, da debutfilmen er et afgørende led i fødekæden i den nationale filmproduktion.

Derfor foreslår hun, at DFI bør gå forrest og formulere en »ambitiøs« målsætning for bedre kønsdiversitet.

Målsætningen skal gå hånd i hånd med en handlingsplan, som blandt andet kunne bestå af et kompetence-kursus for støttetildelere fra DFI, »som kan sætte lys på menneskers ubevidste handlemønstre omkring køn«, samt støtte til, at såvel kvindelige som mandlige instruktører kan få passet børn, mens de er på optagelser.

»Og så bør der laves en undersøgelse af, hvorfor unge kvindelige filmtalenter går tabt. Jeg tror, at hvis DFI går foran, så kan vi faktisk lykkes med at flytte balancen i dansk film, således at de danske film afspejler den verden, vi lever i, og ikke en verden, hvor kvinder er bipersoner,« siger Christina Rosendahl til Berlingske.

Men hvorfor er det overhovedet vigtigt, at lige så mange kvinder som mænd laver film i Danmark?

»Kønsdiversitet i filmbranchen er vigtigt, fordi det skaber øget konkurrence om at opnå støtte. Kvinder og mænd er lige gode til at fortælle historier, så når balancen er så skæv årti efter årti, går vi glip af en masse gode historier fra alle de kvindelige filmfortællere, der ikke kommer i spil. Derudover skal vi tage ansvar for, hvad det er for nogle billeder, vi giver videre til den næste generation. Vi vil alle gerne have, at piger oplever, at de også kan være hovedpersoner i deres liv. Den fortælling skal vi bakke op om med vores film,« siger Christina Rosendahl.

Den kunstneriske leder af New Danish Screen, Mette Damgaard Sørensen, erkender, at tre ud af 16 spillefilmsdebutanter er »rigtig lidt«, men mener dog også, at aktionsgruppen bruger misvisende tal ved at sammenlægge antallet af filmskolens færdiguddannede dokumentarfilm- og spillefilminstruktører. Hun påpeger, at hun i sine to år som leder har haft stort fokus på en mere ligelig fordelling mellem mænd og kvinder, og at det blandt andet har resultéret i, at der i øjeblikket er fire kvinde-instruerede film i produktion med støtte fra ordningen.

»Det viser, at det gør en forskel at have en strategi på området,« siger Mette Damsgaard Sørensen.