Bob Dylan skal spille på Roskilde Festival

Bob Dylan skal 3. juli spille på Roskilde Festival. Festivalen har offentliggjort 32 nye navne til programmet.

FILES-FRANCE-MUSIC-FESTIVAL
Bob Dylan skal 3. juli spille på Roskilde Festival. Festivalen har offentliggjort 32 nye navne til programmet. Fold sammen
Læs mere
Foto: FRED TANNEAU

Roskilde Festival har torsdag afsløret, at et af de helt store musiknavne gæster festivalen til sommer.

Der er tale om den 77-årige musiklegende Bob Dylan, som vil spille på festivalens hovedscene Orange Scene onsdag den 3. juli. Det oplyser festivalen i en pressemeddelelse.

Festivalens programchef, Anders Wahrén, fortæller, at festivalen er utrolig glade for at kunne sætte Bob Dylan på programmet.

»Der er gået 13 år siden sidst. Det betyder, at vi har fået flere nye generationer ind på festivalen. Vi synes, at det er vigtigt for dem også at stifte bekendtskab med ham,« siger han.

»Bob Dylan har jo en karriere, der spænder over mere end 50 år. Han har skrevet nogle meget toneangivende sange. Han er en meget politisk bevidst kunstner, og vi synes, at der er en fin tråd fra det til en øget politisk bevidsthed, vi ser i kunsten og musikken - også anno 2019.«

Senest gæstede Bob Dylan festivalen i 2006, men har givet andre koncerter i Danmark siden.

Bob Dylan, der oprindeligt hed Robert Allen Zimmerman, fik sin første pladekontrakt i 1962.

I 2016 blev Bob Dylan tildelt nobelprisen i litteratur, og han tog imod den i 2017. Han er ophavsmand til indflydelsesrige albums som "Highway 61 Revisited", "Blonde om Blonde", "Blood om the Tracks" og "Desire".

Den amerikanske musiker har en lang række hits bag sig.

Blandt de mange er "Blowin' in the Wind", "Just like a Woman", "Like a Rolling Stone", "Mr. Tambourine Man", "All Along The Watchtower", "Knockin' om Heavens Door", "Tangled up in Blue", "Hurricane", "Man in The Long Black Coat" og "Mississippi".

Bob Dylan er blevet offentliggjort sammen med 31 andre nye navne til festivalprogrammet. Det tæller både musik- og kunstoplevelser.

Blandt andet afslører festivalen, at den spanske flamencopop-sanger Rosalía og Robert Plant skal optræde. Robert Plant stiftede Led Zeppelin for over 50 år siden og indledte i 1982 sin solokarriere.

I forvejen havde festivalen afsløret, at navne som The Cure, Cardi B, Robyn, Travis Scott, MØ og Christine and the Queens er en del af programmet.

Roskilde Festival varer i alt otte dage fra lørdag 29. juni til lørdag 6. juli.

/ritzau/