Bodilvinderne fortjener vores tak

Kristian Lindberg bylinefoto byline Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I denne weekend uddelte de danske filmkritikere de årlige Bodilpriser, og som vinderlisten afslører, er der ganske mange ikke så kendte navne blandt dem, der lørdag gik hjem fra Konversatoriets Koncertsal med en hvid dame under armen (altså en Bodil-statuette).

To af de store vindere var eksempelvis filmen “Forældre” af spillefilmsdebutanten Christian Tafdrup, og filmen “I Blodet” af den  ligeledes debuterende Rasmus Heisterberg. Selvom begge instruktører har været aktive i andre filmsammenhænge i mange år, er det velgørende på denne måde at kunne observere et næsten-generationsskifte folde sig ud på instruktørfronten.

Der er original kvalitet i begge film, og selvom biografejere vil begræde begge films pauvre publikumstal, er det sjældent, at debuterende instruktører opnår høje publikumstal. Et rygklap fra kritikerne kan forhåbentlig være med til at sikre, at nye instruktører får lov at lave mere i en branche, der mere og mere kigger på bundlinjen.

Som alle forsvarere af den “smalle” filmstøtteafhængige filmkunst vil hævde, er de mere eksperimenterende film nødvendige for at holde fremtidens kommercielle spillefilm i live. Hvis ikke pionererne går forud, stagnerer ikke blot kunsten, men også forretningen at lave film.

I Bodilfestens ånd, kunne man også nøjes med at fejre, at god kunst bliver påskønnet for sin egen værdi, som i tilfældet med de to vindende debutanter.

Men selvfølgelig skal det heller ikke ligge til last, at man er en veteran i Bodil-sammenhænge. Godt skuespil står på en platform af personligt mod, og mod opbygges gennem års erfaringer med viden om, hvad man kan. Trine Dyrholm modtog sin sjette Bodilpris for sin rolle i Thomas Vinterbergs “Kollektivet”. Hendes præstation blev allerede for et år siden belønnet med en Sølvbjørn ved filmfestivalen I Berlin, den første der nogensinde er blevet tildelt en dansk skuespillerinde - den danske pris er kronen på værket og en flot rekordsættende milepæl for en kunstner, der har mange gode roller i sig endnu. Lars Mikkelsen og biografaktuelle Søren Malling fik deres første Bodil-priser.

Alle tre skuespillere har haft roller i såvel de helt smalle film, som i de store, sikre publikumssucces’er. Lars Mikkelsen var eksempelvis blændende i en birolle i den skammeligt oversete danske horrorfilm “Når dyrene drømmer”, men millioner har dyrket ham som den karismatiske russiske præsident i “House of Cards”. Bodilprisen tegner med andre ord et billede af en dansk filmbranche, der kan det hele indenfor en årlig produktion af godt en snes film.

Den boomende streamingbranche (der første gang i år uddelte en sær-Bodil)  er det bedste bevis på hvad danske filmkunstnere kan. Der er tre regioner i verden, der er førende på film og TV-området: USA, Storbritannien og Norden. Danmark fører i Norden. Udenfor USA fører Danmark på antallet af oscarnomineringer. Vi slår kvantitativt lande som Frankrig, hvis filmproduktion er ti gange større. Kvalitetsmæssigt er vi second to none. Det skyldes aftenens Bodilvindere. Deres historier får fat i hele verden, men mere vigtigt er det nu nok, den historie de fortæller danskerne om os selv. Som Olafur Elliasson sagde det under filmfestivalen i Berlin i sidste måned: En god film nøjes ikke med at blive set. I en vis forstand ser den også sit publikum, i og med den forstår sit publikum. I biografen føler vi os pludseligt mindre ensomme, for vi er blevet set. Det fortjener mindst een pris. Tillykke til vinderne.