Nogle kunstnere finder allerede som unge et udtryk eller et tema, som de så – igen og igen – forsøger at raffinere i jagten på perfektion, på fuldkommenhed.

Andre kunstnere går mindre fokuseret til deres kunst. Mere menneskeligt, om man vil. Her går kunstneren gennem faser og lader inspiration fra alle sider farve kunsten. Værket bliver på den måde en art selvbiografi eller et spejl af kunstneren i forskellige aldre, på forskellige modningstrin.

Til den sidste kategori hører Damon Albarn, der nu med »Everyday Robots« udsender sit første regulære soloalbum. Det er længe ventet, og den voldsomme interesse for Albarn blev allerede etableret i første halvdel af 1990erne, hvor han var frontmand i Blur. Et af de største bands i Britpop-bølgen, der skyllede ind over den vestlige verden. Og Blur var næsten FOR typisk et band i strømmen af bands, der søgte ind i et ærkebritisk udtryk som reaktion mod den amerikanske rockdominans – ikke mindst grungen.

I det ydre manifesterede Blurs britiske fokus sig i parkacoats og træningstrøjer, mens det på albummene »Modern Life Is Rubbish« fra 1993 og »Parklife« fra 1994 kan høres som en intens afsøgning og opdatering af hjemlandets rockhistorie, og hos Albarn, der sang med demonstrativ London-dialekt og skrev vers om livet, som det så ud for de mange briter.

I »Sunday Sunday« er det familielivet, der beskrives: »You read the colour supplement, the TV guide/You dream of protein on a plate, regret you left it quite so late/To gather the family around the table, to eat enough to sleep/Oh, Sunday sleep.«

I »Girls And Boys« stiller Albarn skarpt på unge briter på charterferie. »Following the herd down to Greece«. Druk, solskoldning, fest døgnet rundt. Og lige så forudsigeligt som Familien Englands tømte, komatøse søndage.

Blur udgav syv album fra 1991 til 2003, hvor Albarns interesse for andre musikalske og tekstlige udtryk også trængte igennem. Nu er han så nået helt frem til det selvbiografisk tonede soloalbum, »Everyday Robots«, der med sin titel stadig synes at have et og andet at sige om moderne liv, der måske stadig er »rubbish«.

Musikken har han selv beskrevet som »folk-soul«, og det sammensatte i dén beskrivelse er sigende for Albarn, der efter at have viklet sig ud af rollen i Blur har ladet sine vidt forgrenede interesser for musik knopskyde i talrige retninger. Det har – hørt med mine ører – aldrig været rigtig rørende eller virkelig vanedannende, og Albarn ER således lettere at beundre end at elske. En beundring, der retter sig mod viljen og evnen til at gå ad nye lydspor.

Enhver reklamerådgiver ville godt nok gå i panik over manglen på sammenhæng og genkendelighed. Men Albarn synes lykkeligvis hævet over markedstænkning. På trods af det, eller måske netop derfor, ramte han nerven i et stort publikum med det virtuelle band Gorillaz, der har fire album bag sig, og hvor Albarn blandt andet er stemmen bag figuren 2D. Ham med det spidse, blå hår, der dukker op midt i foreningerne af pop, triphop, soul og electronica.

Fire millioner plader har Gorillaz hidtil solgt. Et nyt dybt spor i mainstreamkulturen, som Albarn er hoppet ned i og op af efter forgodtbefindende. Selvfølgeligt og smukkest er springet ind i afrikanske musik på »Mali Music« fra 2002, mens et par af de øvrige er mere kuriøse end vellykkede. Som »Monkey: Journey To The West« fra 2008, hvor Albarn skrev en moderniseret lydside til en kinesisk cirkus-operette. I samme excentriske ånd er 2012-soundtracket »Dr Dee« om astrologen, matematikeren og den royale rådgiver John Dee, som Albarn arrangerede med flittig brug af middelalderlige instrumenter, arier og strygerudtræk. Albarn er også oppe i den store skala, omend på en anden måde, med bandet The Good The Bad & The Queen, som også tæller den legendariske afrobeat-trommeslager Tony Allen, The Verves Simon Tong samt selveste Paul Simenon fra The Clash – og produceres af lydmaestroen Dangermouse.

Men det er – her som alle andre steder – Albarn der er den kunstneriske mastermind. Og det er muligt at fortabe sig i opremsninger af detaljer og omstændigheder ved alle Albarns album og projekter. Det skal ikke ske her. I stedet blot en forsøgsvis konstatering af, at menneskeligheden i de mange interesser og nysgerrigheden overfor omverdenen. Dét ligner fællesnævneren, det samlende princip, i hans store, viltre værk.

Meget menneskeligt er det også, at 46-årige Albarn på den aktuelle »Everyday Robots« slår to cirkler bagud. For det første på tekstplanet, hvor han som på de tidlige Blur-album er i et fortællende hjørne. Et sted er der endda en direkte hilsen til »Modern Life Is Rubbish«. For det andet slår han en cirkel endnu længere tilbage, til barndommen i Leytonstone og Colchester, og kommer også ind under Londons grimede vejkonstruktion, Westway. Tilbageblik som fusioneres med højaktuelle refleksioner om computere, smartphones og anden moderne teknologi. De mest gennemgribende forandringer i det moderne liv. Både for TV-familien i »Sunday Sunday« og de unge på drukferie i Grækenland i »Girls And Boys«.

Omslaget til »Everyday Robots« er også interessant: Albarn sidder og hænger i en parkacoat. Ikke som dengang i britpop-dagene, men blikket er slået ned. Det næsvise, det kække, er borte. Det er i stedet et modningens, resignationens og eftertænksomhedens billede.

Det er så dér, Albarn nu er nået til i sit liv. Som på en måde altid er i hans musik. Den lyder i hvert fald som en art katalog over hans skiftende inspirationer gennem årene. Eller spejle. Sammenligningerne ligger lige for. Det kunne også være med en keramiker. Var Albarn en sådan, ville han ikke sidde stille og forsøge at dreje den samme lerkrukke igen og igen. Han ville i stedet bevæge sig mellem talrige typer ler og krukker og drejeskiver. Alt efter lune og alder.

Omtrent 20 album har han skabt eller været med til at skabe. Eller 18 krukker, om man vil. Ikke to er ens. Farverne og formerne er forskellige. Det er meget menneskeligt, men også en umenneskelig stor præstation. Og snart lytter verden til »Everyday Robots«. Mens Albarn for længst har bevæget sig videre.

Læs anmeldelse af »Everyday Robots«, 1. sektion s. 27. Damon Albarn spiller på årets Roskilde Festival.