Der er nogle bands, der kan ét trick og formår at få en karriere ud af at gentage det igen og igen. Og så er der dem, der bliver ved med at skubbe sig selv i nye retninger. Sådan et band var Blur, der op gennem 90’erne udviklede sig fra efternøler på madchester-scenen til at være et af britpoppens kvintessentielle bands. Og endelig fandt nyt musikalsk liv efter gennembruddet ved at vende antennerne mod USAs alternativt skurrende guitarrock. Uden nogensinde at tabe melodien af syne, uanset hvor deres nysgerrighed ellers førte dem hen – helt frem til udgivelsen af svanesangen »Think Tank« i 2003.

Netop melodierne og de mange hits var vel ret beset også hovedårsagen til, at det gendannede Blur torsdag aften var at finde under bøgetræerne på SmukFest. Til hvad der umiddelbart lod til at være deres sidste koncert på dansk grund. Et nyt album har været på tale, men det skulle efter sigende være skrinlagt igen. Og søndag aften spiller bandet så til OL-afslutningen – derefter er der ikke booket flere koncerter.

Derfor stod man også med følelsen af at være vidne til noget ganske særligt, da de fire engelske herrer dukkede op på scenen i det jyske tusmørke og satte gang i en ungdommeligt flabet »Boys & Girls«. Istemt en snert af vemodighed. For det var jo på én gang et gensyn og farvel til drengene. Og koncerten blev da også en vedvarende påmindelse om, hvor fin en enhed de fire medlemmer udgør, når de endelig er samlet. Med Damon Albarn som den karismatiske frontmand og indpisker, Graham Coxon i rollen som underspillet guitarvirtuos og de bundsolide arbejdsmænd Alex James og Dave Roundtree på bas og trommer.

Værdigt punktum

Blur har  altid været kendetegnet ved viljen og evnen til at favne bredt. Og ganske i den ånd var turen gennem deres utallige store og små hits også en opvisning i, hvor langt man kan strække sit udtryk uden at tabe sig selv under vejs.

Fra de stort orkestrerede britpop-klassikere »Parklife« og »Country House« over eksplosive rockdrøn på »Song 2« og »Popscene« til gospelinspirationen på »Tender« var spændevidden forbilledlig. Allerbedst var dog den sært opløftende nedturshymne »This Is A Low« og ikke mindst »The Universal«, der til slut satte et elegant punktum for koncerten med de højtsvungne linjer »Yes it really, really, really could happen.«

Lige i det øjeblik ønskede man inderligt, at Albarn her sang om et nyt album fra Blur. For bedømt ud fra aftenens koncert, var der da ingen grund til at lukke butikken og gå hver til sit helt endnu.

Men var det vitterligt det sidste, vi kommer til at se og høre til Blur, var det i det mindste et værdigt dansk punktum. Og som sådan et fornemt farvel til et band, der tegnede en epoke og i processen skabte et både strittende og inciterende sangkatalog, der for en stor dels vedkommende stadig står lige så stærkt nu – her 10-20 år efter – som det vil stå for eftertiden.

»As you probably realize we suffer from a particular kind of schizophrenia. Thank you for bearing with us. And for such a long time,« halvt jokede Albarn til sidst.

Ingen årsag, Damon. Og skulle det være en anden gang.

Hvad: Blur

Hvor: SmukFest i Skanderborg, torsdag