Bob Dylan svigtede sine fans

Bob Dylan skuffede, da han søndag rundede Forum. Aftenen blev en umådelig kedelig genfortælling af historien om kejserens nye klæder.

Foto: Reuters / Scanpix

Blikket brænder med lige dele irritation og interesse, og når tænderne kommer til syne bag de smalle læber, er det ikke til at sige, om han vil smile – eller bide.

Sådan tager Bob Dylan sig ud i dokumentarfilmen »Don’t Look Back« fra 1967. Som en bittersød boheme, som en syrlig singer-songwriter, som en stjerne på en rejse, der kun lige er begyndt.

Det var dengang. Nu er det sidst i marts 2009, og han står på den store scene i Forum. Her er der ikke meget friskhed eller farlighed at spore. Kun en herre, der ligner en gammel general fra den amerikanske borgerkrig med sin hvide hat og sit uniformslignende jakkesæt.

At dét er manden, der i sin tid satte strøm til folkemusikken og fik en rasende koncertgæst til at råbe »Judas!« er svært at forestille sig. Men det er det, og behagesyg har geniet fra Duluth, Minnesota, ved gud aldrig været.

Nej, han gør lige, hvad han vil og således også på denne aften, hvor han sammen med sit fem mand store orkester åbner med »Gotta Serve Somebody«, der bliver svøbt i orgeltoner og lagt på en stærkt swingende bund af bas, guitarer og trommer.

Skæbnens misgunst
Fint nok. Men herfra begynder koncerten allerede at tabe højde, for Bob Dylan har tilsyneladende besluttet sig for, at alle numrene skal lyde på præcis samme måde, og det resulterer blandt andet i en unuanceret og dybt frustrerende version af den ellers så brillante »Desolation Row«.

Nummeret bliver i det hele taget symbolet på koncerten, og direktøren for det hele sjusker sig igennem på sin plads ved tangenterne og synger med en stemme, der nok er elsket for sin rustne, nasale klang, men her glider over i noget, der bare lyder uinspireret og lattervækkende.

Og lige så trist er det, hvor lidt han skal gøre for at høste klapsalver. For vel spiller han sjældent guitar til sine koncerter, men bør det, at han griber ud efter én være nok til at høste et bifald? Og er hans sporadiske og inderligt ligegyldige kvækkerier i mundharmonikaen virkelig værd at hylde?

Svarene turde give sig selv, og det samme gælder den orgelsuppe og røvballerytmik, der fuldkommen ødelægger »Simple Twist Of Fate«. Ak og ve.

Kedelig genfortælling
Alle disse unoder var også i spil, da Bob Dylans Never Ending Tour førte ham forbi Odense sidste år, og som dengang står man bare og håber, at mesteren for en stund vil være tro mod den tynde, hvide lyd, som tegner hans første elektriske udspil, i stedet for at køre sætlisten igennem den samme sepia-tintede mølle af blues, rock’n’roll og country & western

Ja, det er stort set kun i »Like A Rolling Stone«, at hans fantastiske guitarister får lov at lægge sig op ad den sølverne sound, som har gjort nummeret til et af musikhistoriens allerbedste.

Det er en sand lise for sjælen, men sandheden er, at det meste allerede er tabt, da vi når dertil. Og selvom Christian Braad Thomsen og Bob Dylans øvrige selvudnævnte defensorer nok skal mene noget andet, så er og bliver denne aften en umådelig kedelig genfortælling af historien om kejserens nye klæder.

Forbandet ærgerligt, forbandet sandt.